Kapitel 2: Rosenøre
Fyldepennen drypper. Ærgerlig ser Emil blækket sprede sig. Ordet nakke flyder ud og forvandles til en uformelig sø med høje bølger, som resten af sætningen drukner sig i. Med et blødt bump lander Sophie midt på skrivepulten og kigger overrasket på ham. Hun laver ikke så mange narrestreger længere, nu hun er femten år gammel. Vælter ikke blækket med vilje eller tjatter til hans hånd, når han insisterer på at skrive i stedet for at ae hende. Men hun holder sig stadig helst lige i nærheden, følger med i, hvad han laver, og sidder på skødet, når hun kan komme til det. Nu har hun sat fodspor midt på papiret. Det er lige til at krølle sammen og smide væk. Han lægger hånden mod Sophies kind, mærker kindbenets struktur under den bløde pels. Hun læner sig ind i hans hånd, gnubber kinden mod hans fingre og hopper forsigtigt ned på hans knæ.
Luise var harm, da hun gik for lidt siden. Hendes øjne blanke. Han løb ikke efter hende ud gennem døren, ned ad Fiolstræde, hvor han forestiller sig hende nu i raske skridt, som en storm af mørke i retning mod Skidentorvet og så til højre mod Hauser Plads. Hendes vrede grim og pragtfuld. Hovedet højt og ryggen rank. Han drømte om en robåd i nat. Københavns gader var dybe, oprørte floder, hvor han blev kastet hid og did. Han klamrede sig til bådens kant. Hørte som altid en skraben mod bunden af båden. Kløer eller bittesmå hænder dernede i dybet, uden for rækkevidde. Han kan ikke hjælpe alle. Ikke Luise.
Det er tre år siden nu, at Emil flyttede ind her, hos Christian og Luise. Før da kendte han kun Christian som adjunkt Spengler, den bedste lærer, han nogensinde havde haft. Den første lærer, der for alvor fik øje på ham. Han opmuntrede Emil til at skrive, til at indsende sine vers. Det var ham, som fik Emil ind på universitetet med sin fornemme udtalelse med særlig fremhævelse af hans evner i modersmålet. Var det mon en skuffelse, at Emil så satsede på lægevidenskaben frem for modersmålsstudier?
For Emil er de to felter flettet uløseligt ind i hinanden. Kroppens bestanddele, glinsende forunderlige, findes kun for alvor i kraft af sproget. Forstås og dissekeres med ord i lige så høj grad som med skalpellen. Han følger sine forelæsninger i æstetik med samme begejstring og udforskningstrang som de obligatoriske i medicin. Der er ingen forskel. Da han blev klar over, at selveste digterkongen gav æstetiske forelæsninger, tøvede han ikke et sekund med at indskrive sig. En lignende urkraft er svær at finde hos nogen anden underviser. Ja, nogen anden digter for den sags skyld. Talentet for at tryllebinde sit publikum.
Han var henrykt, da adjunkt Spengler tilbød ham at leje et kammer her i hans hjem. Tre år er gået, siden Emil flyttede ind. To år er gået, siden han for første gang forførte Luise. Et år er gået, siden Christian døde, og Emil rykkede fast ind i sovekammeret hos Luise, og hans tidligere værelse med udsigten til Kantorgården blev forvandlet til studerekammer i stedet. Luise martres stadig af samvittighedskvaler, skønt hendes mand døde i lykkelig uvidenhed, det er Emil vis på. Herregud, hun er knap fyrre år. Kun sølle femten år ældre end Emil. Skulle al nydelse og hengivelse i hendes liv dog stoppe, blot fordi Christian er borte? En tåbelig idé.
Han sukker, tager et frisk ark papir, og i stedet for at begynde forfra på brevet skriver han et lille vers, der rumsterer i hovedet: Den skønneste af alle Luiser, at hun elsker mig, at hun elsker mig, er en af hendes kapricer. Senere, når det bliver færdigt, vil han recitere det for hende. Altid til fals er hun for poesi, for sang og den stilhed, der uomtvisteligt omslutter ordenes klang. Kan han lokke hende til at synge, forsones enhver strid imellem dem, og hendes stemme fyldes af en uskyld, som klangen hos et ganske ungt, godtroende og nysgerrigt menneske. Uskyld har ingen alder.
Fyldepennen drypper igen, da han løfter den, men denne gang når han at standse katastrofen, inden flodbølgen af blæk skyller verset bort. Han må rense pennen, men han har ingen lyst til at flytte Sophie, der har gjort sig det behageligt og sammenkrøllet spinder på hans lår. I stedet stirrer han ud ad vinduet. En lille stribe dybblå himmel lyser op over byens blanke spir og hustage. I drømmen var vandet uklart. Han kunne umuligt række hånden derned og mærke efter. Det ville rive ham med sig, trække ham ned under båden, så han der kunne skrabe forgæves mod bådens bund. Himmelstriben vokser for øjnene af ham, opsluger hustagene, trækker ham ind. Vandet, der lukker sig foran ansigtet.
Høj gråd river ham tilbage i nuet, i kroppen, i kammeret. Forurettet hopper Sophie ned på gulvet. Gråd. Cornelia er vågnet, hun må have været vågen et stykke tid efter lyden at dømme. Var hun ikke netop blevet lagt, da Luise gik? Hvor længe har han siddet her? Det kunne være et enkelt sekund eller måske snarere en uge. Ligegyldigt. Emil skynder sig ind til vuggen. Han løfter hende ikke straks, men griber om hendes bare fod og lukker hånden om den. Et lille ritual. Hendes gråd stilner af, og hun gisper efter vejret, klynker stadig en smule og ser op på ham.
