Den 1. juli 1766 bliver en vis Chevalier de la Barre i Abbéville, 20 år gammel, tortureret og henrettet. Man brækker først arme og ben på ham og fører ham derefter til skafottet. En plakat med påskriften “impie, blasphémateur et sacrilège exécrable” [gudsforagter, blasfemist og vederstyggelig gudsbespotter] er fæstnet til hans ryg. I et anfald af barmhjertighed undlader bødlen at trække hans tunge ud, en detalje, som straffen ellers omfattede. Den unge ridder får hovedet kappet af med sabel. Hans krop, hvortil man sømmer et eksemplar af Voltaires ’Filosofiske Ordbog’, bliver derefter kastet på bålet.1 Hans brøde bestod i ikke at have taget hatten af, da en kirkelig procession passerede på gaden; dette blev tolket som en “mutilation du sacrifix” [skændelse af krucifikset].
Denne begivenhed hørte dog efterhånden til sjældenhederne i den franske oplysningstid, og den skyldes snarere kongens, Louis XVs, vilje end blasfemiloven. Dommen vakte endog offentlighedens bestyrtelse og mobiliserede den til en kamp mod fanatismen, som førte til blasfemilovens afskaffelse i begyndelsen af revolutionen. Den 25. september 1791 blev Frankrig således det første land i Europa, der udtrykkeligt fjernede denne lovovertrædelse fra straffeloven.
Det var faktisk staten og ikke kirken, der først havde dramatiseret blasfemien som “mundtlig synd”, nemlig allerede i det 13. århundrede, hvorefter den blev fastholdt af det gudsbenådede monarki. Blasfemi blev forstået som majestætsfornærmelse, sigtende mod kongen, snarere end mod Gud. Det var nu en politisk forbrydelse. Efter afskaffelsen bliver den ganske vist genoplivet i 1819 for først at blive genafskaffet i 1881.2 Som Clemenceau bemærkede: “Gud er udmærket i stand til at forsvare sig selv, han har ikke brug for Deputeretkammeret”.
Men i vore dage kan man i Europa igen observere en vis intellektuel tendens til at vægte trosfriheden højere end udtryksfriheden, når man betragter religionskritik som udtryk for “religionshad”, idet loven meget belejligt forbyder hadefulde ytringer. Blasfemiparagraffen kan dermed nu være på vej til genindførelse, der hvor den endnu forbliver afskaffet, ligesom den bliver beskyttet, der hvor den har overlevet. Således bidrager visse ånder, der ikke finder oplysningstiden eller den franske revolution særlig vigtige for vor tid, til indskrænkningen af friheden til at kritisere magt og myndighed, når den vedrører religioner. Det gør magten jo også i vores Danmark, som Gud bevarer hvert nytår.
Men love skrives for at blive fulgt af alle og enhver og ikke for at begunstige religioner, af hvilken art de end er. Det kan ikke nytte noget at anklage enhver kritiker eller blasfemist for at “hade” de grupper, kritikken rammer. Ellers er det forbi med kritisk kultur i det hele taget.
Det kan især ikke nytte noget at anklage forsvarerne for friheden til kritik, satire, blasfemi for fundamentalisme, som advokaten Max Ulrich Klinker tillader sig at gøre i Forfatteren 0216. Hans argument, at ytringsfrihed ikke er en “naturlov” og derfor ikke gør krav på at udgøre et princip, der skal forsvares, må undre, når det kommer fra en person, der formodes at besidde en juridisk uddannelse. Samfundets love er netop forskellige fra fx tyngdekraften, som derfor ikke har behov for forsvarere. Den pointe er for kompliceret for Klinker. Han er udtrykkeligt og emfatisk ikke-Charlie, fordi han ikke har opdaget, at Charlie Hebdo er et organ, der diskuterer politik, økonomi, filosofi, psykoanalyse, teologi, litteratur og alt muligt spændende og gør det kompetent og både bidende skarpt og ofte rigtig morsomt. Hvis latter nu, som Klinkeren foreslår, skal gælde som had, kan litteraturen godt pakke sammen. Det må være derfor, han publicerer sin artikel i Forfatteren. Ytringsfrihedens forsvarere er forsvarere af “menneskefjendsk kynisme, der nærmer sig idioti”, skriver han virkelig, en kende hadefuldt. Kort fortalt: blasfemi er idioti, ikke? Hvis man ikke er idiot, klapper man i og afstår fra, som Voltaire, der åbenbart var idiot, at kritisere fundamentalismer. Kritiserer man fundamentalismer, er man – fundamentalist! Det kan man nemlig selv være så, ikke? Læsere af Charlie Hebdo udgør en “menighed”, forsætter han. Jeg mistænker denne skribent for ikke at kunne tænke og ikke at kunne læse fransk. Det sidste må han dog kunne tilegne sig, når han nu bor i Frankrig. Encore un effort!·
- Jeg følger her fremstillingen i Frédéric Fiolofs artikel i ’La nouvelle quinzaine littéraire’ #1145 om Jacques de Saint Victors essay ’Blasphème. Brève histoire d’un “crime imaginaire”’, 2016.
- Forfattere som Baudelaire, Flaubert, Eugène Sue og Proudhon blev anklaget og undertiden dømt efter denne lov.
