Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2016

Sherlock Holmes’ evige appel

Næste år kan vi fejre, at det er 130 år siden, den monumentale litterære skikkelse debuterede på tryk, og hans popularitet er på ingen måde dalet siden debuten.

Af Svend Ranild

Ved juletid 1887 gav en dr. Arthur Conan Doyle verden en fin gave, en lille roman med titlen ’A Study in Scarlet’, hvor en rådgivende detektiv ved navn Sherlock Holmes optrådte i en historie fortalt af vennen og bofællen dr. John Watson. Seks år senere havde Holmes vist sig i to romaner og 24 noveller, som Doyle i begyndelsen havde skrevet i den rigelige fritid, hans sparsomt besøgte lægepraksis gav ham, men da novellerne blev udgivet i hastig rækkefølge i løbet af to år, blev de meget hurtigt uventet og overvældende populære, og Doyles indtægter voksede dramatisk.

Han blev samtidens bedst betalte forfatter og lagde lægekitlen fra sig. Og i 1902 blev han adlet. Der var bred enighed i offentligheden om, at han kunne takke Sherlock Holmes for, at han nu kunne kalde sig sir Arthur; men så enkelt var det naturligvis ikke. Eller var det? Kong Edward VII var vild med historierne.

Men vejen dertil var ikke glat og ligetil for Doyle. I den 24. novelle slog han Sherlock Holmes ihjel for at være sikker på, at han ikke behøvede at fortsætte med at bruge tid og fantasi på at fortælle om sin mesterdetektiv. Han ville skrive historiske romaner og anden seriøs litteratur, og det gjorde han. Offentligheden reagerede med chok og vrede over likvideringen. Havde begivenheden udspillet sig i dag, ville Doyle være blevet ramt af en tordnende shitstorm på Facebook. Han modtog sækkefulde af breve som beklagede og protesterede. Men Doyle var ubøjelig. I syv år.

Forklaringen på, at Sherlock Holmes-historierne blev så ufattelig populære ved deres fremkomst, er ikke den samme som forklaringen på, at Holmes stadig er sprællevende i den kollektive bevidsthed. Tilbage i 1890’erne kunne man have sporet en del af årsagen til Sherlock Holmes’ evige appel til Doyles dygtige pen. Han var en meget bedre forfatter, end han vist almindeligvis af uindviede antages at være. Måske kan man spore årsagen til Holmes’ tiltrækning til Doyles fortællekunst. Men i dag har mange af dem, der elsker Sherlock Holmes, aldrig læst de originale, og en del er blevet overraskede over at få at vide, at han kan opleves i noget så gammeldags som bøger.

Makkerparret Holmes-Watson

Hvorfor blev historierne så fantastisk populære? Detektivhistorierne var jo først og fremmest spændende; brillant udtænkte plots og lige så brillant opklaringsarbejde, dramatiske højdepunkter og medrivende baggrundshistorier. Det er bare ikke nok til at forklare, hvorfor læserne med glæde vendte og stadig vender tilbage til de samme tekster igen og igen. Men der er det konstante element – makkerparret Holmes og Watson og deres samspil og venskab. Med den duo må Doyle have ramt en helt rigtig formel.

Holmes: Verdens første rådgivende detektiv udstyret med en unik logisk begavelse og fremragende evner til forklædning, inkarneret piberyger, som opbevarer sin tobak i en persisk tøffel, en dygtig bokser og en habil violinist; en dygtig kemiker, som udfører stinkende eksperimenter i den hyggelige ungkarlelejlighed på den mytiske adresse Baker Street 221B. En gentleman, der klæder sig ulasteligt og sjældent tager sig betalt for sit arbejde. Har ikke tillid til kvinder og tillader ikke ømme følelser at trænge ind i sin logiske hjerne og forstyrre den. Møder ofte mindre begavede personer end sig selv med ironi; det er ofte Scotland Yard og Watson, der rammes af den. En melankoliker, der kan synke ned i dybt tungsind – og i en kort periode i begyndelsen af sin karriere hos Doyle forfalden til en grim last, den intravenøse anvendelse af kokain (i en syv procents opløsning). Ikke nogen entydigt omgængelig person.

John Watson: Som uddannet læge udrustet med sund fornuft og rimelig begavelse; slet ikke den dumrian, han ofte er blevet skildret som. En loyal ven. En værdig læsernes repræsentant i historierne. De øjne, alt opleves igennem, og den pen, det skildres med. Og udstyret med et navn, der signalerer normalitet – i skarp modsætning til ”Sherlock”, et meget usædvanligt og uforglemmeligt navn, højst personligt og nærmest et advarselssignal om individualitet og excentricitet.

Holmes i den kollektive bevidsthed

Conan Doyle gav slip på Holmes i 1894, men offentligheden ville ikke slippe ham. Allerede da de første noveller blev udgivet, følte andre skribenter sig inspireret til at skabe deres egne inkarnationer af den karismatiske skikkelse. Både som parodier og pasticher. Hvad parodierne angik, havde Doyle skabt et navn, der kaldte på at blive forvansket – Picklock Holes, Sheerluck Soames, Hemlock Jones, Sherlaw Kombs, Holmlock Shears og Stately Homes er nogle få eksempler på disse humoristiske forvrængninger. Doyles første udkast til navnet var Sherrinford Holmes. Og Watson skulle have heddet Ormond Sacker. Et lykketræf, at Doyle skiftede mening.

Der er tre ting, som alle ved om Sherlock Holmes: Han bærer altid en deerstalker, han ryger altid på en krum pibe, og han siger ofte: ”Elementært, min kære Watson.” Men ingen af disse tre elementer stammer fra Doyle. De er de mest markante eksempler på egenskaber ved Holmes, som er opstået og fastholdt i den kollektive bevidsthed, udskilt fra andre større og mindre medskaberes værker.

Holmes på scenen

I 1898 fik den amerikanske skuespiller og dramatiker William Gillette tilladelse af Doyle til at skrive et teaterstykke om Holmes (”Må jeg lade Holmes gifte sig, mr. Doyle?” – ”For min skyld kan De lade ham gifte sig, slå ham ihjel, eller hvad De ellers har lyst til.”). Gillettes romantiske melodrama fik den opfindsomme titel Sherlock Holmes, og det blev en ufattelig succes, både i England og USA og såmænd også i Danmark. En 13-årig Charles Chaplin fik en af sine første roller som tjenerdrengen Billy i stykket.

Stykkets store succes vendte Doyles skabertrang tilbage på Holmes. Det var trods alt ham, der havde opfundet skikkelsen, så hvorfor skulle han ikke profitere af den nye interesse? Han trængte også til penge, da han skulle bygge et hus. Et stort og luksuriøst et. Så han skrev den bog, der ofte er blevet kåret til verdens bedste kriminalroman, The Hound of the Baskervilles, og genoplivede Holmes i nye profitable noveller.

Gillette spillede selv hovedrollen i sit melodrama og blev det 20. århundredes første legemliggørelse af Sherlock Holmes, og detektivens tre nævnte attributter stammer fra ham. Gillette blev identificeret med rollen og spillede den 1300 gange, sidste gang i 1923. I 1916 spillede han rollen i en filmatisering af sit stykke; en film, der i næsten 100 år kun mentes at have overlevet som enkelte stills.

Men i 2014 skete et mirakel: På et lager i Frankrig fandt man en kopi af den forsvundne stumfilm, som siden er blevet restaureret og har fået repremiere. Den er en af filmene i en Sherlock Holmes-kavalkade på Cinemateket i København i april-maj i år.

Sherlock Holmes på film

Sherlock Holmes levede et frit liv uden for Doyles kontrol. Først på tryk, naturligvis, siden altså også på teatret, og fra begyndelsen af 1900-tallet også på filmlærredet. Engang var det alle mandlige skuespilleres ambition at spille Hamlet. Efter nogle banebrydende manifestationer på film og tv i de seneste årtier siges det (spøgefuldt?), at det nu er deres ambition at spille Sherlock Holmes. Og mange har fået denne ambition opfyldt, ikke mindst på film. Hundredvis af skuespillere har taget rollen på sig. Sherlock Holmes er den fiktive karakter, som har optrådt på film suverænt flest gange af alle.

Da historierne udkom første gang, var Holmes en skikkelse fra samtiden, 1890’ernes senvictorianske England, og et varsel om fremtiden, en videnskabens mand. De historier, Doyle skrev efter århundredskiftet, foregik hyppigt i det forgangne årti. Han mente, at Holmes ikke hørte til i den moderne verden, der voksede frem, og da der begyndte at blive lavet film om detektiven, var Doyle utilfreds med de moderne, samtidige elementer, som filmene introducerede, såsom biler og telefoner.

I mange år var det almindeligt blandt de Holmes-dyrkere, som kalder sig sherlockianere, at mene, at Sherlock Holmes-historiernes tiltrækning skyldtes en nostalgisk længsel efter victoriatiden. Men i fire årtier mente de samme mennesker, at den bedste film-Holmes af alle var Basil Rathbone, som spillede rollen i 14 film fra 1939-46. Og kun de to første film foregik i victoriatiden. Resten udspillede sig i samtiden, hvor Holmes bekæmpede nazister. Rathbone havde den rigtige skarpe profil og udstrålede den krævede ro og intelligens. Man savner de mere skæve sider af Holmes, men filmene var rigtig gode, selvom kun den første i serien, den med hunden, var en filmatisering en af Doyles originale historier.

