Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2016

Selvcensur ja tak

Af Egon Clausen

Censur er skidt, men selvcensur kan faktisk være godt. Et enkelt klik på facebook bør kunne overbevise enhver om, at der er steder, hvor mere selvcensur ville have været på sin plads. Det samme gælder såmænd også i den litterære verden. Mange bøger ville utvivlsomt være bedre, hvis deres ophavsmand eller –kvinde havde haft mod og selverkendelse nok til at rette og slette i teksten. Der kan være mange grunde til, at det ikke sker, og så er det godt, hvis der er en redaktør, der kan sige ja og nej. Sådan noget er ikke censur, men snarere rettidig omhu, og den slags bør enhver skribent være glad for.

Selvcensur findes imidlertid i forskellige udgaver. Et langt liv i medierne har belært mig om, at man kan inddele skribenter i tre kategorier, og hver af dem har et særligt forhold til selvcensur.

Den første kategori består af skrivende mennesker, hvis primære publikum er dem selv. De findes i alle medier, men den mest ekstreme udgave finder man på de sociale medier, hvor skribenter, der knap kan skrive, kaster sig ud i frådende opgør med alt, hvad der kan ophidse dem, og det er ikke så lidt. Som gyllespredere sprøjter de om sig med fordomme, forbandelser og stavefejl. En egentlig debat er der praktisk taget aldrig tale om. Andres tekster fungerer kun som tændsatser for deres raseri, men til gengæld er det tydeligt, at de er meget forelskede i deres egne tekster. Man kan ligefrem høre dem gnægge af fryd, når de har skrevet nogle særligt infame ord. Den slags giver dem en form for udløsning, men tilfredsstillelsen er kortvarig. Snart vokser presset på ny, og så må de på den igen, for ud, det skal det sgu! Denne gruppe mener, at ytringsfriheden er til for deres skyld, og alle former for censur opfattes som en modbydelighed, mens selvcensur er et totalt ukendt begreb.

Den anden kategori består af folk, hvis målgruppe er deres venner og andre, som de gerne vil gøre et godt indtryk på. Disse skribenter udøver ofte en meget stor selvcensur, men det sker under dække af en påstand om saglighed, der får dem til at skrive tekster, der til tider er komplet uforståelige for udenforstående. Man finder dem i fagforeninger, i religiøse kredse, på læreanstalter og i foreninger med særlige formål. Fælles for dem er, at de skriver for deres egne. De findes også i den litterære verden, hvor man træffer på kritikere,  der skriver for deres egen litterære menighed. Ofte sker det med henvisning til en særlig litterær kvalitet, som ingen udenforstående er i stand til at fatte, men som kan underbygges med citater fra udenlandske litterater, som ingen kender. Det giver magt, og i det litterære miljø har de den virkning, at forfattere, der gerne vil regnes for noget, tilpasser sig de krav om skrivemåde som hersker i den klike, de gerne vil anerkendes af. Dette er ubevidst selvcensur, og det er medvirkende til, at der skrives alt for meget, alt for artigt og alt for forudsigelig litteratur her i landet, men bare rolig: Den slags bliver aldrig udsat for offentlig fordømmelse eller ønsker om at indskrænke ytringsfriheden. Det er den alt for harmløs til.

Den tredje kategori fejer al pænhed til side, for her gælder det langt mere end selvtilfredsstillelse og anerkendelse i et narcissistisk litterært miljø. Her er det alvor, for her er selve eksistensen på spil, og hvor de foregående var indadvendte, er denne udadvendt. Her gælder det om at formulere sig, så alverdens folk kan begribe, hvad det er for en vældig sandhed, man vil oplyse dem om, så væk med hensyn og etikette. Ind med stil og former, der svarer til indholdet. Den slags ryster ofte den etablerede verden, men det kan ikke være anderledes. Den gode forfatter ved, at hvis man skriver noget med kant og substans, vil det naturligvis medføre modsigelse og protest. Det er en uomgængelig og nødvendig del af virksomheden, så der skal ikke klynkes over, at nogen bliver fornærmede over det, der skrives. Det er i virkeligheden et hæderstegn, for det er kun den kunst, der er væsentlig og modig, der mødes med ønsker om forbud.

Hvad de tre kategorier angår, forholder det sig endvidere således, at den seriøse forfatter er vel bekendt med dem alle tre. Naturligvis skal man være glad for sine egne tekster. Selvfølgelig skal man arbejde på at blive anerkendt i de rigtige kredse, og det er indlysende, man skal bruge selvcensuren til at sikre, at man formidler sit budskab så godt og klart som muligt.·

 

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte