Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 3 - 2020

En kønsneutral billedbog til børn

Kønsneutral betyder, at kønnets eksistens og forskelle anerkendes, uden at det bliver direkte fremhævet, skriver denne artikels forfatter. Hun har skrevet speciale om kønsneutrale børnebilledbøger og giver her sit bud på, hvad det kræver at skrive om kønsneutralitet.

Af Nynne Billesbølle Tworek

Børnelitteraturens fornemmeste opgave er at gribe fat i verden, som den er lige nu, og derfra give læserne, både børn og voksne, en mulighed for at stille spørgsmål til de grundlæggende forskelle og ligheder, der findes i verden. Hvilken verden griber den kønsneutrale billedbog for børn så fat i nu?

Jeg har skrevet speciale om kønsneutralitet i skandinavisk børnelitteratur og undersøgt fænomenet ud fra fem billedbøger for børn. Mine fem udvalgte billedbøger blev præsenteret eller lanceret som kønsneutrale, enten hele bogen eller blot enkelte af karaktererne. Fire af bøgerne er svenske, den femte er dansk, men skrevet og illustreret af en svensker, som har boet i Danmark gennem en længere årrække.

Vil du kaste dig ud i at skabe en kønsneutral billedbog for børn, kan mine refleksioner måske hjælpe dig på vej.

 

Kønsneutral er en brydning af  “pige” og “dreng”

Det neutrale køn er mennesket, hvor det overflødige er taget væk, men hvad er overflødigt? Noget må nødvendigvis kunne skæres væk, for at det kan blive neutralt. For antropologer og sociologer kan det være, hvordan man viser og udlever sit køn i det samfund, man lever i, og den kultur, man er en del af. For jordemødre, læger, sygeplejersker og fysioterapeuter vil det være hormoner, kønsdele, kønskromosomerne X og Y og så videre. Det kan være svært at skabe en fælles forståelse for, hvad et menneske uden køn er, og hvad der ligger derudover. Som udgangspunkt kræver det derfor en del flere overvejelser og refleksioner over egen kønsforståelse. En måde at indlede på kan være at tænke i modsætninger, for det er sådan, vi forstår og går til verden. Hvad forbinder du med pige? Hvad forbinder du med dreng? Hvad forbinder du med det neutrale køn? Hvad forbinder du med mennesket? Vi mennesker tillægger et fænomen en bestemt betydning, i det øjeblik vi har et sprog for det. Man skal derfor være opmærksom på, at så snart man skaber en kønsneutral billedbog for børn, så bidrager man også til en bestemt måde at udtrykke kønsneutralitet på. En måde, der ikke alene taler sig ind i, men også uden om den forståelse af køn, og det neutrale køn, der allerede eksisterer i ens eget sprog.

Ifølge professor ved University of Melbourne Bronwyn Davies indrammer og begrænser kategorierne pige og dreng barnet, fordi de dikterer, at det feminine og det maskuline er centrale i barnets identitet. Kønsneutralitet handler derfor også om ikke at sætte spørgsmålstegn ved netop barnets identitet. F.eks. hvis en dreng kan lide at lege med dukker, eller en pige kan lide at spille fodbold – firkantet sagt. En kønsneutral billedbog for børn vil kunne forme et kønsrum, som barnelæseren kan hoppe frem og tilbage i. Et rum, hvor voksne, eller for den sags skyld andre børn, ikke fordømmer eller pådutter barnet deres egne forestillinger om, hvordan det skal udleve sit køn.

 

Udfordringer ved kønsneutralitet

Børnelitteraturens fremstilling af køn og kønsneutralitet kan være et vigtigt led i både børns og voksnes forståelse og fortolkning af, hvordan man er sit køn. Den kan give familier, der lever uden for kønsnormerne, en stemme i vores samfund.

Samtidig er der flere betydelige udfordringer – en af dem er, at kønsneutrale billedbøger for børn vil komme til at skabe en bestemt betydning af kønsneutralitet, hvilket på længere sigt vil stride imod betegnelsen “neutral”. En anden udfordring er, at den måde at skrive børnelitteratur på kommer til at bekræfte voksenlæserens allerede eksisterende fordomme om kønnene. I Nu leker vi, den ene af de fem udvalgte bøger, er de traditionelle kønsroller vendt på hovedet – igen firkantet sagt. Her er mor håndværkeren, mens far tager sig af børnene. Dermed bliver voksenlæserens opmærksomhed måske netop henledt på køn og kønnet opførsel, hvorimod den sande neutralitet ville være, at læserne slet ikke blev bemærkede køn i teksten.

Kønsdebatten er blandt andet en kamp på menneskers egne værdier og normer om, hvordan de ser og udlever deres eget køn – endnu en udfordring er her, at den kønsneutrale billedbog kan stride imod disse værdier og normer. Og den forfatter eller illustrator, der skaber værket, blander sig derved i, hvordan børn og deres voksne bør udleve deres køn.

 

Kønsneutral?

Der er enkelte refleksioner man kan gøre sig, inden man går i gang med at skrive og illustrere en kønsneutral billedbog for børn. I mit speciale konkluderer jeg først og fremmest, at kønsneutral børnelitteratur er, når kønnet ikke er afgørende for handlingsforløbet. Det, der kendetegner den kønsneutrale billedbog for børn, er, at der ikke er kønnede pronominer, og at forfatteren skriver f.eks. “den” eller bruger alternative  navne som f.eks. Menid eller Kaft, to karakterer i Universet er det største i hele verden. Der skrives eller illustreres ikke efter kønnede symboler, f.eks. at lyserød er en “pigefarve” og lyseblå en “drengefarve”. Den neutrale billedbog tillægger ikke femininitet og maskulinitet et bestemt køn, men lader forskellige kønsidentiteter eller samlivsformer, særligt i forbindelse med familien, indgå naturligt i fortællingen – fremhæver dem altså ikke som anderledes. Det er mine konklusioner, og hvis du vil skrive og/eller illustrere en kønsneutral billedbog for børn, så fortsæt, hvor min blyant slap. Skab din egen forståelse af fænomenet kønsneutralitet. For i sidste ende handler det blot om en anden måde at præsentere køn på for børn og deres voksne. I sidste ende handler det blot om, at kønnets eksistens og forskelle anerkendes, uden at det bliver fremhævet.

 

 

De omtalte bøger:

※ Jesper Lundqvist & Bettina Johansson (2013): Kivi och Monsterhund. OLIKA Förlag.

※ Lisen Adbåge (2013): Koko och Bosse törs inte! Natur & Kultur.

※ Mio Mahl (2015): Universet er det største i hele verden. Forallgenders.

※ Sara B. Elfgren & Maria Fröhlich (2016): Nu leker vi! Rabén & Sjögren.

※ Åsa Mendel-Hartvig & Caroline Röstlund (2012): Orättvist! OLIKA Förlag

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte