Susanna Hartmann – tegning er dit arbejde, og så tegner og maler du også lige i din fritid. Altså – kører du aldrig træt?
Næ, at tegne er en livsstil for mig, og jeg fortsætter, så længe jeg kan og har lyst. Jeg har aldrig været ansat, og da jeg som 65-årig gik på folkepension, var det første gang i mit liv, at jeg fik et fast beløb ind på kontoen hver måned. Det betyder også, at jeg har tilladt mig at luge ud i de mere kedelige opgaver for at koncentrere mig om det, der står mit hjerte nærmest: den illustrerede børnebog.
Mange unge illustratorer har svært ved at tjene en månedsløn. Men du har altid kunnet leve af det?
Ja, tiderne var anderledes, da jeg startede som selvstændig i begyndelsen af 1970’erne. Jeg har tegnet Pixi-bøger, der udkom i et førsteoplag på 80.000. Letlæsningsbøger kom i oplag på 3.000 – hvis en letlæsningsbog i dag udkommer og sælger i 1.000 eksemplarer, er det jo en bestseller.
Hvilke andre forskelle ser du for illustratorer – mellem dengang og nu?
De unge illustratorer er langt friere i deres arbejde, og det har jeg lært meget af. Jeg tør give slip og være mindre kontrolleret i min streg nu, end jeg turde tidligere. Der er også den forskel, at jeg arbejder 100 procent analogt – pen mod papir, det er mig.
Du har også tegnet virkelig mange nisser. Hvad er der med dig og nisser?
Jeg ved ikke, hvorfor jeg lige er blevet castet til nisser. Men det begyndte for mange år siden, da Per Carlsen, den gamle direktør på Forlaget Carlsen, havde set et par nisser, jeg havde tegnet til Berlingske. Han inviterede mig ind og bad mig illustrere en nissehistorie. Siden har jeg fået hundredvis af nisseopgaver. Kravlenisser, nissefigurer og julekalendere for DR og TV2. Jeg kan også godt lide nisserne – at give dem liv og personlighed.
Du skriver også selv tekster til børnebøger?
Ja, da jeg fik et barnebarn, foreslog Keld Petersen, ejer af forlaget Elysion, at jeg lavede noget om min egen barndom. Så jeg gik i gang med at skrive og illustrere en erindringsbog fra 50’erne. Det har givet mig mange tanker om, hvor anderledes barndommen var dengang – hvis man bare kom hjem til spisetid, så var der ingen, der spurgte om, hvor man havde været, eller hvad man havde lavet. ※