Efter et par mundfulde vælling vender
Cornelia hovedet bort. Hendes øre er et rosenblad, en labyrint af ynde, hvor to små slanger boltrer sig. Han ser øret for sig i en mægtig have, at fare vild derinde, liste på tåspidserne i rosenørets snævre gange. Et øre er et mesterværk. Barnets ikke loddent og rødt som øret på den afdøde, de dissekerede i mandags i klassen, det aldrende øre en sær og mørkt kringlet skulptur, Cornelias lyse rosenøre en sommerpavillon. Alt er som roser på det lille barn. Øret, kinden, munden – ja, selv tæerne er som blege rosenknopper.
Tårerne begynder igen som bække på Cornelias rosenkinder. Men hun nægter stadig at smage på sin vælling. Gråden mere og mere heftig, en dråbe savl i mundvigen, ansigtet gloende, er det feber? Han rejser sig, Cornelias mund søger Emils kno, gummerne gumler ihærdigt, og pludselig mærker han et uvant stik. En lille, hvid spids titter ud gennem tandkødet, hendes første tand! Hun er ikke syg, ikke ved at dø i hans arme, det er emaljen, der gennemborer kødet. Normalt at protestere mod den form for smerte. Lettelsen er flygtig, for indsigten er kun hans, ikke Cornelias. Der er ingen ro i hendes lille krop, alt spænder: Kom, lille glut, nynner han, min søde glut, kom med herut, kom du med mig. Hendes arme danner en guirlande om hans hals. Den friske luft vil kanske berolige hende, som den altid beroliger ham. De må ud fra dette pludselig indelukkede køkken. Sophie er sprunget op på bordet og labber i sig af resten af vællingen.
Døren smækker bag dem. Om hundrede og treogfirs år vil nogen åbne en boghandel med franske bøger netop her i bygningen, Emil nu har forladt med sin spæde datter i favnen. Om kun niogtredive år vil et prægtigt universitetsbibliotek blive opført lige overfor, det ville have glædet Emil, men på det tidspunkt er han for længst flyttet fra Fiolstræde. Og i dette øjeblik vil han bare ud! Ud i det tidligste efterår, solen i panden, den kølige brise kærtegner deres ansigter. Cornelia er holdt op med at græde. De nye indtryk har afbrudt strømmen af tårer, mens hun vænner sig til luften, lugtene, lydene af menneskemylderet. Så længe hun er optaget af alt dette, glemmer hun at mærke smerten i sit tandkød.
Han begynder at gå. Barnet bliver en smule tungere for hvert skridt. Om et øjeblik vil hun kunne gå selv, stavre af sted med sin lille hånd i hans, en ung kvinde vil hun blive, og en gammel kone som et blink med øjet. Kun de færreste ved, at Cornelia faktisk er hans datter og ikke kun hans gudbarn. Folk har så let til forargelse. Hvad betydning har det også, i dette øjeblik er de blot to mennesker på vandring i København. Havde han bundet barnet i slynge, ville hun næppe have føltes så tung.
Han drejer ned ad Krystalgade og standser foran den nybyggede skole, han har fulgt byggeriet skride frem, og nu står den gul og færdig i efterårslyset. En vrimmel af skoledrenge i mørkeblå jakker synes at opstå ud af ingenting, spinkle knæ, råb, svedlugt en løbende, brusende masse af børn, der omgiver Emil og Cornelia, han træder et skridt baglæns, kantstenen forsvinder. Kroppen med hele sin vældige tyngde vælter bagover, alt stivner, Emil rækker armen bagud for at tage af fra faldet.
Slipper Cornelia. Det er ikke ham, der gør det. Slipper Cornelia, det er instinktet.
Han genvinder balancen, anklen smerter, Cornelia ligger på gaden, på maven, bevæger sig ikke. Drengene løber ikke mere, de står stille og stirrer. Alt er tyst.
Og da vågner verden igen med et brøl. Emil kaster sig ned på knæ. Hvad er det vigtigste? Vender hende om. Mærke på munden og næsen, hun trækker vejret, hendes brystkasse bevæger sig. Pulsen banker, hjerteslag. Cornelia lever. Han mærker på hendes lemmer ét efter ét, finder ingen brud på knogler. Hun åbner øjnene, blikket vantro.
Skriget forsinket, skærer gennem menneskemylderet, skærer gennem Emil. Hun lever. Sådan må en fødsel være. Ordløs, levende. Et øjeblik var kun lægegerningen nyttig, intet andet. Men allerede nu kryber æstetikken frem igen, skraber og vil lukkes ud, sætte forskrækkelsen på vers. Er hun virkelig uskadt? Et par af skoledrengene står der endnu. Usikre på, om han behøver deres hjælp? Om de er skyldige, om han er?
Han slap hende for ikke selv at falde. Nu holder han hende tæt ind til brystet, vugger hende. Mærke hinandens hjerteslag. De er i live begge to. Begynder at gå.
Langt borte for enden af gaden fornemmer han Luises høje skikkelse. Genkender hun mon datterens stemme? Hidkaldt af skriget, småløbende med sin kurv med nyindkøbte æg nærmer hun sig. Det tror han at ane. Hvis det er sandt, kan han række hende barnet og i stedet bære kurven. Forsøge at forklare hændelsen, der endnu ikke er landet som sandhed inden i ham. Cornelia er roligere nu i hans arme, han tilbyder hende sin finger. Hun drejer hovedet for at tage imod, for at gumle og lindre gummernes kløe. Først nu opdager han den højrøde flænge. Som en ekstra gangsti har den forandret labyrinten i hendes rosenøre. ※
Cindy Lynn Brown
