Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2021

Research er et kluddemor-net af farvede tråde, der redes ud i skriveprocessen

Journalist og forfatter Hanne Sindbæk arbejder på en bog om ægteparret August og Marie Krogh, som bragte opskriften på insulinen til Danmark og startede Novo Nordisk. Hun lukker os ind i sit kringlede researchlaboratorium.

Af Hanne Sindbæk

Jamen hvad døde hun af???

Det er den slags spørgsmål, der uafladeligt flytter mit fokus fra den røde tråd til små, flossede snører, der sender mig ud på kringlede sidespor. Jeg er et halvt år inde i mit arbejde med en biografi om Nobelpristageren August Krogh og hans kone, lægen og forskeren Marie Krogh. Det er nu ikke engang hende, spørgsmålet refererer til. Det er Augusts lillesøster Frida. Jeg sidder på Det Kongelige Bibliotek og læser 100 år gamle breve sendt til August og Marie, og pludselig dukker der en stribe kondolencebreve op, der beklager Fridas alt for tidlige død. Hun var 39 år dengang i 1920. Jeg har læst en del af hendes umådeligt velformulerede og veloplagte breve til sine søskende. For eksempel en kostelig reportage fra August Kroghs Nobelprisuddeling i Stockholm, hvor Frida beskriver slutningen af den ceremonielle del sådan her:

… endelig prisen til Knut Hamsun. Hans lille nydelige kone sad ved siden af os og så noget nervøs ud på mandens vegne. Efter denne del af festen, som var den højtideligste, fulgte så banketten i vort eget hotels store forgyldte spisesal og tilstødende saloner, men inden denne fik August tid til at indsætte sine penge i en nærliggende bank, som overflyttede dem til Privatbanken i København, hvor de straks næste dag blev omsat til dansk mønt. (Nobels kontante pris dengang var på 134.100 svenske kroner = 2,3 millioner danske nutidskroner, så det var mange penge at rende rundt med på lommen).

Frida står tydeligt for mig som et livstykke; en lys og let kvinde, så hvad dør hun dog af bare et par måneder senere? Jeg kan ikke slippe spørgsmålet og overgiver mig til jagten på svaret. Jeg finder det heldigvis hurtigt i Politikens arkiv, hvor avisen fra den 9. juli 1922 kan berette, at kommunelærerinde Frida Krogh var druknet i en badeulykke. Således oplyst kan jeg vel vende tilbage til hovedsporet: August og Marie. Men det nager mig. Avisen skrev, at Frida Krogh var en dygtig svømmerske. Der er noget, der ikke stemmer. Og jeg kommer i tanke om, at der blandt hendes lyse og lette breve lå et enkelt, meget dystert, hvor hun fortæller om sit stadigt hyppigere tilbagevendende tungsind og skriver, at hun slet ikke kan være sammen med sine søskende, fordi hun føler sig ringere end dem. Det er storebror Johan, hun betror sig til.

Han har selv lidt under depressioner og emigrerede i øvrigt til Chile, hvilket – apropos sidespor – har fået mig til at overveje, hvad der dog fik en ung mand fra en tætvævet familie til at emigrere så langt væk. Billeder og breve har givet mig en ide om, at hans depressioner måske ligefrem havde en årsag, for der er nemlig aldrig nogen kvinde i billedet. Men måske en mand?

Senere fortæller August og Maries barnebarn mig, at det med Johan havde han ikke tænkt på. Men den anden bror, Emil, mente han i øvrigt nok havde været homoseksuel. Og de tre Krogh-søstre havde ifølge familieoverleveringen ligefrem indgået en pagt med hinanden om at gøre en ende på det, hvis livet blev for svært.

Det er ikke så meget et svar på noget, som det er en åbning til tusind nye spørgsmål, der endnu rumsterer i mit baghoved.

Det er i høj grad sådan, min researchtid går. Mens jeg fra arkiver, bøger og samtaler med kloge mennesker samler informationer om August og Marie Krogh og deres liv, så opstår der uafladeligt nye digressioner, der lokker mig på afveje og omveje, der måske og måske ikke vil vise sig at være helt centrale i fortællingen.

Under alle omstændigheder efterlader det mig med et kluddermor-net af farvede tråde, som jeg med vekslende fortvivlelse forsøger at rede ud og lægge pænt til rette i min dropbox. Skal Fridas død have en mappe for sig? Skal den indgå i mappen med noter fra de år? Skal den være i mappen af materiale til fortællingen om Nobelprisen? Det forekommer mig, at ligegyldigt hvor og hvordan jeg lægger den, så ender det som altid med, at jeg ikke kan finde oplysningerne, når jeg skal bruge dem, som nu for eksempel, hvor jeg sidder og skriver dette. Gudskelov for Mac’ens meget effektive søgefunktion. Mit arbejde er en evig kamp for at få en følelse af overblik. Som regel må jeg nøjes med glimt af overblikket og i stedet satse på, at helheden findes i detaljen.

Jeg lærte August og Marie Kroghs eksistens at kende i 2017 og var nærmest chokeret over, at jeg ikke havde kendt til dem før. Jeg lavede research til De renfærdige, som var en fortælling om Novo Nordisk gennem 100 år. I den spiller Krogh-parret en nøglerolle af den enkle årsag, at det var dem, der skaffede insulinopskriften til Danmark (fra Canada, der havde fundet på den), og som startede virksomheden. Men det var kun en meget lille del af deres imponerende livsværk. Det mest centrale materiale for min bog er det, jeg finder i de 81 kapsler, der udgør August og Marie Krogh-arkivet på Det Kongelige Bibliotek. Så det var noget af en streg i regningen, da det var coronalukket i fire – FIRE – måneder. Jeg stod nærmest og kradsede på døren og var lykkelig, da jeg endelig blev lukket ind igen.

Jeg kaster mig over August og Maries yndige kærlighedskorrespondance fra 1904. Især August skriver vidunderligt, og jeg forelsker mig helt i hans selvopfundne moderne form for retskrivning. Han trodser tidens regler og skriver ikke navneord med stort, medmindre de forekommer ham virkelig betydningsfulde. Han anser kommaer for spild af tid, ligesom der ikke er nogen grund til at bruge to bogstaver, når man har ét, der er dækkende. Han er storforbruger af bogstavet x, og jeg elsker det! Vi skal meget have x ind i vores stavning igen og skrive strax i stedet for straks; exempel i stedet for eksempel – fortsæt selv. Nå, men det var et sidespor af de unyttige … August skriver levende, ofte og meget om, hvad han laver, tænker og tror, så han står tydeligt for mig. Marie derimod skriver meget lidt om sig selv. Hun er på kvindevis mere interesseret i andre, og det er en kamp for mig at hive hende ud af skyggen. Jeg har informationer nok til at vide, at hun ikke hører til derinde, men fortjener at komme helt ud i lyset og helt frem sammen med August i min bog.

Jeg har med en dybt engageret lokalhistorikers hjælp fundet alt, hvad der kan findes af faktuelle oplysninger om hendes barndom på Fyn. Der er ikke den folketælling, den kirkebog, den lokalavis, der ikke er blevet gennemtrawlet i min søgen efter Maries historie og personlighed. Jeg kender hendes mor, far, søskende. Jeg kender deres livsforløb, og jeg kender hendes lærer, som må have sået frøet af ambition i hende. Jeg begynder at have en ret tydelig fornemmelse af hende som kvinde. Hun var ikke optaget af penge og prestige. “Kærligheden til mennesker og kærligheden til sandheden er livets hovedhjørnesten.” Det var den devise, både August og Marie levede efter. Hun var ligesom han i videnskabens og menneskenes tjeneste.

Så sidder jeg en dag som en af mange nyttige overspringshandlinger og kigger lidt på mine billeder af Marie. Jeg prøver at fornemme hende, da jeg pludselig studser over den broche, hun bærer. Er det ikke et Georg Jensen-smykke? Det ligner det i høj grad, og jeg ved, at Georg Jensen netop dér i 1900-tallets spæde begyndelse åbnede egen sølvsmedje i Bredgade, og den blev hurtigt det hotteste hotte. Havde nøjsomme Marie virkelig anskaffet sig en smart Georg Jensen-broche? Og hvorfor? Jamen jeg MÅ altså vide det, for det ændrer jo mit billede af hende. Jeg cykler ind til Georg Jensen på Amagertorv, for jeg ved, der er en ekspert i historiske smykker derinde. Den kompetente dame kigger i gamle mapper og konkluderer, at brochen ikke var i Georg Jensens sortiment.

