Du har desværre fået afslag på din ansøgning.
Når den besked fra Legatudvalget for Litteratur lander i indbakken, er der lagt op til en møgdag. Ud over afslaget får ansøgeren også at vide, at der har været mange kvalificerede ansøgere – og legaterne er gået til dem, der lever bedst op til en række krav. Blandt kravene er f.eks. ”sprogbeherskelse”, ’håndværksmæssig mestring såsom ”streg, komposition, plot, struktur og musikalitet” og ”kunstnerisk nysgerrighed og mod”.
Av, av. Det mere end antyder, at din tekst, tegning eller oversættelse åbenbart ikke kvalificerede sig i kategorien kunstnerisk mod eller håndværksmæssig mestring, og åbenbart lod også sprogbeherskelsen noget tilbage at ønske? Steen Langstrup, skønlitterær forfatter og aktuel med bogen Forfattersind om drømmejobbets bagsider, har prøvet at få afslag mange gange – han har også fået tilsagn og legater andetstedsfra. Alligevel er det afslagene, der fylder.
”Det føles jo helt ad helvede til at få et afslag. Selvfølgelig handler det om pengene, som jeg som regel virkelig godt kunne bruge, men det handler også om, at et tilsagn er et rygstød fremad. En bekræftelse på, at man kan skrive, og at der er nogen, som mener, at man bør fortsætte med det,” siger han.
I 1990’erne, da han var en ung og ret nyetableret forfatter, fik han et legat fra Litteraturrådet, som var en slags forløber for Statens Kunstfonds Udvalg for Litteratur, ligesom han også har fået arbejdslegater i 2013, 2015 og senest 2019, alle på 50.000. Og dem har han været glad for. Men som sagt: Afslagene fylder.
”Jeg holdt helt op med at søge i en årrække. Det gjorde jeg vel for at beskytte mig selv – det rammer nogle smertepunkter i en, man bliver fyldt med negative følelser og tvivl efter et afslag.”
Fri tid til at skrive
Steen Langstrup har ”et horn i siden” på det udvalg, der sidder i øjeblikket, netop fordi de har skåret tidligeres års legatportioner på 50.000 og 75.000 kroner væk og nu kun uddeler legater på 100.000 samt seks treårige arbejdslegater på hver 855.000, som udbetales over tre år. Nydebuterede kunstnere, der har udgivet ét værk, tildeles dog portioner a 50.000.
Udvalgets begrundelse for at have skåret de mindre arbejdslegater væk og udelukkende tildele 100.000 er, at det enkelte legat skal have en sådan størrelse, at det får markant betydning for modtageren, så der er en reel mulighed for at købe sig fri for andet arbejde. Men, fremhæver Steen Langstrup, 50.000 er altså også mange penge.
”Når det handler om arbejdsro, så batter 50.000 også, men nu er der bare færre, som får den ro. Jeg tror også, at det kan grave dybere grøfter i det kollegiale miljø mellem dem, der får, og dem, der ikke får,” siger han.
I 2020 søgte 1008 personer om et arbejdslegat, og 353 fik tildelt et større eller mindre legat. I år søgte 1006 om at få del i pengene, som endte med at blive fordelt mellem 248 ansøgere.
Ifølge udvalget skal de ensartede arbejdslegater markere ligestilling mellem forskellige litterære udtryksformer, og udvalget understreger også, at man forventer samme kunstneriske ambitionsniveau uanset genre. Om der så er tale om billedbøger til de mindste, brede romaner eller eksperimenterende eller avantgardistisk digtning. Udvalget vil ”støtte alle litterære udtryk, der gør sig fortjent til det”, skriver de i deres strategi.
Det nuværende Legatudvalg for Litteratur med Dennis Gade Kofod for bordenden sidder frem til 2023, og udvalget har besluttet, at en ansøger, der får tildelt legater tre år i træk, må sidde over det fjerde år. Udvalget ønsker at støtte en fortsat kunstnerisk udvikling og proces, men har altså sat en grænse efter tre år.
