Julie Top-Nørgaard er journalist, forfatter og underviser på pædagoguddannelsen ved Københavns Professionshøjskole, og sammen med sin kollega på skolen Christian Aabro fik hun ideen til novellesamlingen Mælkekassetårn.
”Vi er optaget af de samtaler, vi har med de studerende om teksterne, de læser på uddannelsen. Faglitterære tekster har det med at lægge op til et rigtigt eller forkert svar, det gælder også casene fra ’det virkelige liv’. De studerende leder i læsningen efter fagbegreber og bestemte signaler, de skal tolke teksterne ud fra, som for eksempel om de skal skrive en underretning, og det kan begrænse forestillingsevnen. Vi ønskede at åbne for andre og mere reflekterende samtaler,” siger Julie Top-Nørgaard.
Selvom næsten alle danskere på et eller andet tidspunkt har været i berøring med et dagtilbud, findes der meget lidt litteratur om emnet, så hun og Christian Aabro kontaktede en række skønlitterære forfattere, som havde skrevet samfundslitteratur tidligere. Nogle af forfatterne havde selv arbejdet som pædagog eller medhjælper i et dagtilbud, andre var forældre, men det var ikke et kriterium. Derimod lagde Top-Nørgaard og Aabro vægt på, at forfatterne skrev relativt tilgængeligt:
”Vi har i stigende grad studerende med forskellige baggrunde på uddannelsen, og nogle er usikre læsere og kan have svært ved at knække koden. En pointe med bogen var også at aktivere flere i debatterne på uddannelsen, og det gør vi blandt andet ved, at der ikke er noget facit. Alle kan komme på banen med deres refleksioner over emnet,” siger Christian Aabro.
Flere deltager i diskussionerne
Bortset fra kravet om, at novellerne skulle berøre det pædagogiske felt, fik forfatterne frie hænder, og det var en smule angstprovokerende for de to redaktører:
”Vi vidste jo ikke, hvad vi ville ende med at modtage, det var helt uforudsigeligt. En enkelt forfatter spurgte, om pædagogen i historien skulle være en helt, men vi valgte at give helt frit spil, og det blev til en række meget forskellige historier set fra både pædagogers, forældres og børns perspektiver,” fortæller Julie Top-Nørgaard.
Mælkekassetårn udkom i 2020 med undertitlen Daginstitutionsnoveller og blev udgivet på Akademisk Forlag, selvom både redaktører og forlag lige skulle bruge noget tid på at finde den rigtige måde at gribe projektet an på.
”Forlaget er faglitterært og kom pludselig ud i en genre, det ikke kendte til. Vi blev for eksempel spurgt, om vi ikke kunne skrive en række arbejdsspørgsmål efter hver novelle, men det var jo slet ikke vores idé med bogen, og i dag kan vi heldigvis se, at flere og flere undervisere bruger novellesamlingen,” siger Christian Aabro.
Modtagelsen af de ti noveller har også været positiv blandt de studerende, fortæller Julie Top-Nørgaard.
”De studerende er meget mere på, end vi havde turdet håbe på. Langt flere end ellers deltager i diskussionerne. Også studerende, som tidligere har haft dårlige skoleoplevelser, byder ind med erfaringer fra deres egen opvækst eller tid som medhjælper eller praktik.”
”Men der er også studerende, der ikke har så mange erfaringer, og som har valgt pædagoguddannelsen for at gøre en forskel for andre mennesker. De kan få et chok, når de står i den virkelighed, som er hverdagen for langt de fleste pædagoger og langt mere indviklet og kompleks end de idealsituationer, man læser om i de faglitterære tekster. Her kan novellerne være med til at justere forventningerne til det arbejdsliv, der venter,” supplerer Christian Aabro.
Lænestol, pejs og bløde tæpper
De studerende bliver præsenteret for en novelle ad gangen. Novellen bliver tit læst op i undervisningen – enten af de studerende på skift eller af underviseren. Det skaber en særlig stemning i rummet:
”Mange har måske været vant til, at læsning var en pligt i gymnasiet. Her er det en sprække i et tæt pakket studieforløb. Når vi læser en novelle sammen, er stemningen lidt, som når der blev sat film på i skolen – en følelse af lænestol, pejs og bløde tæpper,” siger Julie Top-Nørgaard.
Teksterne er ellers langt fra hygge og fredagsslik.
”En af mine studerende sagde, at hun fik helt ondt i maven af at læse en af novellerne, om en meget ung mor, som oplever næsten endeløse krav fra pædagogerne. Man får altså sjældent ondt i maven af faglitteratur, og dermed opnår vi netop det, vi gerne vil, nemlig at fremkalde følelser og forbinde studiet med det praktiske liv,” siger Julie Top-Nørgaard.
”En anmelder beskrev novellerne som benhård socialrealisme,” siger Christian Aabro og trækker lidt på skuldrene, ”for os er det jo bare helt almindelig dagligdag i en daginstitution.”
Succesen med Mælkekassetårn gav forlaget mod på at udgive endnu en novellesamling, men denne gang om det social- og specialpædagogiske arbejde. Novellesamlingen En hummer kan ikke dø udkom sidste år på samme forlag, nu med kollegaen Marianne Eskebæk Larsen som medredaktør. De ni noveller beskriver en hverdag, der til tider er utrolig barsk.
”Kritikere blandt andet fra fagforeninger, der organiserer pædagogisk personale, har været bekymrede for, om de smertefulde og ambivalente følelser i novellerne kunne virke afskrækkende på de studerende. Og der er da også studerende, som har reageret med chok og sagt, at sådan et arbejde ville de aldrig have. Men andre studerende har sagt, at ’sådan er det jo’, for de har været i praktik og oplevet, hvordan det er. Begge reaktioner er måske ikke så dårlige, for så kan vi diskutere de forskellige positioner,” siger Julie Top-Nørgaard.
Skønlitteratur på pensum
Forfatteren Stine Askov, der har arbejdet som pædagog i mange år, har bidraget med noveller til begge bøger, og står i En hummer kan ikke dø for en gruopvækkende beskrivelse af en kvælende følelse af afmagt, der fører til vold.
”Hvis vi alene havde en fagtekst om forråelse, ville de studerende have svært ved at forbinde sig med begrebet. De ville måske bare sige: ’Det sker aldrig for mig.’ Men her får de en helt anden fornemmelse af, hvad det vil sige at være pædagog, både når det går godt, og når det går mindre godt,” mener hun.
Hvis det stod til Julie Top-Nørgaard, stod skønlitteratur øverst på listen over pensum for de studerende, og så kunne de supplere med faglitteratur.
”Jeg tror, vi ville få nogle meget indsigtsfulde og empatiske pædagoger ud af sådan en uddannelse,” siger hun med et skævt smil. ”Men vores mål lige nu er at uddanne gode pædagoger, ikke at få dem til at læse mere skønlitteratur. Når det er sagt, har vi en fornemmelse af, at flere af de studerende får mere mod på at læse. I første omgang vil de måske låne en bog af en af de forfattere, de har læst i novellesamlingerne.”
Akademisk Forlag udgav sidste år en tredje novellesamling i serien, denne gang Levn efter personspecifikke aktiviteter målrettet socialrådgiveruddannelsen. Også de medicinstuderende på Syddansk Universitet læser skønlitteratur, universitetet var det første til at gøre litteratur og kreativ skrivning obligatorisk, med faget Narrativ medicin i 2017. ※
