Da Karla var helt lille, pegede hun en dag på sin mor og sagde: ”Mor”. Så pegede hun på sig selv og sagde ”Karla”. Til sidst så hun spørgende på sin mor og sagde: ”Far?”
Pia Olsen er journalist, forfatter og en af de kvinder, der har valgt at få et barn ved hjælp af en sæddonor. Hun kunne godt forstå Karlas spørgsmål og også pædagogerne i vuggestuen, der ikke vidste, hvordan de skulle håndtere spørgsmål om Karlas far.
”Jeg gik på biblioteket for at finde bøger til små børn om andre familiekonstellationer end kernefamilien, men fandt ikke nogen. Der er 37 forskellige familieformer i Danmark, men det er stadig den traditionelle danske kernefamilie, der dominerer i børnelitteraturen. Vi lever i en tid, hvor kernefamilien er i krise og med en skilsmisseprocent på over 40 %. Derfor er det vigtigt, at vi viser, der også er andre måder at lave en familie på,” siger Pia Olsen.
Børneliv
Ifølge Dansk Fertilitetsselskab kommer 400 børn hvert år til verden gennem donorinsemination af singlekvinder. Pia Olsen besluttede sig for at skrive en børnebog til de børn, og hun har netop udgivet den tredje bog i serien om pigen Karla, der kom til verden ved insemination. Den første bog blev til hjemme ved spisebordet, mens Pia tegnede stregtegninger og forklarede, hvordan Karla blev til. Den færdige bog, der blev lavet i samarbejde med en tegner, har solgt 2000 eksemplarer og går snart i tredje oplag. Karla har selv været med til at bestemme handlingen, og bøgerne handler ikke kun om at være donorbarn, men også om spøgelser under sofaen, hundesnuder og et helt almindeligt børneliv. Den seneste i serien, ’Karla ønsker sig en far’, udkom i sommer og har solgt 800 eksemplarer, selvom forfatteren ikke har lavet PR for den.
”Jeg var slet ikke klar over, at behovet var så stort. Det var bare noget, vi hyggede os med at lave, men der har været stor interesse for den. Jeg tror, der er stort behov for nogle andre fortællinger om familieformer, så børnene kan se, at der ikke findes rigtige eller forkerte måder at være en familie på. Der er så mange børn, der vokser op i andre familieformer og de skal selvfølgelig kunne genkende sig selv i børnebøgerne,” siger Pia Olsen.
Grundlæggende kan skønlitterære forfattere aldrig være forpligtet til at skulle skildre bestemte tematikker eller skrive om særlige grupperinger i samfundet, mener Nina Christensen, der forsker i børnelitteratur. Faglitteraturen kunne godt fortælle børn om nye familieformer, men forfattere er kun forpligtet til at skrive om det, der giver mening for dem og deres forfatterskab.
Langt fra virkelighed til børnebøger
”Når det er sagt, så er det rigtigt, at den brede børnelitteratur er domineret af fortællinger om de traditionelle kernefamilier. Det ville være da være en god idé, hvis der generelt var mere opmærksomhed på, at der er mange måder at være en familie på. Det er bare ikke interessant i sig selv. Det interessante skal være selve fortællingen, sproget, illustrationerne. Tematikken kan ikke stå alene,” siger Nina Christensen, der er leder af Center for Børnelitteratur under Institut for Kommunikation og Kultur på Aarhus Universitet.
Hvis man ser på børnelitteraturen fra et historisk perspektiv, har familieformer, kønsroller og relationer mellem børn og voksne konstant forandret sig i takt med den verden, som bøgerne indgår i. Det går bare lidt langsomt. Dels fordi den ældre børnelitteratur stadig fylder meget på boghylderne, og dels fordi vi har mange oversatte titler fra især England og Tyskland, der er mere orienterede mod de traditionelle familieformer, mener Nina Christensen.
De svenske børnebøger har altid budt på større mangfoldighed i familieformerne end de danske. Fx bor Alfons Åberg alene med sin far, og Pippi Langstrømpe har ingen mor.
