Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 7 - 2017

VILD MED VILD MED BØGER

Forfattere finder også vej til fjernsynet, og derfor har vi valgt
at anmelde tv-programmet som et sted, der samler forfattere.

Af Susanne Bernstein

DR’s nye tv-program om bøger formidler glæden ved at læse på fornem vis.

DR K’s litteraturprogram Vild med bøger’ har dette efterår kørt hver tirsdag kl. 21.30 med Flemming Møldrup som vært. Jeg vil ikke lægge skjul på, at jeg er begejstret.

Jeg er ikke blind for, at programmet er overfladisk og i høj fart pisker rundt fra det ene til det andet. Jo, det mangler dybde og litterær faglig tyngde. Ja, det høfligt klappende publikum minder måske lidt for meget om den amerikanske stil med dåselatter, som jeg overhovedet ikke bryder mig om. Fik jeg nævnt værtens irriterende vane med at afbryde sine gæster lige, når de er varmet op til en diskussion, for at haste videre med næste punkt på i stramme program? (”Har du taget en bog med, du vil vise os”?)

Men når det er sagt, synes jeg, der er så mange positive elementer i programmet, at de rigeligt opvejer de negative.

 

Program til læsere

Allerførst er det skønt, at der overhovedet er et program om bøger i TV. Det er vi ikke forvænte med. Dernæst synes jeg, at Flemming Møldrups tilgang til de bøger, han omtaler, er befriende uhøjtidelig. Han sender et tydeligt signal til publikum og seerne om, at alle, der kan lide en god historie, kan være med. At læse god kvalitetslitteratur er ikke forbeholdt de særligt indviede. Det kræver ingen forkundskaber, man kan bare vælge en bog – og det er det, hans program giver inspiration til – sætte sig godt til rette, åbne bogen og så ellers gå i gang med at læse.

Han kalder sig selv ”… en begejstret boglæser – ikke litteraturkritiker eller anmelder” (Politiken den 16. oktober 2017). Hans egen glæde ved læsning brænder tydeligt igennem. Og ligeså hans lyst til at dele denne glæde med os andre. Når han retter de store nysgerrige øjne mod sine gæster og stiller sine til tider lidt naive spørgsmål, virker han på ingen måde som en journalist, der interviewer en forfatter. Det kunne snildt have været hvem som helst fra publikum, der stillede de spørgsmål, han stiller. Det øger vores identifikation med ham og er med til at mindske distancen til litteraturen.

Flemming Møldrups uformelle facon bidrager kort sagt til at afmystificere litteraturen som noget fornemt, finkulturelt og fjernt, som man skal være akademiker for at beskæftige sig med. Uden at det bliver vulgært, formår han at bringe litteraturen på et niveau, hvor alle, der har lyst, kan læse. Han gør litteraturen tilgængelig, og det er en stor kunst, som jeg synes, han mestrer rigtig godt.

 

Indbydende univers

Med til at gøre programmet ikke-stift er, at podiet, hvor han og gæsten befinder sig, rent fysisk er omgivet af en halvcirkelformet ramme, en blød bue. Det er småt, intimt, og lidt dagligstueagtigt. Hyggeligt og indbydende. Publikum kan anes diskret.

Indledningen af programmet bidrager ligeledes til at suge os ind i bøgernes drømmende univers. Den lokkende kendingsmelodi og Flemming Møldrup, der i slowmotion nærmer sig og tager en bog i hånden med løsrevne bogsider flagrende om ørerne, giver en fornemmelse af spænding og forventning.

Programmet bevæger sig dynamisk gennem flere punkter: Interview med den pågældende forfatter, invitation af en supplerende gæst, der venter blandt publikum, og bogtips under overskriften ”bøger på recept”. Jo, der sker meget på den lille halve time, programmet varer. Der er knald på. Men det fungerer. Jeg kan godt lide, at programmet ikke giver sig ud for at være mere, end det er. Det er en legeplads for læseheste, en afspejling af, at Flemming Møldrup er vild med bøger. Og det er jeg ret vild med! ·

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte