Kapitel 4: Mørke
Skumringen lægger sig som aske, som røgfarvet kvarts over den odenseanske sommer. En fedtet, lummer brise smyger sig ind gennem det åbne vindue og aflejrer sig på den sorte lædertaske, der står på bordet under vinduet. Instrumenter af metal ligger lemfældigt henkastet i tasken, en tilstand, som for kun få år siden havde været utilladelig for ejermanden, en ærværdig stiftsfysikus.
På sengen længere inde i rummet ligger denne mand, delvist afklædt. En stuepige har hjulpet ham, men han verfede hende væk i et anfald af pludselig irritation. Endnu en gang har han været nødsaget til at melde afbud til et middagsselskab; han formår ikke at mønstre den energi, der kræves for at deltage i en sådan soiré. Han håber, at han er savnet, at de øvrige gæster grangiveligt længes efter hans skarpe iagttagelsesevne og lebendige responser. Nu ligger han halvt slumrende, med indvolde i oprør efter kun et beskedent stykke postej og ganske få glas vin. Ord dukker glimtvis frem i hans hjerne, for straks at forsvinde igen, opløst i dansende skyer af støv.
Hvad var det, den morsomme Kierkegaard havde benævnt sin klub af afdøde? Åh jo – symparanekromenoi. Et broderskab af skrivende, der i så grundlæggende grad keder sig ved det borgerlige livs restriktioner, at alt, hvad der frembringes af skriftlige vidnesbyrd, kategoriseres som posthumt. En kluklatter forbereder sig på at bevæge sig op forbi solar plexus og ud gennem halsen, gennem læbernes leverfarvede gardin, men opgiver, endnu før den får iført sig lyd. Han husker deres spadsereture rundt i hovedstaden, husker, hvordan deres skridt efterhånden faldt i takt trods deres endog meget forskellige fysiske størrelse, at disse synkrone skridt virkede som pousserende for tanker såvel som konversation. Den gode Kierkegaard havde talt om modsætningen mellem det æstetiske og det etiske liv. Men er han, manden i sengen, hr. Emil, ikke netop hverken enten eller, men både og? På samme tid lyrisk levemand og den objektive videnskabs bannerfører? Han ville ønske, at han mægtede at tænke tanken til ende.
Burde man forfatte et brev? Hvorfor egentlig? Og til hvem – urtekræmmer Petersen igen? Han evner end ikke at forsøge at rejse sig og række ud efter pennen på den lille skrivepult. Afstanden føles uoverstigelig. Han føler en abnorm tyngde i hele legemet, sågar i sjælen. Et blytæppe indhyller ham ganske, holdt på plads af kedsomhedsdæmoner. Hvem kunne ane, at rastløshed kunne veje så meget?
Ord. Altets bestanddele. Det kan man i hvert fald mene. Kroppen består af ord, en tekst er et korpus af ord; ergo kan der sættes lighedstegn mellem krop og tekst. Muligvis slet ikke. Men har lægegerningen ikke ideligt mindet ham om, at menneskers legemlige lidelser kun kan anskueliggøres og belyses med ord, med sprog? Har han ikke nydt sprogets kraft til at klarlægge for patienterne deres somatiske sammenbrud?
Men hvad stiller man op, når ord ikke længere slår til? Når døden indtræffer, dette endeløse, evindelige øde, kastes man bort i et mørke, der ganske undviger menneskenes sprog. Ofte har han endvidere oplevet, at de efterladtes sorg
ligeledes er for stor, for kvalfuld til ord. Spørgsmål, spørgsmål, spørgsmål, klæbrigt mosevand, hvor svarene stikker op som forræderisk bævrende tuer.
Den svære mand vender sig om på siden, forsøger at finde sig til rette, men lummerheden har taget bo i lagenet, har hånligt fået det til at krølle ubekvemt. Lummerheden ledsages af alder og får samtidig aldringen til at øge hastigheden; den trykker ham ublidt på milten, binder sære knob på hans tarme, fylder luftrøret med fugt og phlegma og hyller hans hjerne i tusmørkedis.
Hvad vil det sige at ældes? Er det ikke blot en gradvis afståelse af raskhed, en erstatning af glæde med smerte? I så fald begynder aldringen straks fra fødslen, om end bevidstheden herom næppe indtræffer, før man har nået voksenalderen. Det første møde med verden er smerteligt; således må det være at blive konfronteret med kulde og skarpt lys, hvor man førhen har været vant til sagte, mygt vuggende mørke. For hvert leveår støder nye defekter og skrøbeligheder til, til man ender som sjusket masse af minusser.
En fugl sætter sig til at synge i nærheden. En solsort, antageligvis. Dens tilsyneladende sorgløshed i den tiltagende dunkelhed – helt mørkt bliver det kun ganske kortvarigt – fortrænger ordene i hans hjerne og erstatter dem med billeder. Han ser for sig det irrede spir på kirken i Nysted. Huset i Adelgade. Aalholm Slot og greve-
familien, hvis små og store skavanker han efter bedste evne tog sig af. Dog formåede han ikke at redde den søde, rosenkindede komtesse Amalie Raben, hans muse. Hun var et væld af åndrige samtaler, mens Caroline virkede så ideligt tynget af graviditeter. Manden i sengen rynker panden. Han forstår det ikke. Hvordan kan det være så tyngende at sætte nyt liv i verden? Det burde være en kilde til stor lykke således at videreføre slægten, videreføre selve livet. Han har selv betragtet børneflokken med en vis stolthed, om ikke andet så fordi de står som selve symbolet på hans fortsatte virilitet. Han prøver at vende sig, at finde en mere komfortabel stilling. Kanhænde at Caroline oplevede tilsvarende kropslige gener, at også hun havde det, som om fasanpostej og Moselvin æltede rundt i hendes indre og kappedes om en alt for beskeden plads. Det er vel en tanke værd, men igen fattes han energien til at gå videre med den.
Han ville ønske, at han kunne se blomsterne langs muren. Morgenfrue, løvetand, selv nælderne savner han, med deres hidsige toksiner og undseelige blågrønne blomster. Lige nu ville han med kyshånd tage imod mavedråber, brystdråber, urteudtræk, snart sagt hvad som helst, som muligvis ville kunne lindre og bringe fred til hans martrede indvolde.
Andre navne dukker nu op som dansende lygtemænd i mandens hede hjerne og forsøger at lokke ham – til hvad? Hvorfor? Har han feber? Har en eller anden ukendt sot fået tag i ham? Manden gennemgår en liste over kendte sygdomme i hovedet. Ingen passer nøjagtigt til hans mange sære symptomer. Navne. Luise, som han forførte. Caroline, hans kære hustru gennem snart tredive år. København, denne kimære; denne livfulde, lastefulde højborg for kunst og kultur, hvor ens skæbne ej længere var helt ens egen. Nysted, det paradis, hvorfra han måtte forvise sig selv, da det viste sig, at træerne havde torne skjult blandt de læskende frugter. Det skulle have været den evindelige forelskelses paradis. Men. Altid har der været et Men som en spagfærdig, af statur ganske lille, men dog vilter følgesvend.
”Kærligheden kan ikke bestå uden en evig gentagen forelskelse; det væsen, man vedvarende skal elske, må under alle livets nye påvirkninger vise ny elskværdighed, må i sit indre eje en utømmelig kilde af skønhed.” Havde han skrevet det i et brev, eller ville han nu blot ønske, at han havde gjort det? Hvorfor havde Caroline dog ikke forstået det? Måske var sagen snarere, at hun havde forstået det alt for godt. Men var det alligevel en fejl at vælge Sakskøbing som ny hjemby? Måske. Måske ikke.
Hvad fanden er der med den madras? Man skulle tro, den var stoppet med roer og ikke fjer. Fanden stå i det. Mennesket har betvunget mørket og bortvist overtroens mørkevæsner med lamper og anden form for oplysning, men alligevel skal man kæmpe med et så eklatant legemligt ubehag. Manden mærker sveddråber pible ned langs ribbenene som små snegledyr.
Er vi mere end bobler i bækken? Næppe. Erindringen om denne linje bibringer ham glæde og bitterhed i nogenlunde egale kvanta. Måske skulle man have gjort mere ved digtningen, måske skulle man have villet det mere. For hvilket aftryk efterlader vi os her i verden, når vi ikke er her længere? Hvad huskes vi for, i det omfang vi overhovedet huskes? Mon ikke de fleste er ganske ligeglade med, om de bliver husket. Han misunder dem. Tænk, hvis man kunne nøjes med at udføre sin daglige dont og fare heden, når tiden var inde, uden at bekymre sig om, hvad eftertiden måtte mene.
Men poesien lever videre, ofte længe efter at ordenes ophavsmand er borte. Det er vel netop gennem sproget, man kan sikre sig en form for udødelighed, om ikke andet så fordi de kommende generationer må og skal bruge sproget for at omtale én. Havde det ikke været formålstjenligt, om man selv havde efterladt mere sprog, en brønd af digterisk drømmeri, hvorfra de kunne hente materialer til ens udødelighed, hvorfra de kunne citere, bruge ord, man selv havde frembragt, til at holde én flydende oven over glemslens sortplumrede vande.
Hans hjerte galopperer. Ikke som en forårsmunter hingst, men som en skræmt hjort, der fordrives fra græsningen ved skovbrynet af ukendte farer.
Usikkerheden tager mørket til sig, svøber det om sig og skaber en tæthed, som synes at udøve et kraftigt pres mod hans lunger. Som ung mand havde han tænkt sig lidenskaben som uendelig, men nu må denne uendelighed alligevel afsnubbes. Lidenskab virker netop nu ikke mindre fjern end den måne, han aner lige oven for vinduesrammen. Han ser for sit indre øje altings slutning som et mørkt lysende punkt i en horisont, der nærmer sig med fortvivlende hast. Punktet har visse ligheder med et foster. Eller en hjerne. Det udvikler vinger, store sorte vinger. For enden af hver vinge sidder fjer, og for enden af hver fjer er der fingre, som borer sig ned i svælget på ham. Han udstøder et næppe hørligt gisp. Mørket bliver totalt. ※
Her slutter føljetonen om Emil Aarestrup.
※ Find kapitel 1, ‘Bobler i Nyhavn’ af Sally Altschuler, i Forfatteren #4, 2022.
※ Kapitel 2, ‘Rosenøre’ af Cindy Lynn Brown, i Forfatteren #1, 2023.
Rasmus Hastrup
