I 1973 rejste jeg til Nepal sammen med tre venner, det var et must for enhver ordentlig hippie. For en 19-årig som mig, der hidtil ikke havde rejst meget længere væk end Sverige, var det noget af en mundfuld. Jeg fløj til New Delhis dampende varme, hvor jeg blev hentet af vennerne i det obligatoriske VW-rugbrød. De havde allerede været undervejs i nogle måneder. Efter tre dage var jeg parat til at give alt, hvad jeg havde, for at komme hjem. Det var simpelthen skræmmende, og tilmed fik jeg indermave, nærmest da jeg trådte ud af Aero-flot-flyet. Jeg kom dog ikke hjem før fem måneder senere. Vi opholdt os et par måneder i Nepal, gjorde alt det, man skulle, og så brugte vi tre måneder på at køre hjem gennem Indien, Pakistan, Afghanistan, Iran, Tyrkiet m.m. Det kunne man gøre uden problemer dengang, selvom vi lige skulle gennem et militærkup i Afghanistan.
Der er oplevelser i livet, som man ved er en slags omdrejningspunkter i tilværelsen. Den rejse er uden tvivl en af mine, og dette skal handle om, hvordan rejsen kom til at betyde noget for børnelitteraturen i Nepal.
Jeg drømte jo hele tiden om at genbesøge det fantastiske land, og efter tredive år, i 2003, lykkedes det. Hjemmefra havde jeg fået kontakt til en nyoprettet organisation for skolebibliotekarer, som sammen med NESCHIL, det nepalesiske selskab for børnelitteratur, hurtigt stablede en todages workshop på benene for deres medlemmer.
Døden som børnefortælling
Til lejligheden fik jeg oversat en af mine historier om Tudse og Spidsmus til nepali. Den handler om de to venner, som møder en forhindring på vej til søen, og hvordan de med deres forskellige temperamenter griber det an, da det langsomt går op for dem, at det er et dødt pindsvin.
Den ene halvdel af deltagerne syntes, at det var en fin historie, den anden mente, at man slet ikke skulle fortælle historier om døden for små børn. Det blev en ret heftig diskussion, hvor jeg argumenterede for, at små børn var helt bevidste om døden, og at det var godt for deres udvikling at sætte ord på det. Det lærte mig noget om nepalesisk tankegang i almindelighed og holdningen til barndom i særdeleshed. Børn skulle helst skånes for ubehagelige emner, og primært burde børnebøger være opdragende, have en klar, positiv morale, som de små kan lære noget af.
Det arbejdede vi med i de to dage. Vi flyttede selvfølgelig hverken bjerge eller ret mange kommaer, men det blev begyndelsen til et frugtbart samarbejde med NESCHIL, forfattere, illustratorer og forlag – et samarbejde, som stadig er vældig levende.
Kedelige nepalesiske børnebøger
De børnebøger, jeg så i 2003, havde generelt så meget fokus på det opdragende, at de var kedelige, og det blev ikke bedre af, at illustrationerne generelt var ret primitive. Alt, hvad der fandtes, var små, dårligt trykte hæfter med korte, opbyggelige historier.
I 2006 arbejdede jeg sammen med det nu hedengangne Center for Kultur og Udvikling, CKU, som var en slags kulturarm for DANIDA, og vi fik et dansk finansieret, flerårigt udviklingsprojekt stablet på benene som et samarbejde mellem CKU, ambassaden i Kathmandu, NESCHIL og Dansk Forfatterforening. Den første workshop fandt sted i 2007 på et jungleresort. Skolebibliotekar Inger Byrjalsen, Lise Bidstrup og jeg styrede et forløb, som handlede om at skabe illustrerede historier. Vi lagde meget vægt på, at illustratoren ikke er forfatterens værktøj, men selvstændig medskaber af værket. Det var helt nyt for alle, og især for nogle af forfatterne var det også provokerende. Vi gjorde meget ud af at få deltagerne til at springe ud i at fortælle en historie, som først og fremmest var spændende og i mindre grad belærende. I gruppen var der både yngre og ældre forfattere med mange udgivelser bag sig. Som forventet var der umiddelbart lydhørhed hos de yngre, men vi var også opmærksomme på, at det var nødvendigt med en vis accept hos de ældre, fordi de yngre behandlede dem med den respekt, som ældre nu engang nyder i Nepal. Man sagde dem ikke direkte imod.
Kreativ tolkning
I 2008 lavede vi endnu en uges workshop på et resort på kanten af Kathmandudalen. Her deltog Hanne Kvist, Nanna Gyldenkærne, Lise Bidstrup og jeg. Vi fulgte op på erfaringerne fra året før, og gik måske lidt hårdere til især forfatterne. I workshoppene var vi naturligvis helt afhængige af pålidelige tolke, både den ene og den anden vej. Det kan være temmelig begrænsende, når man arbejder med tekst. En af tolkene måtte vi fyre, da det gik op for os, at han ikke kun oversatte, men i høj grad også krydrede tolkningen med sin egen opfattelse af, hvad der var godt for børn.
En anden stor udfordring i Nepal, ikke kun for udviklingen af børnelitteratur, men i almindelighed, er infrastrukturen. Når man bevæger sig uden for Kathmandudalen, skal man regne med at tilbagelægge tredive kilometer i timen de steder, hvor der er nogenlunde asfalterede veje, men i 2010 rullede vi ud på vejene med projektets flagskib, Story Express. Lise Bidstrup og undertegnede var her sammen med nepalesiske forfattere og illustratorer, en skuespiller- og musikertrup samt projektkoordinatoren, Renchin Yonjan, fra den danske ambassade. I en uge kørte vi rundt i landet i en bus og underholdt med teater, storytelling, illustration m.m. i områder langt fra Kathmandu, hvor sådan noget var meget, meget ualmindeligt. Samtidig delte vi kasser med nye børnebøger ud til de lokale biblioteker, kasser, som var små, mobile biblioteker, der kunne transporteres med bærere eller på muldyr ud til landsbyer, hvortil man ikke kunne køre.
Et af de samfund, vi besøgte, var Phalebaas i det vestlige Nepal. Vi optrådte på den lokale government school, hvor der blev spillet teater, fortalt historier og spillet musik, alt sammen med et publikum på flere hundrede børn, deres lærere og en stor del af forældrene. Dette var ikke hverdagskost.
Lise og jeg optrådte med en børnesang, som jeg har lavet engang. Den handler om, at det godt kan være, at forældrene siger, man skal spise sundt, men det er meget bedre at spise slik, og man bliver dårlig, hvis ikke man får nok. Vi havde fået den oversat til et sangbart nepali, og det lykkedes os at lære den til nogle hundrede børn, som sikkert syntes, at det var noget af det frækkeste, de nogensinde havde hørt fra voksne.
Første linje lød noget i retning af: Ama bancchin, ramro khana
Den sang kommer vi tilbage til!
Biblen er sjov
Det officielle projekt sluttede i 2010, og jeg tør godt hævde, at det var en succes. Jeg er fortsat med at lave kortere projekter, og med årene har jeg fået en masse gode venner i Nepal, hvilket betyder, at jeg rejser derud, når det kan lade sig gøre. Vi laver altid en tur rundt på skoler og/eller et par workshops, senest i februar 2022, hvor workshoppen blev arrangeret af et helt nyt forlag, som er startet af tre unge ildsjæle. To af dem er kvinder, som, da de var teenagere og under uddannelse til illustratorer, var med på vores workshops og deltog i Story Expressen i 2010. Se, det er sguda opmuntrende…
Det er helt tydeligt, at børnelitteraturen har udviklet sig voldsomt på de år. Jeg bilder mig ikke ind, at det er min skyld, men jeg har nok været der på det rigtige tidspunkt og været med til at sætte noget i gang, som nu udvikler sig videre af helt egen kraft med mange af mine venner som drivkræfter.
I forhold til mange andre danske bistandsprojekter er udgiften til disse litteraturprojekter minimal. Mine danske kolleger og jeg har ikke fået noget, der ligner konsulenthonorar, kun diæter og rejseudgifter. Det, som virkelig rykker, er længden af projekterne. I løbet af ti år kan man se en forskel. Samtidig tør jeg godt lægge hovedet på blokken og påstå, at disse projekter har en blivende værdi, der rækker meget længere end det umiddelbare, at børn bliver mere interesserede i at læse. Vigtigheden af god børnelitteratur er ikke mindre i lande som Nepal og Vietnam, fordi de har andre og umiddelbart mere iøjnefaldende udfordringer. Jeg tror, at vi på den måde kan være med til at udvikle demokratisk tankegang, der kan udfordre den traditionelle og samfundsbevarende kultur.
Sliksangen
For nogle år siden kom jeg tilbage til Phalebaas, ikke i bus, men gående fra den nærmeste større by, en vandretur på nogle timer, bl.a. over den længste hængebro, jeg nogensinde har set. Da jeg nærmede mig Phalebaas, kom en knægt imod mig, og da han så på mig, lyste han op i et bredt smil. Så pegede han på mig og begyndte at synge sliksangen:
– Ama bancchin, ramro khana … ※
Sally Salomon Altschuler
