Fire vidt forskellige tegnende og skrivende mennesker fortæller i det følgende om fire vidt forskellige bevæggrunde for at rejse ud i verden. Livslang interesse og kærlighed til et land, jagten på en hovedpersons oplevelser, jagten på en drøm og trangen til at formidle livsvilkår så fjernt fra den danske andedam, som tænkes kan.
Vi begynder rejsen hos forfatter Henriette Rostrup, som til daglig bor på Nørrebro, hvor kuffert og pas ikke når at samle støv – hun er en forfatter, som har brug for og ofte rejser ud i verden for at søge viden, erfaringer, inspiration og oplevelser til sine bøger og på vegne af sine romanfigurer.
Sidste år udkom hendes historiske roman Grevinden (People’s), den var flere år undervejs og handler om den danske kvinde Angelica Pierri, 1870-1914, som rejste verden rundt, bl.a. i Sydafrika. Små hundrede år senere rejste Henriette Rostrup i hendes fodspor.
”Jeg har rejst meget med mange af mine bøger og har været steder, hvor jeg er blevet superinspireret. Men med Grevinden var rejsen simpelthen en nødvendighed – hun havde rejst og boet i områder af verden, hvor jeg aldrig havde været, og som jeg ikke kendte til. Selvfølgelig kunne jeg google, læse og se på fotos, og selvfølgelig kunne jeg ikke rejse tilbage til fortiden, til dengang hun var der, men jeg kunne rejse til landet, se, fornemme og føle det,” siger Henriette Rostrup.
Så hun rejste til Sydafrika, to gange faktisk, i 2017 og 2018. Landet er i dag et andet, end da
grevinden ankom, dengang var der kun få byer, Johannesburg havde kun været en by i fem år, der var langt færre mennesker, og der var ikke dyre-
reservater som i dag, de vilde dyr levede, hvor de ville og kunne, fortæller forfatteren.
”Men jernbanen fra Cape Town til Johannesburg var der, den blev anlagt, få år før hun ankom, den er der stadig, og det er de samme spor, som hun rejste på dengang, og som jeg senere tog. Jeg rejste kun en del af hendes rute, men på et tidspunkt, hvor toget gennem seks-syv timer havde bamlet sig gennem en øde halvørken, begyndte jeg at få alle mulige tanker: Ingen ved, hvor jeg er? Hvad nu, hvis toget går i stå? Ender jeg med at blive spist af en hyæne? Altså, det var jo helt irrationelt og en slags eksistentiel angst, men hvis jeg – på trods af at jeg vidste, præcis hvad jeg kom frem til, havde booket hotellet hjemmefra, havde googlet, kunne følge ruten på min GPS – kunne få de tanker, hvad har hun så ikke tænkt og overvejet dengang? Hun ankom til et land, som hun ikke kan have vidst meget om på forhånd. Hun havde aldrig været uden for Danmarks grænser før, kan ikke have set vilde dyr som hyæner, løver, elefanter og giraffer før. Hun sad alene i toget tværs gennem landet uden at ane, hvor hun ville ende, og hvad hun ville møde. Alt det blev jeg meget bevidst om, og det kunne jeg bruge i min tekst – hvad kunne hun have tænkt og følt i det fremmede? Så kan man kan tappe ind i de her følelser.”
Man får noget forærende
Det er en fordel at kende det stedsspecifikke i en by, at forstå, hvor kvartererne ligger i forhold til hinanden, i forhold til bjergene, havet, havnen, stationen etc.
”Hvis man kender logistikken og geografien, er det nemmere at skrive om et sted,” siger forfatteren, ”men jeg tror, at den allerstørste fordel ved at rejse ud er, at man får noget forærende, som man ikke vidste, at man ledte efter, noget, som man ikke forventede. For mig i Sydafrika var det lyset, lyset er så anderledes og umuligt at forestille sig, hvis man ikke har oplevet det. Og varmen – jeg troede, at landet var meget varmere, end det er. Og den sære lugt i Johannesburg, når vinden var i en bestemt retning – den kommer hen over bjerge af støv fra over 100 års guldminedrift, fik jeg at vide. Man får detaljer forærende og indsigt og erkendelser, man kan bruge i sin skrift.”
