Som bibliotekar nyder jeg at formidle og søge litteraturen frem. Det er i den rolle, jeg den 8. januar 2018 lander i Kangerlussuaq i Grønland. Forventningsfuldt spejder jeg ud mod det rå arktiske klima og det Dash 8-fly, der om lidt skal fragte mig videre til Nuuk.
Mødet med den storslåede natur er overvældende, men det er det fremmede grønlandske sprog, der bliver min største udfordring. Og kilde til mange tanker om sprogs betydning, og hvor vigtig en nøgle det er til viden, kultur og ikke mindst litteratur. En af de første dage på min nye arbejdsplads, Nunatta Atuagaateqarfia (Grønlands Landsbibliotek), får jeg historien om den schweiziske rigmand, som samler på Den lille prins på alverdens sprog og derfor har været med til at betale for den grønlandske udgave. Ordet prins findes ikke på grønlandsk, så titlen Ataqqinartuaraq betyder ‘Den lille ærede’. Eksemplet illustrerer litteraturens vilkår i et land med kun lidt over 55.000 mennesker.
Et bibliotek med to sprog
Først står det på grønlandsk. Så på dansk. Fra plakaterne til titler i den grønlandske samling og en del poster i biblioteksbasen. Mine tosprogede kollegaer kan også altid hjælpe. Brugerne er dog flinke og tålmodige. ”Taler du dansk?” og ”Hvordan staver du til det?” spørger jeg dagligt. Mens jeg navigerer rundt i et sprog, som for mig lige så godt kunne være kinesisk, og som heller ikke Google forstår.
Jeg kan derfor nemt sætte mig ind i de sproglige udfordringer, mange har her, og som skaber meget debat. Mange taler begge sprog, men en mindre gruppe taler kun dansk, og halvdelen af befolkningen kun grønlandsk. Den vægtning kan litteraturen dog ikke afspejle. Et lille sprog betyder færre læsere og mindre råd til udgivelser. I voksenbiblioteket fylder skønlitteraturen på dansk 182 hylder. Den grønlandske 28 med få oversættelser af forfattere som H.C. Andersen og Hemingway. Landets rige dyreliv og sagn fylder i børnebiblioteket, hvor det blandt samlere eftertragtede grønlandske første bind af Harry Potter også står. Men også her fylder de danske bøger mest. Vil man beriges med de oplevelser og det udsyn, verdenslitteraturen kan byde på i biblioteket, skal man altså mestre dansk.
Nye litterære stemmer vokser dog frem, og ud over at sætte ny grønlandsk litteratur på hylderne når de også ud over landets grænser.
God oversættelse kræver kulturforståelse
HOMO sapienne af Niviaq Korneliussen er lige nu på vej ud på det engelsksprogede marked, fortæller Julie Rehhoff Kondrup fra milik publishing, det største forlag i Grønland, da vi mødes på Caffè Pascucci i Nuuk Center.
Det er første gang, en grønlandsk roman nyder så omfattende international opmærksomhed. En bog, som helt uventet, også for fatteren selv, er blevet et kæmpe hit blandt unge. Det er litteratur af en ung forfatter, hvor de føler sig set, hørt og genkendt, siger Julie. Og forklarer, hvordan al oversættelse fra grønlandsk til andre sprog skal igennem det danske sprog først. Da grønlandsk er så lille et sprogområde, fungerer det bedst, hvis forfattere fra start skriver med henblik på begge sprog, hvis de ønsker at nå ud over landets grænser. Som det har været tilfældet med HOMO sapienne. Man er også oversætter af kulturen, ikke kun sproget. Som eksempel nævner hun, at der på grønlandsk er humor i gentagelsen. Mens det på dansk bare vil være mærkeligt, at den samme sætning står to gange lige efter hinanden.
Niviaq Korneliussen har også oversat Sørine Steenholdts Zombieland, indstillet til Nordisk Råds litteraturpris i 2016. Begge forfattere udspringer af skrivekonkurrencen Allatta!, som Nunatta Atuagaateqarfia, milik publishing m.fl. står bag. En art mini-forfatterskole, der skal sikre fortsat vækst af ny grønlandsk litteratur.
Opretholdelse af det grønlandske sprog
I 2014 var 24-årige Maasi Brøns Chemnitz en af vinderne. Han arbejder i Atuagkat Boghandel i Nuuk. Bortset fra de typiske afstikkere til Danmark i forbindelse med uddannelse er han opvokset og bosat i byen. I boghandlen ryger der mange erindringer over disken, og han savner en større lyst hos folk til at læse skønlitteratur. De sælger flest bøger på dansk, men de dobbeltsprogede ser Maasi gerne flere af, ligesom han efterlyser, at flere danske og udenlandske titler bliver oversat:
”Vi taler jo i Grønland rigtig meget om, hvor vigtigt det er at opretholde det grønlandske sprog. Men det er svært, når der næsten ikke udgives noget på sproget. Særligt i børnebogsafdelingen savner jeg en mere varieret litteratur. Især til børn i alderen 6-14 år, fordi det er dem, vi skal fange, hvis de skal lære læselysten at kende.”
Maasi taler, læser og skriver bedst på dansk, men øver sig på det grønlandske. Og får han en dag udgivet en bog i eget navn, er det drømmen, at den også bliver oversat til grønlandsk, og helst af ham selv.
Mens jeg hjælper brugerne med at finde bøger om alt fra perlesyning til spiritualitet, fjeldgængere og de traditionelle inuit-tatoveringer, som er blevet moderne, især i Nuuk, kæmper jeg med at kunne sige mere på grønlandsk end blot aluu, aap og Takuss’ (udtales daguss). Det betyder ”vi ses”. Og måske gør vi det, når jeg snart er tilbage i København? ※