“Han kan have lavet den efter tegning af Thorvald Bindesbøll,” fortæller hun og understreger, at den stil – skønvirke – var meget populær dengang, så mange sølvsmede lavede den slags. Jeg spørger Bruun Rasmussens eksperter, der afviser, at det kan være Bindesbøll, men måske en Mogens Ballin … Jeg hælder selv til, at det MÅ være noget Bindesbøll, og skriver til den ene og den anden ekspert. Mens jeg venter på svar, studerer jeg billeder af Marie. Hun har praktisk taget ingen smykker på. Ikke så meget som en vielsesring, kan jeg se, men på et par fotos fra USA, hvor hun er omringet af akademiske notabiliteter, spotter jeg en ring på hendes højre hånds pegefinger. Den sidder der ikke for pyntens skyld, men for prestigen. Det er nemlig en doktorring, kan jeg se, for det laurbærkransede Minervahoved på den er tydeligt. Jeg har ikke set ringen på nogen andre billeder og bliver klar over, at Marie bærer den på USA-turneen, for at de mange lærde, hun og August møder, skal forstå, at nok er hun med som Nobelpristagerens hustru, men hun er sandelig noget i egen ret; nemlig Danmarks fjerde kvindelige dr.med. Det blev hun i 1914, året inden hun sammen med alle andre danske kvinder fik stemmeret.

O.k., det var så et sidespor i sidesporet. Nogle fine, små tråde i aparte nuancer, der sætter farver på hendes personlighed. Men det var den fine broche, jeg kom fra, og spørgsmålet om, hvorfor Marie dog havde noget så ukarakteristisk ekstravagant. Billedet er taget af en professionel fotograf, men er udateret. Jeg ser på hende og vurderer, at hun er omkring de 30 år. Det kan være en morgengave fra August. Men da der ikke engang er vielsesringe til deres borgerlige bryllup, så er det ikke sandsynligt, at han har givet hende et smykke ved den lejlighed. Nej, nu har jeg det! Han har villet give hende et helt usædvanligt minde om en begivenhed, som begge regnede for noget af det fineste, nemlig akademiske præstationer. Det må være fra 1907, da hun 32 år gammel bliver kandidat i medicin. Ved den lejlighed er hun sikkert også blevet profes-
sionelt fotograferet, og det er det billede, jeg sidder og kigger på og tænker, at med den ranke holdning og det faste blik må det også være det billede, hendes svigerinde Frida siden refererer til som “dronningebilledet”.

Hmmmm, hvordan arkiverer jeg alt det her, så jeg kan finde det igen? Hvor hører det hjemme i fortællingen? Kan jeg tillade mig at bruge det til at skrive en scene, hvor August giver hende brochen som gave efter hendes embedseksamen? Så kan jeg bagefter sende dem af sted på den rejse, som er typisk for deres måde at fejre ting på, nemlig en rejse til en videnskabelig kongres. Det sidste er fakta, det med brochen er en velunderbygget formodning. Hvor går grænsen for, hvad der er o.k. i den højere teksts tjeneste?

Det er den slags spørgsmål, jeg konstant tumler med, her lige inden skriveprocessen skal gå i gang for alvor. Og det piner mig, at den ekstravagante broche skal så tvivl om mit billede af Marie så sent i processen. Jeg er tilbage på Det Kongelige Bibliotek og læser lidt fraværende i breve til Marie fra “andre” – altså andre end mand, børn, svigerbørn og slægtninge. Jeg håber at finde nogle venindebreve fulde af spændende betroelser, der kan fortælle mig mere om, hvordan hun tænkte og var. Men jeg bliver skuffet. Altid skriver hun om andre, aldrig om sig selv. Men så dukker pludselig et brev op fra en dansk veninde, der bor i USA, der takker Marie for den fine gave; nemlig Maries egen broche! Hvad for noget? O.k., hun forærer simpelthen sin broche til veninden, der havde beundret den. O.k., så kender jeg Marie igen. Tror jeg i hvert fald.

Sådan foregår mit researcharbejde: I lange, seje træk og små, kvikke spring samler jeg et væld af mangefarvede tråde, der først indvikler sig, men som det forhåbentlig vil lykkes mig at rede ud og væve sammen til en gobelin så medrivende som Bayeux-tapetet. Jeg frygter dog – som altid – at det kommer til at ligne noget, Hanne fra 2. c har brikvævet nede i fritidshjemmet. ※

2004 - 2022 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte