Årets to modtagere af den faglitterære pris er forskellige på mange måder: Anja C. Andersen er astronom og astrofysiker på Niels Bohr Instituttet, og Henrik Wivel er forfatter og kulturskribent med speciale i epoken omkring år 1900. Men de beriger begge læserne med velskrevet faglitteratur.
Prismodtagerne
Anja C. Andersen beskæftiger sig med det kosmiske støv i stjerneprocesser. Hun er ikke bare velanskrevet i danske forskerkredse, men også i den internationale verden, og har modtaget en lang række priser. Det særlige ved Anja C. Andersen er, at almindelige mennesker også får glæde af hendes forskning, for hun er en fremragende formidler af stof, der forekommer at være lysår væk. Hun har formidlet sin viden i tv og radio og senest med bogen ’En lille bog om Universet’ fra 2016.
Henrik Wivel er dr. phil. og arbejder som seniorredaktør ved Det Danske Sprog- og Litteraturselskab, og derudover er han et alsidigt klassisk og dannet menneske, som har skrevet prisbelønnede kunst- og litteraturhistoriske værker. Han bliver beskrevet som en slags efterfølger af både forfattere og digtere som Herman Bang og malere som Vilhelm Hammershøj.
Om prisen
Den faglitterære pris, der er på 75.000 kr. og finansieres af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur, blev tildelt første gang i 1973, og den gives til forfattere, der formidler et kompliceret materiale til et bredt publikum.
Gennem årene er prisen bl.a. givet til Ebbe Kløvedal Reich, Tor Nørretranders, Jørn Lund, Peter Øvig Knudsen, Jens Andersen, Ulrik Langen og Søren Ryge.
Den faglitterære pris (tidligere den populærvidenskabelige pris) tildeles én gang årligt til en forfatter, som har gjort et ellers vanskeligt fagligt stof tilgængeligt for et bredt publikum. Prisen kan tildeles for et markant værk eller for et forfatterskab. Prisen kan tildeles én forfatter eller deles mellem to.
Det er et hæderslegat, som derfor kun kan tildeles samme person en gang, og som følgelig er skattefrit. Legatet blev første gang uddelt i 1973. Prisen gives af Statens Kunstfonds Projektstøtteudvalg for Litteratur, og valget af prismodtager eller prismodtagere varetages af den faglitterære styrelse i Dansk Forfatterforening.
Udvælgelsen
Det er en af de mest spændende faglitterære opgaver i foreningen at udpege modtagere af årets faglitterære pris. Prisen skal overrækkes i løbet af efteråret, og styrelsen begynder et godt stykke tid før sommerferien, hvor styrelsens medlemmer bedes at være med til at identificere fagforfattere, der kan findes vægtige, kvalificerede og velskrivende nok til at blive udpeget som kandidater til prisen.
Alle læser i ferien udvalgte værker af de foreslåede kandidater. Efter ferien motiverer styremedlemmerne deres personlige valg af som regel to forfatterskaber. I løbet af den næste måned orienterer alle sig i de foreslåede forfatterskaber, hvorefter der vælges en halv snes forfattere, der alle findes egnede. Den efterfølgende måned bruges på at finpudse motivationerne for at overbevise resten af styrelsen om, hvorfor de to forfatterskaber, som hvert styremedlem nu har lagt sig fast på, er årets rette prismodtagere.
På et afsluttende møde voteres der, og som regel sker valget af en eller to prismodtagere efter en eller flere afstemningsrunder. Det er nu formandens opgave at meddele prismodtageren, at de tildeles årets faglitterære pris. I samråd med prismodtageren vælges en motivator, der på kvalificeret vis kan begrunde valget.
Styrelsen sætter i tiden op til selve prisoverrækkelsen rammerne op for fejringen af begivenheden med udsendelse af invitationer, nyhedsbrev og pressemeddelelse, samt bestilling af efterfølgende festmiddag og andet. Der er tradition for, at de involverede forlag donerer vin til middagen.
Prismodtagerne har mulighed for at invitere en håndfuld venner og familiemedlemmer med til festmiddagen.·