”Ingen tvivl om, at svenskerne er mere opmærksomme på en lige præsentation af alle former for minoriteter. På godt og ondt vil jeg sige. Der er en vis traditionsbundethed i dele af børnelitteraturen, men lige nu ser vi mange eksempler på bøger, der bryder med den ensidige kernefamiliefremstilling. Især bøger om papfamilier eller bonusfamilier, men vi har også fx Manu Sareens serie om børn, der ikke tilhører den danske hvide middelklasse. Det ville også være mærkeligt, hvis der i bøgerne fx kun er etniske danske børn i en dansk børnehave, når virkeligheden nu ser helt anderledes ud,” siger Nina Christensen.
Ællebællebollebog for donorbørn
Pia Olsen håber, at Karlabøgerne er og bliver mere end temabøger til de 400 donorbørn, der hvert år fødes af singlekvinder.
”Den første bog var jo en slags Ællebællebollebog for donorbørn, men mit håb er, at serien udvikler sig til at blive mere end det. Jeg ville også foretrække, at de nye familieformer – sammenbragte familier, regnbuefamilier, singlefædre eller -mødre og blandede etniske familier – indgik som en naturlig del af al børnelitteratur, men det gør den bare ikke. Vi er mange nybyggere i familieland, og vi har brug for nogle forklaringer, så børnene ikke vokser op og føler sig forkerte,” siger Pia Olsen.
Men nogle alternative familier dukker dog op på bogsiderne. I 1981 udgav forlaget Fremad faktisk en bog om et barn, der voksede op hos to mænd, ’Mette bor hos Morten og Erik’. Og ifølge seniorredaktør Camilla Schierbeck fra forlaget Carlsen bliver der udgivet bøger om børn i andre familieformer end kernefamilien. Markedet er måske ikke så stort, at boghandleren altid har bøgerne hjemme, men bøgerne findes derude.
”Vi ser gerne på manuskripter om alternative familieformer, men om vi udgiver det afhænger helt af kvaliteten. Børnelitteratur skal beskrive alle familieformer, men selve det at barnet har to fædre eller er skabt med donor, gør ikke historien god. Det handler mere om kvaliteten end om selve rammen for historien. Hvis vi ønsker, at børnene skal se forskellige familieformer som noget naturligt, skal det jo også indgå som en naturlig del af historien, i stedet for at vi beskriver det som en kuriositet,” siger Camilla Schierbeck, der tror, vi kommer til at se flere af den slags bøger fremover.
Til gengæld kan Nina Christensen fra Center for børnelitteratur på stående fod ikke komme i tanke om en børnebog, hvor barnet lever i en såkaldt 7/7 ordning og bor en uge hos hver forælder.
”Det undrer mig faktisk, for det er så almindeligt i dag, men det tager tid. I børnebøger fra slutningen af 1960erne, ser man faderen sidde og læse avis eller ryge pibe i lænestolen sidst på dagen. Ellers ser man ham ikke. Der var også andre fædretyper dengang, men det tog lang tid, før de kunne ses i bøgerne.”
Nostalgisk børnelitteratur
Når der sker store skift i samfundet, viser de sig først i bøger, som er en smule demonstrative, og hvor budskabet fylder meget, forklarer Nina Christensen. Med tiden jævner det sig ud, så det ikke bliver hele pointen med bogen.
”Efter kvindefrigørelsen i 1970erne kom fx bogen ’Lindas mor er buschauffør’, der prøvede at vise, at mødre faktisk også kan have et arbejde. Da jeg var ni år, kom bogen ’Lige pludselig skulle vi skilles’, der skulle fortælle os 70er-børn, hvad en skilsmisse ville sige,” fortæller Nina Christensen, der stadig har den bog stående på sin hylde.
De nye familieformer vil også finde en naturlig plads i børnebøgerne. Især når de børn er vokset op, og selv begynder at skrive om dem, mener Nina Christensen. Men det skader ikke, hvis forfattere er opmærksomme på at afspejle verden, som den er.
”Børnelitteratur er generelt spændt ud mellem på den ene side en vis nostalgi efter noget trygt, velkendt og dermed også traditionsbundent og fremtiden på den anden. Det moderne børneliv er ikke ’Alle vi børn i Bulderby’ længere, og det skal vi selvfølgelig også se i bøgerne.” ·
Pia Olsen er freelance journalist og forfatter. De to første bøger om Karla udkom i 2011 og 2012 på Forlaget Siesta. Den tredje, ’Karla ønsker sig en far’, har Pia Olsen selv udgivet.
Heidi Vesterberg .