I 1984-94 overraktes stafetten til Jeremy Brett, som i en ambitiøs tv-serie, der var tro mod originalhistorierne og udspilledes i det rigtige tidsmæssige miljø, spillede Holmes med en hidtil uset perfektion. Bretts Holmes var lynende begavet, manieret og forfængelig. Ofte chokerende, men på sin egen overraskende måde tro mod urteksterne. Det var ikke kun sherlockianere, som var henrykte; serien var også en stor succes hos uindviede.

Aktuelle inkarnationer

I de seneste år er der mirakuløst fremkommet tre samtidige, ambitiøse og meget forskellige eksempler på brugen af Sherlock Holmes-skikkelsen. De to grandiose film Sherlock Holmes og A Game of Shadows med Robert Downing jr. og Jude Law i hovedrollerne, den amerikanske tv-serie Elementary med Jonny Lee Miller som Holmes og Lucy Liu som en kvindelig dr. Watson i foreløbig fire sæsoner, og BBC’s serie Sherlock med Benedict Cumberbatch og Martin Freeman som makkerparret i foreløbig 10 episoder.

De to første eksempler griber og overdriver to af de perifere egenskaber Holmes oprindelig var udstyret med: hans dygtighed som bokser og den narkotikaafhængighed, som Doyle gav ham, men hurtigt pillede af ham igen. Downing portrætterer Holmes som en ubarberet slagsbror, og Miller viser en Holmes i rehab. Der viser sig sandelig stadig uprøvede muligheder i den snart 130 år gamle figur.

Hvis det tredje eksempel, Sherlock, griber og overdriver en egenskab, så er det den arrogance og nedladenhed over for mindre begavede medmennesker, der ligger som en uudfoldet mulighed i Doyles originale historier. Her har vi en Holmes uden empati og tålmodighed med andre, hvis de ikke straks leverer det, han har brug for. Han er ”en velfungerende sociopat”, udstyret med lynende begavelse, gnistrende excentricitet og skarp humor. Cumberbatch er en åbenbaring i rollen, en fryd at se i udfoldelse og udstyret med et sæt skarpe kindben, som en hel del af de kvindelige tv-seere finder umådeligt tiltalende.

Seriens episoder er modelleret over originale Doyle-historier og har titler, som peger på dette. Og for dem, der kender de oprindelige tekster godt, gemmer der sig et væld af referencer, som det er en fryd at afkode. På en hidtil uprøvet måde er denne serie meget tro mod urteksterne, men samtidig er de ført helt frem til nutiden på en yderst avanceret måde. Historierne inddrager således smartphones og de sociale medier som noget fuldstændigt naturligt og uomgængeligt, og i markedsføringen af serien har BBC dygtigt udnyttet de selvsamme medier til at skabe en fankultur, som vist er uden sidestykke. I pauserne mellem de enkelte sæsoner er interessen blevet gødet på internettet, og den således opståede fankultur er endda blevet indarbejdet i senere episoder. En tv-serie kan næppe forankres bedre i den aktuelle virkelighed, der omgiver den.

Sherlockianerne, de fanatiske dyrkere af Sherlock Holmes, har i mange år typisk været mænd. Verden over findes der tusindvis af den slags frimureragtige foreninger, hvor kvinder er et populært mindretal. Men en nyligt fremblomstret, international gruppe Sherlock-tilhængere består af kvinder, typisk yngre af slagsen. ”Cumberbitches” kalder de sig med stolthed.

I mere end et århundrede har den litterære skikkelse som en ukendt dr. Doyle opfandt i sin rigelige fritid, bredt sig ud over alle tilgængelige medier. Det er vanskeligt med sherlocksk logik at forklare hvad der har gjort denne excentriske, superintelligente og vanskeligt omgængelige enspænder som kun har én ven, til den tilpasningsdygtige superstjerne han er blevet. Men jeg behøver ikke forklare det for mig selv. Jeg er tilfreds med at være vild med Sherlock Holmes. ·

Hjemmesider med alt om Sherlock Holmes:

sherlockian.net & sherlocktron.com

Hjemmeside for Sherlock- og Cumberbatch-fans: sherlocked.dk

Cinematekets program: dfi.dk/filmhuset/cinemateket

 

2004 - 2020 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte