Det blinde øje er Mathilde Walter Clarks nye bog. En bog, som brutalt åbner læsernes øjne for vores fælles selektive, kollektive blindhed og den forråelse, der følger med.
”Jeg tog fat i at skrive om mink, fordi jeg sad og så på de nationale minkaflivninger i 2020. Jeg gik i gang med at skrive det, der blev til minkbogen, fem dage efter statsministerens aflivningsordre. Det rystede mig, at jeg ikke anede, at vi havde sytten millioner individer opbevaret, opmagasineret, på den måde.”
Sentimentalitet
Mens Mathilde Walter Clark så tv-nyhederne, indså hun, at medierne bragte en idylliseret fortælling om dansk landbrug.
”Erhvervet og producenten, som var i centrum af historien, blev sentimentaliseret. Producenten blev fremstillet som den nationalromantiske figur, der knoklede og havde drevet slægtsgården gennem mange generationer. De danske minkavlere blev fremstillet som tragiske helte.”
”Umiddelbart efter ordren om national mink-
aflivning blev der stillet om til interview med minkavlere. Hele verden var optaget af, hvad den grædende mand i forgrunden ville sige om, hvordan han havde det, hvordan han sov om natten.”
Hvis tv-seerne så lige så godt efter som Mathilde Walter Clark, så var minkene, som det hele handlede om, faktisk med på tv-billederne.
”I baggrunden så vi industrien. Vi så de mest vilde ting, uhyrlige ting. Dækbilleder af ferme hænder, der håndterede dyrene, eller maskiner, der trak pelsen af dem. De kilometerlange strækninger af bure med dyr og hele den infrastruktur, som stod klar. Men på intet tidspunkt var der nogen, der talte om minkene som dyr.”
Mathilde Walter Clark undrede sig over mediernes fokus. ”Jeg troede, vi skulle til at tale om det, vi så: At man stod i den situation, at man var nødt til at aflive sytten millioner individer. Hvordan var vi kommet i den situation?”
Det var der ingen medier, der var interesserede i. Da der senere blev et juridisk efterspil, talte man stadig ikke om mink:
”Alt det, vi nu kender som minksagen, og som overhovedet ikke handler om mink, men handler om hjemmel.”
Mathilde Walter Clark peger også på, at mink-
avlernes egen andel i hele miseren også blev forbigået i tavshed: Enhver industriel dyreproduktion indebærer risiko for sygdom og massesmitte, men det var der ingen, der talte om.
”I al dækning blev det beskrevet som noget, der var sket for minkavlerne, en tragedie. Men ordet ’tragedie’ er normalt noget, man bruger om en naturkatastrofe, eller hvis nogen får en tagsten i hovedet. En mere præcis måde at beskrive det på vil være at sige, at det var det værst tænkelige udfald af et sats. Der er nogle producenter, som med myndighedernes medvirken har hjulpet minkindustrien til at opretholde det sats. Og det foregår stadig as we speak rundtomkring i landet, i svineindustrien og kyllinge-
industrien for eksempel.”
”Jeg sad også med et spørgsmål om de 800-plus minkavlere: Hvordan har det overhovedet været muligt for dem at føre tilsyn med de sytten millioner individer?”
”En af de ting, jeg fandt ud af, var, at der er en grundpræmis i de dyreproducerende industrier, som alle er indforståede med, både myndighederne og industrien – at selvfølgelig kan man ikke føre tilsyn med alle de dyr.”
Lukkede øjne
Med andre ord vender alle det blinde øje til, at dyreproduktion i Danmark ikke går op i dyrevelfærd. Men det er ikke kun det blinde øje, som bogens titel referer til.
”Når jeg kalder bogen Det blinde øje, så handler det om vores alle sammens øje, inklusive mit eget. Jeg vidste jo heller ikke, at vi havde den industri. Vi lever i et land, der producerer 200 millioner dyr om året, men vi ser aldrig dyrene. Vi støder aldrig på de dyr.”
Bliver vi forråede, når vi ikke taler om mink som dyr eller individer?
”Ja, det tror jeg.”
Mathilde Walter Clarks svar er helt klart. Men det behøver ikke at være sådan:
”Det er meget let. Vores tidligste erfaring med dyr er, at de er nogen og ikke noget. Det er en større virkelighed end de formål, industrien har lagt ned over dyret. Jeg prøver at skrive om den virkelighed, der er større, nemlig dyret i egen ret.”
Hvad er dyret i egen ret? Hvad betyder det?
”Det betyder, at dyr findes uden for de definitioner, vi har lagt ned over dem. Den måde, vi er opflasket til at tænke på dyr på, er med det samme at tænke: ’Hvad kan vi bruge det til?’ Kæledyr, landbrugsdyr, skadedyr og nogle andre dyr. Men det er bare os, der har lavet nogle ord og kategorier. I virkeligheden findes dyret i sin egen ret.”
”Jeg vil gerne have, at vi forstår, hvad vi snakker om. Det, jeg søger i bogen, det er dybest set præcision, sproglig præcision.” ※
Lene Møller Jørgensen og Anna Bridgwater