Tid til eksperimenter
Illustrator Charlotte Pardi debuterede i 2000 med billedbogen Rend mig i agterstavnen med tekst af Glenn Ringtved, og siden har hun illustreret en lang række billedbøger og børnebøger, ligesom hun også tegner til undervisningsmateriale. Gennem mange år var hun også fast tegner for Weekendavisen.
Charlotte Pardi har flere gange søgt og fået arbejdslegater, senest i 2020 og 2021, hvor hun har modtaget henholdsvis 75.000 og 100.000 til forsat kunstnerisk arbejde.
Begge legater, både det store i år og det lidt mindre sidste år, har haft stor betydning for hendes arbejde – og for hendes ro til at arbejde.
”Legaterne har givet mig meget, meget mere tid til fordybelse, og de har også betydet, at jeg har haft mod til at eksperimentere og prøve noget nyt.”
At modtage et legat fra Statens Kunstfond er stort. Det er en anerkendelse, siger hun:
”Jeg bliver virkelig glad, virkelig glad for hvert legat og oplever det som et skulderklap.”
Det tager tid og også refleksion og overvejelser om egen skabelsesproces at skrive og samle en ansøgning. Charlotte Pardi vedhæfter et uddrag fra et tidligere værk, eventuelt et, der kan referere til eller har samme stemning som det eller de aktuelle projekter, hun søger til. Hun beskriver nemlig gerne mere end ét aktuelt arbejdsprojekt i ansøgningen, afhængigt af hvad hun arbejder på op til ansøgningstidspunktet, og hun har sendt både færdige tegninger og foreløbige skitser, alt efter hvor langt hun er i processen. Legatudvalget har bl.a. tildelt hende et legat til arbejdet med billedbogen Donna finder julen med tekst af Merete Pryds Helle, og i den ansøgning sendte Charlotte Pardi tegninger fra den første bog om Donna, hvor hun havde udforsket en ny teknik.
”Jeg ville gerne udfordre mig selv og byde ind med noget nyt. Det bliver måske lidt teknisk, men jeg beskrev, hvordan jeg greb opgaven an som en slags collage – alt stadig tegnet og farvelagt i hånden. Jeg klippede figurerne ud og lagde dem op over en anden tegning. F.eks. klippede jeg hundehvalpen Donna, der ligger i en bunke med andre hvalpe, ud og klistrede dem på en anden tegning af en sofa. Det giver et skarpt og mere grafisk udtryk,” fortæller illustratoren.
Hvad skulle jeg gøre uden?
Forfatter Lotte Thrane har gennem længere tid arbejdet på et projekt om en dansk kvinde, Lili Correia de Araújo (f. Jørgensen), der kom til Brasilien som nygift i 1929 og som enke i 1955 bosatte sig i det rige guld- og diamantdistrikt Minas Gerais i byen Ouro Preto. Her holdt hun, kendt som Dona Lili, salon for mange af tidens fremtrædende kunstnere, der kom fra Latinamerika, USA og Europa; malere, forfattere, musikere. Her drak og spiste de, diskuterede og læste op af deres værker efter samme model som i 1800-tallets danske salonkultur. Til fortsat arbejde med dette kunstneriske projekt tildelte Legatudvalget for Litteratur i år Lotte Thrane 100.000 kroner.
”Jeg opfatter det som en stor anerkendelse – at udvalget forstår mit arbejde og påskønner det. Og pengene – ja, de betyder frihed. Jeg havde nær sagt, at jeg ikke ved, hvad jeg skulle gøre uden,” siger forfatteren og understreger, at hun ikke kan leve af de indtægter, hendes ellers store og anerkendte forfatterskab genererer. Gennem årene har hun modtaget flere legater, ikke kun fra Statens Kunstfond, men også fra private fonde.
Det første legat fra Statens Kunstfond fik Lotte Thrane i 2005 til arbejdet med Tusmørkemesteren om multikunstneren Lorenz Frølich og kunst-, litteratur- og kulturhistorien i hans samtid.
”Tildelingen var et sporskifte i mit liv, hvor jeg hidtil havde været tilknyttet, men aldrig fastansat på Københavns Universitet. Jeg kunne næsten ikke rumme det, men legatet fik mig til at tro på, at jeg var en rigtig forfatter, eller i hvert fald at jeg ville være en rigtig forfatter. Dengang – som i dag – giver tildeling af et legat mig frihed og mod og lyst til at fortsætte,” siger Lotte Thrane.