En kliché
Henriette Rostrup fik også noget uventet forærende, da hun rejste til Venedig for at researche og opleve til en anden roman, Det år vi gik til begravelser (Politiken, 2015).
”Jeg skriver ofte om steder, hvor jeg selv har boet eller været, og derfor foregår en del af romanen i New York. Men min hovedperson skulle forlade København og ud i verden, så jeg havde planlagt, at hun, inden hun kom til New York, skulle flytte til Venedig. Der havde jeg aldrig været, og jeg søgte, fik et legat og rejste dertil. Men jeg brød mig ikke om Venedig, der var ikke rart at være, jeg blev ikke inspireret, og det satte ikke gang i min skrivning. Venedig var en … kliché. Så jeg opgav byen – jeg er ikke sådan en forfatter, der skriver efter en synopse, jeg er nødt til at tage ud og undersøge. Men da jeg så kort tid efter var på en privat rejse i Georgien, blev jeg dybt inspireret af byen Tblisi og fandt ud af, at det jo var der, hun ville rejse hen.”
Så sådan kan det også gå.
Pengene og legaterne
Økonomi sætter en naturlig grænse for, hvor meget og hvortil forfatteren kan rejse – f.eks. havde de to rejser til Sydafrika ikke været mulige, hvis Henriette Rostrup ikke havde fået rejse-
legater. ”Jeg har fået en del rejselegater, men har også søgt en masse, som jeg ikke har fået,” siger hun.
Hun tager også på mange skriveophold. Fra Svanekegården på Bornholm til San Cataldo i Italien eller en legatlejlighed i Beograd. Når hun får tildelt egen bolig væk fra familie, venner og daglige forpligtelser, kan hun gå i totalt hule-
boermode.
”Man skal kunne lide at være alene, og der følger stor usikkerhed og også ensomhed med, men hvis man er klar til det, kan det give et stort udbytte. Når man rykker ud til et nyt sted i verden, går tur i andre gader, end man plejer, oplever andre lugte, lyde, mad og natur, så aktiverer man andre dele af sin hjerne og af sin kreativitet,” siger hun og tilføjer, at man ikke behøver at være uden for Danmarks grænser for at finde inspiration og skrivero.
Henriette Rostrup leder efter rejselegater og refugier via Dansk Forfatterforenings data-
base, hun søger på nettet og holder øje med opslag rundtomkring. Hun søger ofte og impulsivt. For nogen tid siden faldt hun over et opslag på Facebook om refugiet Ventspils House i Letland – og hun har aldrig været i Letland. Men det kommer hun i april, hvor hun rejser til Ventspils for at skrive og aktivere nye områder i hjernen.
”Som oversætter er rejserne nyttige, man har brug for at høre det talte sprog, se fysiske steder og få et begreb om miljøer og topografi,” siger Thomas Harder – han er forfatter og litterær oversætter, hans mor er italiener, hans far dansker, og selv mestrer han begge sprog. Hans barndoms somre blev tilbragt i Italien, og som voksen har han rejst på kryds og tværs af landet – på arbejde, på ferie, alene og med sin familie. Så det kan ikke undre, at mange af hans værker, bøger såvel som artikler og klummer, handler om Italien, om italiensk politik, samfund, kultur, mad. Da jeg skriver til ham og spørger, om jeg må interviewe ham om hans rejser, hans research, inspiration og søgen, svarer han da også tilbage:
”Meget apropos er jeg netop nu på rejse i Sydtyrol, bl.a. med henblik på at ajourføre en ældre rejsebog. Hjemme igen på mandag. Kan det vente?”
Det er rejsebogen Fra Brenner til Trento. En rejse i Sydtyrol (Lindhardt og Ringhof, senest opdateret i 2015), som forfatteren har samlet nye historier til, fortæller han, da vi taler sammen om mandagen. Sydtyrol, en autonom provins i det nordlige Italien, er et område, han har besøgt gennem de seneste 20 år, og hvor han, sammen med skiftende makkere – senest professor Nils Arne Sørensen fra SDU – hvert år arrangerer en sommerhøjskole.
