Jeg ser en klar tendens i dansk litteratur i øjeblikket, som kritiserer og stiller skarpt på strukturer i samfundet, der fastholder mennesker – det kan være i klassesamfundet, i ulighed, i køn eller i tavshed og fattigdom. Og fattigdom kan også handle om sproglig fattigdom, som f.eks. Kim Blæsbjerg også berører i De bedste familier,” siger Lise Vandborg. Hun er cand.mag. i nordisk sprog og litteratur samt filosofi, og hun er mangeårig chefredaktør på Litteratursiden.
Tavshed
Lise Vandborg peger på, at kritikken af systemiske og begrænsende samfundsstrukturer går igen på mange områder og inden for både prosaen og lyrikken. Der er masser af klassekamp, kønskamp, kapitalismekritik, politik og fortidens fortiede skandaler i den nye litteratur.
Hun nævner, at Glenn Bech, som har skrevet et lyrisk manifest, Jeg anerkender ikke længere jeres autoritet, er blevet fremhævet for at have sat klassekamp på litteraturens dagsorden igen, men han er ikke den eneste danske forfatter, der taler fra de udsattes sted. Fra de senere år fremhæver hun Yahya Hassan, Lone Aburas, Thomas Korsgaard og Asta Olivia Nordenhof samt Michael Josephsen, der har beskrevet klassesamfundet inde fra kernen med romanen De andre, en kollektivroman om misbrugere og hjemløse. Han skriver også lyrik, og Lise Vandborg nævner endnu en lyriker:
”Caspar Eric udtrykker sin samfundskritik meget klart i sin seneste digtsamling, Nye balancer : handicapdigte med ordene: ”Det er ikke mit handicap/jeg slås med/men verden omkring mig”. Og den politiske stemme er til stede mange steder i lyrikken, også i digte om at befinde sig mellem to kulturer og ikke rigtig føle, at man hører til nogen af stederne. Ingen har sagt det klarere end Yahya Hassan: ”JEG ER VED AT BLIVE MAST MELLEM TO MAGTSTRUKTURER”, og i år har Amina Elmi fået årets debutantpris for sin vrede og politiske digtsamling, som er både et vidnesbyrd og et kampskrift, Barbar : (Tavshedens objekt).”
Netop tavshed og vrede over tavsheden er en drivkraft i meget af den politiske og samfundskritiske litteratur.
Forfatterne Kim Blæsbjerg og Malene Ravn, som vi interviewer i dette tema, nævner uafhængigt af hinanden #MeToo, som brød med tavsheden om nogle strukturer og normer. Og Mathilde Walter Clark taler om vores kollektive blindhed over for den industrielle behandling af dyr. Et opgør med tavshed?
”#MeToo hænger sammen med at sige fra, at gøre op med tingene, med fastlagte normer og magt. Og det er helt sikkert også en tematisk tendens i litteraturen, at der nu bliver gjort op og sat ord på fordomme og på de svære og ofte tabuiserede følelser omkring emner, der ellers ofte beskrives meget idylliserede. F.eks. moderskabet, hvor Olga Ravn, Dy Plambeck, Maja Lucas og Kamilla Hega Holst skriver om de mørke sider af moderskabet, Karen Fastrup skildrer i Hungerhjerte psykisk sygdom og psykisk sårbarhed indefra, og også den grønlandske Blomsterdalen af Niviaq Korneliussen placerer sig inden for denne tendens. Hun skriver om tavsheden og om de strukturer i samfundet, der fastholder den høje selvmordsrate i Grønland. Ja, det er et opgør med tavshedskulturen.”
Når vi taler om den politiske og samfundskritiske tendens i litteratur, skal vi så placere værkerne i genren socialrealisme? Jeg har f.eks. set De bedste familier karakteriseret som socialrealisme i en anmeldelse?
”Nej, men man kan se socialrealistiske træk i den og i flere nyere værker, hvor der bliver talt om ’blokken’, boligblokken og om klasseskel. F.eks. i Stine Askovs Nøjsomheden, Morten Papes Planen og Sara Rahmehs Betonhjerter. Det vil jo ofte være sådan, at når man taler om tendenser i litteraturen, så trækkes det skarpere op, selvom det kan være mere komplekst og nuanceret med mange træk og spor i den enkelte bog.
Da vi forleden havde redaktionsmøde om ’Årets bedste bøger’ på Litteratursiden, talte vi om, hvilke tendenser vi så. Og vi vil fremhæve både den historiske roman og den samfundskritiske roman, hvor temaet ofte er, hvordan prioritering af økonomi og vækst sker på bekostning af mennesket og miljøet,” siger Lise Vandborg.