I hendes ansøgning til dette års arbejdslegat var bl.a. andet vedhæftet et nyskrevet essay om den amerikanske digter og forfatter Elizabeth Bishop, som kom i Dona Lilis salon. I ansøgningen beskriver Lotte Thrane, at manuskriptet om Dona Lili dels bliver fortællingen om salonværtindens liv, dels kapitler – essays – om de kunstnere, der deltog i salonerne. Strukturen har hun dog ikke endeligt fastlagt endnu.
”Jeg tror, at jeg har fået legatet på den gode historie, og måske også på, hvad jeg tidligere har publiceret, altså som en fortsættelse af mit forfatterskab og mine eksperimenter med måden at skrive kulturhistorie på. Men det er vigtigt for mig, når jeg søger, at have styr på, hvad det aktuelle udvalg prioriterer. Deres strategi lægger de jo op på udvalgets hjemmeside, men de holder også møder, hvor man kan spørge ind til og få uddybet, hvad der lægges vægt på. Hvor meget betyder arbejdsteksten? Ansøgningen? Nye former at fortælle på? Gå til møderne, hold ørerne åbne, stil spørgsmål, og udform ansøgningen efter, hvad de peger på,” siger Lotte Thrane.
Ro og mad i maven
For forfatter Anne-Marie Vedsø Olesen handler et arbejdslegat om pengene. Og kun om pengene.
”Anerkendelse er ligegyldig. Den kan man ikke leve af, og den eneste anerkendelse, som betyder noget, er ens egen. Men det er helt afgørende for mig at få legater indimellem, for som forfatter hopper man fra isflage til isflage i økonomisk henseende, og et arbejdslegat giver ro og mad i maven et stykke tid,” siger hun.
Hun har søgt og fået afslag mange gange, ligesom hun har søgt og fået tilsagn mange gange.
”Jeg bliver da ærgerlig, rigtig ærgerlig, når jeg får et afslag. Men samtidig har jeg også altid været enig i afgørelsen – måske har sproget ikke
været nyskabende eller afsøgende eller har ikke indeholdt noget af det, som skiftende udvalg lægger vægt på,” siger hun og nævner sin renæssancetrilogi om Madeleine Montdidier, som ikke udløste arbejdslegater.
”De er kulørte og fyldt med ramasjang, og det er ikke den slags litteratur, Statens Kunstfond støtter. Det er ikke al slags litteratur, Kunstfonden kan eller skal støtte, men derfor kan det jo udmærket være god litteratur,” siger Anne-Marie Vedsø Olesen.
Hun mener, at har man skrevet en ”solid, velfungerende thriller fyldt med god prosa, så skal man da være stolt af sit værk”. Om værket så har fået legat eller ej.
Anne-Marie Vedsø Olesen er aktuel med romanen Snehild, den første bog i serien Vølvens vej. Hun fik et legat i år til arbejdet med Snehild, som hun sendte en tisiders arbejdstekst fra, ligesom hun sendte sider fra romanen Månen over Øen, der udkom sidste år. Månen over Øen er en smal bog, skrevet i et syret og heftigt sprog, siger hun selv, mens den nyeste fortælling er foldet ud, episk og har rødder i nordisk mytologi. På mange måder en videreudvikling.
”I min ansøgning skriver jeg, hvilke litterære ambitioner og overvejelser jeg har, hvordan jeg presser mit sprog, og hvor jeg vil hen med det. Jeg undgår ordet genre, det indrømmer jeg, men skriver, at jeg vil bruge fantastiske elementer og magisk realisme, også i sproget, og underbygger det med referencer til teksten.”
Selvom et arbejdslegat som en slags anerkendelse ifølge Anne-Marie Vedsø Olesen vitterlig ikke betyder noget for hende, understreger hun, at det kan være god PR at få et legat fra Statens Kunstfond. Det ser godt ud på CV’et. ※
Hvert år uddeler Legatudvalget under Statens Kunstfond 30,5 millioner kroner i arbejdslegater, hædersydelser og præmieringer.
Lene Møller Jørgensen
