Hvornår vidste du, at du ville være forfatter?
Jeg vidste ikke, at jeg ville være forfatter, da jeg var barn. Jeg har nok vidst, at jeg skulle arbejde med tekst. Men det var uklart for mig, hvordan det skulle foregå. Mens jeg gik på HF i hhv. Nuuk og Odense, forestillede jeg mig, at jeg ville læse journalistik eller kommunikation. Tilfældet ville så, at overgangen fra at bo i Grønland og til at bo i Danmark var ganske svær. Jeg var vel i en slags identitetskrise: Var jeg grønlænder, eller var jeg dansker, og hvor hørte jeg egentlig til henne? Jeg droppede mine studier og startede i stedet på en lille kunstskole i Odense. Senere søgte jeg ind på Det Kgl. Danske Kunstakademi og blev optaget.
Efter min billedkunstuddannelse tog jeg en formidleroverbygning på akademiet, og her opdagede jeg, at arbejdet med store faglige tekster lignede de processer, jeg kendte fra mit billedkunstarbejde. Teksten havde sin egen krop, som bestod af enkeltdele, der kunne stykkes sammen på forskellig vis, så de satte hinanden i spil i et stort og komplekst hele, nøjagtig ligesom når man arbejder på en kompliceret skulptur eller på en serie malerier. Jeg kunne lide at arbejde med sproget, også selv om det var faglige opgaver, jeg skrev. Sproget var et fantastisk materiale, syntes jeg, meget lettere at have med at gøre end f.eks. ler og oliemaling. Jeg havde det altid med mig, sproget var ubegrænset, der var så mange ord, og de kunne sættes sammen på uendelige måder, og ovenikøbet fyldte det ikke noget. Jeg har skrevet, lige siden jeg blev færdig på Kunstteori og formidling på akademiet.
Hvor meget tænker du på læseren, når du skriver?
Når jeg skriver, fortæller jeg helst ikke for meget. Jeg kan meget bedre lide at lade ting stå åbne; lidt ligesom når man sætter to billeder ved siden af hinanden: Der opstår altid en historie imellem billederne, den opstår i vores hoveder. Den effekt tilstræber jeg, når jeg skriver. Jeg vil gerne have, at læseren selv fornemmer, hvad der faktisk foregår mellem personerne i mine romaner, en del af fortællingen må gerne opstå uden for bogen. Når jeg holder foredrag, og læserne spørger mig: Hvad skete der egentlig inde i det værelse, så svarer jeg, at det ved de, lige så godt som jeg.
