Du har skrevet lyrik, siden du var ganske ung, og er nu debuteret som
romanforfatter – hvordan oplever du forskellen?
Som meget stor. Jeg har tidligere skrevet noveller, men det var en hård – og også lærerig – proces at skrive en roman. For mig er et digt en følelse, et billede, noget oprindeligt, der dukker op et sted fra mit indre. Romanen byggede jeg op som en krop. Hoved, torso og lemmer, som samlet bliver til et menneske, som bliver til en roman.
Du er født i Sarajevo, og kroatisk er dit modersmål, men du skriver på dansk?
Jeg har tre sprog og skriver på alle tre, engelsk, dansk og bosnisk-kroatisk. Det er en stor rigdom, føler jeg, og det er næsten, som om jeg er tre forskellige personer på de tre sprog. På engelsk skriver jeg mere sofistikeret og farverigt, på dansk filosofisk og kødeligt og på kroatisk naturalistisk og umiddelbart.
Din roman, Tildas hemmelige bog, har en ”dokumentarisk kerne”?
I 1990’erne mødte jeg en kvinde ved kysten i Kroatien, og hun fortalte mig sin historie. Hun havde boet i Chile, hvor hun blev forfulgt, fængslet og tortureret under Pinochet-styret, og da det lykkedes hende at vende hjem, brød krigen ud i det tidligere Jugoslavien. Hun fortalte om sin frygtelige skæbne i et mærkeligt kancellisprog, så koldt og distanceret – det var sikkert en forsvarsmekanisme, men jeg kunne ikke glemme det.
Du har skrevet hendes historie?
Det startede med hende. Og så researchede jeg på de historiske begivenheder, brugte min journalistiske baggrund, ligesom der er en del af min families historie i bogen. Min kusine blev dræbt under krigen, og hendes skæbne er med i bogen.
Du taler og skriver meget om skæbne?
Ja, det er jeg optaget af. Min bog er gennemresearchet på virkelige hændelser, men også fyldt med skæbnefortællinger, mystik, overtro – ja, og magisk realisme.
Hvad skriver du nu?
Jeg arbejder videre på en samling digte, som jeg begyndte på for et par år siden. Og så har jeg planer om endnu en roman – måske en slags biografi? ※
Narcisa Vucina