Hvor bliver man træt af at høre de samme argumenter om kvinders repræsentation i bestyrelser, magtpositioner, politik og kunst. Jes Stein Pedersens forklaringer i sidste nummer viser ikke tegn på den ændring, der er nødvendig, så kvindelige forfattere bliver anmeldt på lige fod med mandlige kolleger. Det er en vrangforestilling at tro, at kvinder ikke skal navigere efter bestemte regelsæt for at blive hørt i det offentlige rum. Det er en kulturel påvirkning, vi som mænd og kvinder stadig ligger under for, og den skævhed ændres kun ved respekt og bevidste valg. Respekten for det feminine i begge køn.
Hanne Vibeke Holsts bøger om kvinder i dansk politik, Adam Prices tv-serie ’Borgen’ og Stig Thorsboes og Hanna Lundblads tv-serie ’Lykke’ handler om magtstrukturer i politik og virksomhedsledelse. Om risikoen for tab af integritet, hvis man vil bevare indflydelsen.
I 2011-15 fik vi vores første kvindelige statsminister, der lagde ryg til to meget omfattende beslutninger for vores fremtid: Folkeskolereformen og salget af DONG. Helle Thorning viste ikke megen omsorgsparathed, i modsætning til Uffe Elbæk, der i samme tidsrum begyndte at bruge ord, vi aldrig før har forbundet med politik og Christiansborg. Hvem blev taget mest alvorligt af medierne?
Jeg efterlyser et langt større fokus på feminine værdier, der også vil afspejle mænd og kvinders holdninger til kvinders kunstneriske udtryksform. I den sammenhæng synes jeg, det er skønt, at både Helle Thorning og Uffe Elbæk optrådte i det offentlige rum – samtidig.
Da jeg i 2011 skrev min bog, ’Hearthunting – mødet med succes’, havde jeg også læst Malcom Gladwells ’Afvigerne’, som beskriver menneskelige successer og vendepunkter, som stort set alle er baseret på mænds adfærd. Et afgørende valg, ingen tilsyneladende har hæftet sig ved. På VL lederkonferencen i 2011 holdt forfatter Karen Moloney foredraget ’Kvindelige direktører er dyre, men uundværlige’, hvor hun bl.a. talte om værdien af de feminine egenskaber for at løse verdens problemer. Hun opremsede en række markante forskelle i den feminine og maskuline ledelsesstil med pointen, at jo før vi indfører kønskvotering, jo bedre.
I bogen ’Forhindringsløbet’ skrev Germaine Greer i slutningen af 70erne, at kvindelige kunstnere er tiltrukket af den maskuline udtryksform, for den er vi vokset op med, og vores kunstneriske udtryk bliver også vurderet af flest mænd. ”Alle kvinder er under pres i modstridende retninger, men ingen er det mere end den kvindelige kunstner.”
Hvordan vi kommer videre herfra? Det er ikke blot et spørgsmål om kønskvotering, ej heller om flere opremsninger af statistikker. Det drejer sig ikke om at bevise en forskelsbehandling, men om at konstatere, at den findes! Derfor må vi bevidst være mere åbne over for den feminine udtryksform, vise respekt for de feminine kunstneriske udtryk – bl.a. ved at stoppe op, hver gang en kunstner overskrider den grænse, vi selv efter 70ernes kvindekunst stadig kan stille spørgsmålstegn ved.
Da en kvindelig journalist anmeldte en udstilling af Sophia Kalkau på Horsens Kunstmuseum for nogle år siden, hvor kunstneren havde lavet selvportrætter med hårtab under sin kræftsygdom, spurgte den mandlige radiovært, om der var en risiko for, at det kunne blive for privat? Blev Hans Henrik Lerfeldt spurgt om det samme? ·
