Så sad jeg der, igen. I det sorte hul midt i en bog, jeg havde mistet troen på, overmandet af tvivl om bogens formål, mine evner til at forløse den, idéens styrke og nødvendighed, mens desperationen for at slippe ud af mørket og gribe livet åd mig op.”
Sådan indleder Steen Langstrup sin bog Forfattersind med undertitlen Interviews og tanker om drømmejobbets bagsider. Som titlen fortæller, deler han ud af egne tanker og erfaringer vekslende med interviews med i alt ti forfatterkolleger.
”Jeg har ikke skrevet bogen for at fortælle om mig selv, og hvor svært jeg har det. Den er mere tænkt som en hjælp, en lille guide, til andre, der måske står ved begyndelsen af et forfatterliv,” siger Steen Langstrup.
Bogen er heller ikke tænkt som en advarsel til forfatterspirer, men som et realitetstjek, og de mange forfatterinterviews giver et bredt indblik i forskelligheder, men også utrolig mange ligheder i livet som skrivende.
”At være forfatter er et kald, og den kunstneriske side af det, følelsen af, at man har fat i noget nyt, noget, det er fuldstændig nødvendigt at skrive, det er en fantastisk drivkraft. Men det kan være svært altid at fastholde den drivkraft,” siger han.
Tegneserieforfatter
Oprindelig drømte Steen Langstrup, 53 år, om at blive tegneserieforfatter, og allerede som stor teenager fik han solgt tegninger til flere ungdoms- og musikblade. Honorarerne supplerede han med et deltidsjob i et supermarked.
”Jeg var elendig til dansk i skolen, og der var næppe mange af mine skolelærere, der kunne forestille sig mig som forfatter. Men mens jeg tegnede og håbede på et stort gennembrud som tegneserieforfatter, begyndte jeg at fortælle min kæreste en historie om en kat, der ikke ville dø. Og historien tog fart, jeg skrev den ned og endte med at sende manuskriptet til et forlag.”
Forlaget var Høst & Søn, og Steen Langstrup debuterede i 1995 med gyseren Kat, som fik en meget fin modtagelse af læserne og siden også blev solgt til filmatisering.
”Det var let og sjovt at skrive Kat, og inden den var udkommet, havde jeg skrevet min næste bog, Blodets nætter. Også den proces var lystfyldt på trods af bolig- og pengeproblemer. Men forløbet med min tredje bog, Pyromania, blev svært. Måske fordi jeg begyndte at hænge mig i andres mening om det, jeg skrev,” siger Steen Langstrup, der for længst har droppet at læse anmeldelser.
Derefter blev det en kamp fra bog til bog og er det stadig, selvom han har skrevet mange. Han skriver meget struktureret og begynder med at ”plotte ud”, som han siger. Et stort ark papir bliver dækket med Post-it-sedler, der beskriver de enkelte kapitler, karaktererne og fremdriften. Og så skal der skrives et kapitel om dagen fra mandag til fredag og weekenden fri med familien.
”Alligevel farer jeg vild i noget, jeg har gjort så mange gange før. Jeg begynder at tvivle, efter tredive sider eller hundrede sider, synes ikke længere, at det fungerer, har ikke lyst til at skrive videre, og så falder jeg i et sort hul,” fortæller han.
Filmatiseringer
Debutromanen Kat blev både filmatiseret og udkom som radiodrama. Filmen havde premiere i 2001 med kendte skuespillere som Martin Brygmann, Charlotte Munck og Søren Pilmark – men forfatteren var og er ikke rigtig glad for den film. Også romanen Alt det hun ville ønske, hun ikke forstod, årets horror-udgivelse i 2011, er filmatiseret, ligesom flere andre filmprojekter har været på tale. Han har skrevet et par tegneserier og 25-26 romaner, novellesamlinger og faglig litteratur. Han har eget forlag, hvor han også udgiver et par andre forfattere. Alligevel falder han tit og ofte i det sorte hul dér foran skærmen i skrivehjørnet hjemme i soveværelset, fuld af tvivl og tanker om, hvorvidt honorarer, royalties, –
bibliotekspenge vil tørre ind. Hvorfor bliver han ved med at skrive?
”Jeg ved det ikke rigtig. Måske kan jeg ikke lade være? Jeg mærker jo noget, der trækker i mig – måske er det det dér med kaldet?”
Interviews med ti erfarne forfattere i Forfattersind viser, at Steen Langstrup på ingen måde er alene om sine tanker og tvivl ved forfatterlivet.
Om succes og mindreværd (Katrine Marie Guldager)
”Man skal huske, at succes altid ser anderledes ud indefra. Du kan ikke nævne en dansk forfatter, hvor jobbet ikke også er hårdt. Ikke én, for hvem det bare kører. Det har ikke kun noget med miljøet at gøre, det er også sådan, det bare er at være menneske. Man kan være glad i perioder, men du slipper ikke for mindreværd, du slipper ikke for følelsen af ikke at være god nok, alt det er meget menneskelige følelser, som man ikke slipper for, uanset hvor mange priser man får. Det er også derfor, at det bliver lidt ufrivilligt morsomt nogle gange, når man snakker med nogle af dem, der har fået sindssygt mange priser, for de brokker sig alligevel. Der er altid et eller andet sted, hvor de føler sig forbigået. Det er endeløst, det dér. Også fordi det er sådan en forfængelighedsting, det er en sult, der aldrig kan stilles. Man skal virkelig passe på, at man ikke stiger på det ræs.” ※
Om lysten til at skrive (Jussi Adler-Olsen)
”Det er et drømmejob, når du sidder ved din computer, og det stormer ud af dig, og du en gang imellem læner dig tilbage og tænker: Der var du alligevel genial. Det er meget fristende at kæmpe for at nå de punkter igen og igen, hvor man kan overgive sig til sin egen kunnen. Dér er jobbet fantastisk.
For mig er det ikke svært, når jeg ikke kan skrive, for jeg sætter mig bare ned og skriver, og når jeg gør det, så skriver jeg. Men det svære er, når lysten er væk, og det har den været indimellem, og jeg frygter hele tiden, at den skal forsvinde. Hvordan mobiliserer man lysten, som det hele er bygget på? Den lyst er et skrøbeligt fundament.” ※
Om ensomhed (Per Øvig Knudsen)
”Nogle af de bedste dage er, når der ikke er noget, jeg skal, i kalenderen, ingen gule sedler nogen steder, altså en helt blank dag, hvor jeg bare kan sætte mig og skrive, til jeg ikke gider mere. Det er sådan set min yndlingsdag.
Det er min drøm, som måske har nogle omkostninger. Hvis det er en omkostning at være så meget alene. Selvom jeg nok er mindre alene end skønlitterære forfattere, for jeg er dog ude at lave interviews.
Min dybeste angst handler om ensomhed, og så er det jo lidt mærkeligt at være forfatter.” ※
Om anmeldelser (Agnete Friis)
”Man er også sårbar, når man skriver. Man siger jo aldrig, at det er én selv, der er i bøgerne, og det er det jo heller ikke, men det er tanker, man har tænkt, og så er det jo også en del af ens bevidsthed, så det føles, som om det er en personlig vurdering af en selv, ikke kun af ens bog, men en vurdering af ens indre liv.” ※
Om tvivl (Anette Ellegaard)
”I dag ved jeg ikke, hvorfor jeg skriver. Jeg ville ønske, at jeg kunne lade være. At jeg kunne være lidt mere almindelig og stille mig tilfreds med et 8-16-job. Det ville gøre mit liv så meget nemmere. Jeg har ransaget mig selv og undersøgt, om det er anerkendelse og berømmelse, jeg søger, men det ved jeg med sikkerhed, at det ikke er. Jeg hader at blive eksponeret. (…) Desuden er jeg blevet alt for gammel til ikke at vide, at anerkendelse er nul og en fis værd. Det eneste, der betyder noget, er de nære relationer. Dem, der virkelig kender dig og elsker dig.
Men selvom jeg aldrig kommer til at blive rig af det, og selvom jeg ikke til fulde forstår, hvad der driver mig, så holder jeg nok ikke op med at skrive. Jeg har stadig idéer til mange bøger, og jeg kender mig selv godt nok til at vide, at på et eller andet tidspunkt bliver -frustrationen stor nok. Så sætter jeg mig ned og går amok på tastaturet. For de skal jo ud af systemet, de bøger. Det skal de jo.”
Om at blive ved (Eva Maria Fredensborg)
”Folk tror tit, at det svære ved at være forfatter er at finde på nye historier hele tiden, men det er jo slet ikke det svære. Det svære er at blive ved med at skrive. At sætte det ene ord efter det andet. Dag efter dag. Det er ikke svært at få en idé, man tænker: Ja, det kan der blive en god bog ud af. Det svære er at forvandle den idé til tre hundrede og fucking halvtreds sider. Nogle dage kan man tænke: ’Ej, det er jo vildt, at jeg har skrevet over hundrede sider nu,’ men andre dage føles det umuligt, at man nogensinde vil nå derhen, hvor man kan skrive ’The End’.
Det handler om stædighed. Et ord efter det andet. Bliv ved. En roman er mindst et års arbejde for mig. Jeg skriver ikke hurtigt. Dem, jeg kender, der skriver hurtigt, de tvivler ikke på sig selv undervejs, de skriver bare. Det er ikke sådan, at jeg tror på den med, at man skal lide i processen, før man kan skabe noget godt. Det er bare, at nogle gange føles det virkelig som lektier.”
Lene Møller Jørgensen