”Det var lidt tilfældigt, at min familie og jeg faldt for Sydtyrol. Min mor har et hus på Sardinien, hvor jeg tilbragte somrene som barn, og hvor jeg også senere kom hvert år med min familie, men på et tidspunkt fik vi behov for at finde et lidt køligere sted. Og så fandt vi Sydtyrol i nord, natursmukt og med en interessant historie. Det er et tosproget område, oprindelig en del af Østrig, men nu italiensk og med en tysk- og en italiensktalende befolkning,” siger Thomas Harder.
Tilfældigheder og metodik
Thomas Harder bruger flere gange ordene ”tilfældigt” og ”tilfældigheder”, når han taler om sine bøger. Det var tilfældigt, at han kom til Sydtyrol, og det var også et tilfælde, at han mødte nogle folk fra turistrådet i den norditalienske by Comacchio og kom til at sætte gang i opførelsen af et mindesmærke for Anders Lassen, en dansk officer i den britiske hær, som faldt under et angreb i byen den 9. april 1945. Da Thomas Harder deltog i afsløringen af monumentet, kom han til at tale med en gruppe britiske veteraner fra Anden Verdenskrig. Så det var en tilfældighed, der vakte hans interesse og såede den første spire til et bogprojekt om den danske krigshelt, men ellers overlader Thomas Harder ikke meget til tilfældigheder. I sin videre undersøgelse af Anders Lassens liv, indsats og rolle i de britiske styrker under Anden Verdenskrig opsøgte han metodisk kilder og arkiver i Danmark, Tyskland, Italien, det græske øhav og London. Alt sammen resulterede i bogen Anders Lassens krig, (Informations Forlag 2010; 4. rev. og forøgede udg. Gad, 2020).
”Der er rejser, hvor jeg henter inspiration og ideer, og så er der rejser, hvor jeg har et præcist formål. I London har jeg f.eks. haft det meget konkrete ærinde at besøge en veteranforening for at finde dokumenter med oplysninger om Anders Lassen og hans tid i det britiske militær, og senere at besøge sønnen af den danske flyverhelt Kaj Birksted, som jeg skriver om netop nu, og se hans fars efterladte papirer. For det meste går jeg nu ikke selv i de udenlandske arkiver, men får hjælp af freelanceforskere, som kender arkiverne bedre end mig og måske endda har haft fat i nogle af de relevante dokumenter før,” siger Thomas Harder.
Den lille historie i den store
Lysten til at skrive rejseartikler og siden rejsebøger opstod på en slentretur i en by, hvor han havde nogle timer tilovers.
”For en del år siden skulle jeg interviewe Claudio Magris i Trieste. Jeg rejste med tog – så oplever man mere – og på vejen gjorde jeg holdt i Gorizia i det nordøstlige Italien ved grænsen til Slovenien. Tilfældet ville, at paven skulle besøge Gorizia netop den dag, og byen forberedte sig hektisk – det var meget interessant at gå rundt og se på, hvordan en lille by forberedte sig på sådan en kæmpebegivenhed. Det gav et spændende indblik i byens liv, ikke bare det religiøse, men i det hele taget. På et tidspunkt faldt jeg over en restaurant, der så dejlig ud. Mens jeg ventede på maden, sad jeg og smuglyttede til en samtale ved nabobordet. Det var lokalpolitikere, som sad og diskuterede aktuelle sager i byen. Så kom der nogle virkelig gode retter på bordet, og jeg fik en snak med restaurantens ejer om mad og vin og gik derfra med et par fine opskrifter. Bagefter skrev jeg en artikel til Weekendavisen om kirken og dens rolle i Italien med udgangspunkt i pavens besøg i grænsebyen. Og det blev senere til et kapitel i rejsebogen Italienske steder (Samleren, 1998), ligesom restaurantbesøget med opskrifterne blev udgangspunktet for et kapitel i en af de kogebøger, jeg skrev sammen med min bror. Jeg kan godt lide at tage udgangspunkt i den lille historie og så trække linjer op til den store historie, som kan være politisk, kulturel eller historisk.”
Har brug for at høre det talte sprog
Inden sommerhøjskolen i Sydtyrol forbereder Thomas Harder foredrag og ture i området. Det kan være en gåtur eller en længere bustur, og noget af det bliver nu til tekster i den nye udgave af rejsebogen. Men også når han bare holder ferie, forbereder han sig.
”Jeg kan godt lide at vide noget om de steder, jeg kommer til. På vej hjem fra Sydtyrol stopper vi altid i München, så jeg læser om byens historie, hvilke bygninger er oprindelige, hvilke er genopbygget efter at være blevet ødelagt under Anden Verdenskrig? Jeg er nysgerrig, når jeg går omkring i byen – hvad er det for en interessant plads, og hvad er dens historie? Men også småting som ”hvad står der på det dørskilt?”. Det stiller den akutte nysgerrighed, og måske vil det engang vise sig at være nyttig viden.”
Som nævnt har Thomas Harder, alene eller i samarbejde med andre, skrevet en lang række bøger om Italien, Bogen om Rom, Italienske steder, Mafiaens mænd, Rom amore mio og flere kogebøger sammen med sin nu afdøde bror, Andreas Harder. Han er også en flittig oversætter fra italiensk og engelsk til dansk. Selvom han er tosproget og vokset op med italiensk, er det vigtigt at holde sproget ajour, understreger han.
”Også som oversætter er rejserne nyttige, man har brug for at høre det talte sprog, se fysiske steder og få et begreb om miljøer og topografi
–ikke nødvendigvis en konkret by til en konkret oversættelse, men alt, hvad man kan suge til sig. Jeg læser altid lokalaviser og lokale magasiner, de giver mig mange vinkler og ”småviden”, som jeg ellers aldrig ville støde på, og som jeg kan bruge både som forfatter og oversætter.”
For flere år siden havde illustrator og forfatter Anja Gram en drøm om en begivenhed og et sted:
”Senere fandt jeg ud af, at det, jeg havde drømt, faktisk var sket i virkeligheden – selvom det virkede umuligt og ret fjollet i drømmen. Det var en spooky opdagelse, og jeg spekulerede selvfølgelig også på, om det var et tegn, men man aner jo ikke, hvor ens drømme kommer fra, og hvad man ubevidst har samlet op og gemmer på,” siger hun og griner lidt.
Drømmen satte sig i hende og satte hende også i gang med at skrive og researche på historien om begivenheden – vi får ingen detaljer, ikke endnu – men hun kan fortælle så meget, som at det er en historisk begivenhed, den foregår i 1600-tallet, i Holland i en bugt tæt ved Amsterdam. Og den involverer en hval.
”Jeg har arbejdet med historien i nogle år, det er en billedbog og mit hjertebarn, men noget jeg laver ind imellem opgaver. I sommer rejste jeg til Amsterdam for at lede efter stedet. Fra Amsterdam tog jeg toget ud af byen, ud til kysten og gik rundt. Jeg håbede at finde det rigtige sted, for at se, om det kunne lade sig gøre, om der var plads nok, til at min historie kunne udspille sig dér. Området er blevet moderne, min historie foregår i en anden tid, så det er ikke det samme mere. Men jeg lyttede til bølgerne og til mågerne, indsnusede duftene og mærkede energien i stedet. At være i det – det er sgu noget andet, end hvad man kan forestille sig eller tænke sig til. Jeg dykkede ned i fantasien, og det var stort, man kan bruge det. Jeg skitsede og tegnede ikke, men jeg tog en masser fotografier fra mange forskellige vinkler for at kunne huske perspektiver, afstande og farver, og lavede videoklip, så jeg kan genkalde det og følelsen derfra vender tilbage, så jeg kan tegne det. Det er jo også det, man gerne vil – tegne, så andre får følelsen af at være der og opleve det,” siger Anja Gram.
På stranden fandt hun et smukt stykke drivtømmer.
”Det har jeg taget med hjem. Jeg bilder mig selv ind, at det kommer fra det skib, der indgår i historien. Det giver noget, når jeg skal tegne, at det ligger dér, hvor jeg kan se træet, røre det, mærke årerne, se det slidte og nuancerne i farverne.”
Farvepaletter
I Amsterdam besøgte hun også Skibsfartsmuseet for at studere de gamle skibe og Rijksmuseet, som har en omfattende samling af malerier af de store nederlandske guldaldermalere.
”Selvfølgelig kan man google malerierne hjemmefra, men det er slet, slet ikke det samme. Kroppen skal mærke dem, den skal føle, hvor man er, og hvad man ser. Og jeg blev også fyldt op af informationer, fyldt op af oplevelser og stærke historier, jeg lavede farvepaletter og fik også ideen til formatet på bogen. Det er så fedt.”
Illustratoren har tidligere besøgt Vasamuseet i Stockholm, som rummer verdens bedst bevarede 1600-tals-skib, Vasa. Det er bygget af hollændere og dermed en tro kopi af skibet i Anja Grams historie. Skibet kæntrede på sin jomfrurejse fra Stockholm i 1628, og 333 år senere blev det bjærget og står nu stort set 100 procent, som det blev bygget dengang.
”Det stammer fra den periode, hvor min historie foregår – og det er helt fantastisk at se skibet. Det er som at være der selv! Dengang! Jeg kan se for mig, hvordan folk bevægede sig rundt, hvordan de gik klædt.”
Anja Gram havde ikke søgt rejselegater og finansierede sin rejse uden. ”Man kan komme mange steder hen for en billig penge,” siger hun. Men hun kunne godt drømme om et legat, der gør hende i stand til at rykke fire uger ud af arbejdskalenderen og give hende mulighed for at koncentrere sig fuldt ud om sit hjertebarn.
Da forfatter Lise Bidstrup gik i gymnasiet, ville hun være antropolog, når hun blev stor.
Så ville hun rejse ud i verden og arbejde for Røde Kors, Mellemfolkeligt Samvirke, Børnefonden eller en af alle de andre mange hjælpe-
organisationer, der findes. Men så blev hun pludselig forfatter i stedet, siger hun.
Hun rejser meget, som i virkelig meget, og ofte adskillige gange om året, med forskellige formål, som forfatter og som privatperson, men hun ”bruger det altid til noget”, som hun siger. Lidt forfatter er man vel altid, og hun rejser alene, med familie og ofte med forfatterkolleger.
Hendes ungdomsønske om at være med til at gøre en forskel er intakt, så for nogle år siden gik hun i gang med at forfølge en drøm, der altid har rumsteret i hendes baghoved.
”I 2017 fik jeg lov til at skrive Børnenes U-landskalender, og det fyrede for alvor op under drømmen. Jeg kontaktede PlanBørnefonden, der heldigvis var positivt stemt, og jeg fik dygtige Anna Bridgwater til at være en del af projektet,” fortæller Lise Bidstrup.
De to forfattere vil på rejse i fem ud af syv verdensdele – Antarktis og Oceanien bliver det indtil videre ikke til – for at samle materiale til en novellesamling om unge. De vil opsøge børn og unge i Bangladesh, Jordan og Ecuador, som deltager i forskellige PlanBørnefonden-projekter. Her i september rejser de til Moldova, og tidligere på året var de på deres første researchrejse, som gik til Kenya.
”Vores mål med novellerne er at skildre børn og unge, deres livssituationer og udfordringer, men også deres gåpåmod, deres vilje til forandring og den drejning, deres liv kan tage, hvis bare de får en hjælpende hånd. Et skub i den rigtige retning. Nogen, der tror på dem,” siger Lise Bidstrup.
Verdens største slumområde
Ca. 12 timer efter at de to forfattere steg på flyet til Kenya i Kastrup, befandt de sig i verdens største slumområde, Kibare i Nairobi.
”Opskriften på researchrejsen var enkel. På de syv dage, vi havde, skulle Anna og jeg samle så mange historier og indtryk, som vi kunne. Og det var et rent bombardement! Vores første møde med kenyanske unge var i Kibare, hvor de åbent fortalte om deres liv og udfordringer i slummen. Historierne er skræmmende og ens. For pigernes vedkommende handler det meget om kønsbestemte udfordringer og ufrivillige graviditeter. De fortæller om, at de får problemer med at komme i skole, så snart de får deres første menstruation. De færreste af dem har råd til hygiejnebind, og derfor må de blive hjemme.
Nogle fortæller, at løsningen på det problem kan være at gå i seng med mænd, der giver pigerne penge, så de kan købe bind og på den måde komme i skole. Det er ikke nødvendigt at nævne, at den løsning kun fungerer på meget kort sigt, da der heller ikke er råd til prævention. Den yngste pige, jeg hørte om, der var blevet gravid, var kun ni år. Ni! I vores verden af bobleplast er det slet ikke til at fatte.
Drengenes historier handler meget om alkohol og stoffer. Om at være macho alt for tidligt. Om dårlige forbilleder. Men alt det er den gruppe, vi snakker med, med til at ændre. De er rolle-
modeller. De tager rundt i slummen og snakker med børn og unge om respekt, uddannelse og om, hvordan de kan samarbejde for at gøre deres lokalområde til et trygt sted.”
Klubhuset på lossepladsen
Anna Bridgwater og Lise Bidstrup var i Kenya som del af en større gruppe, ansatte fra PlanBørnefonden og folk, der som Lise og Anna arbejdede med hver deres forskellige projekter. De kommende rejser bliver på egen hånd, ligesom novelleprojektet og rejserne ikke finansieres af PlanBørnefonden, som dog bidrager ved at stille kontakter og netværk til rådighed. Forfatterne havde søgt og fået legater fra Statens Kunstfond til rejsen til Kenya, mens den kommende rejse til Moldova indtil videre er for egen regning.
Tilbage til Nairobi, hvor forfatterne opsøgte et andet PlanBørnefonden-projekt i slumområdet Mathare.
”Vi snakkede med unge fra gruppen Pirates, som har ’klubhus’ på en losseplads. En losse-
plads, hvor folk arbejder, hvor der er kostalde,
grise og geder. En losseplads, der er nogens hjem. Pirates er en gruppe unge mennesker, der engang har været på kant med loven, men efter at 50 teenagere fra gruppen var blevet skudt af politiet, lykkedes det dem sammen med en lokal organisation at ændre kurs, og nu tilbyder de lektiehjælp og et sted at være til de børn, der lever på lossepladsen,” fortæller Lise Bidstrup.
Et stort forlag har på forhånd vist interesse for at udgive novellesamlingen, men forfatterne har ingen fast aftale eller kontrakt. Hver novelle vil få en titel, der klart angiver, hvor i verden den udspiller sig. I Kenya mødte forfatterne unge fra storbyens slumkvarterer, men også børn og unge fra landet.
”I et landområde i det vestlige Kenya besøgte vi pigen Syprose. På landet er problemerne ikke helt de samme som i byen, og så alligevel … Også her er teenagegraviditeter et stort problem, skoler med for få penge, bøger og ressourcer, ti computere til deling og piger, der bliver hjemme fra skole på grund af menstruation. De fattige familier er afhængige af skolen, for det er her, børnene får dagens nogle gange eneste måltid. Desuden er Syproses skolevej ikke helt ufarlig – det tager hende en halv time at gå i skole, og ud over de allestedsnærværende bodo bodi drivers – unge mænd, der fragter varer og personer fra sted til sted på knallerter – skal hun tage sig i agt for slanger og andre vilde dyr.
På en skole i området var vi med til at plante træer. I Kenya mærker de i den grad klimaforandringerne, og vigtigheden af at passe på vores klode og være bevidste om, hvordan vi mennesker bruger vores ressourcer, er noget, som eleverne bliver undervist i. Skolen planter træer, der giver skygge til deres nyttehave, hvorfra de får ingredienser til skolemaden. Når træerne er store nok, bliver de fældet og solgt som tømmer, hvilket giver penge til nye træer og afgrøder til nyttehaven. En smuk cirkel, der både er brugbar og lærerig for børnene.
På markedet mødte vi flere unge piger, teenagemødre, der var droppet ud af skolen. De har ikke haft mange succesoplevelser i livet, men med en lille økonomisk håndsrækning og oplæring i de mest basale elementer af forretningsdrift har de skabt en levevej. Én solgte tomater, en anden solgte genbrugstøj, og en tredje solgte sko. De er levende beviser på, at hvis man viser folk tillid og giver dem bare et lille puf i den rigtige retning, så bor der en masse vilje og råstyrke i folk.
Anna og jeg var kun i Kenya i en uge, men det har taget meget længere tid at fordøje og processere alle de indtryk, vi fik med hjem. Verden er så stor og nogle gange grum, men den er også smuk og fuld af håb. Mennesker har en vild evne til at VILLE, og så er det så dejligt, at på trods af alle vores forskellige liv og baggrunde og sprog og kulturer kan man ofte møde hinanden i et smil,” siger Lise Bidstrup. ※
Lene Møller Jørgensen
