Det er svært at forestille sig en litterær verden, hvor vi kun har adgang til tekster, der er blevet til på dansk, en verden uden oversættelser. Fra børneværelsets klassikere til påbudt pensum i skolen over globale bogfænomener for unge, sommerens krimier, digte, romaner og noveller fra fjerne steder og ikke mindst de store, uomgængelige klassiske værker fra dybet af den europæiske kulturhistorie.
Oversætterne af alle disse værker har nu i 75 år kunnet organisere sig i Dansk Oversætterforbund, DOF, og for at markere det og hylde den oversatte litteratur lancerer vi i år hjemmesiden VerdenOversat. Her vil vi fortælle DOF’s historie ved først og fremmest at præsentere et vigtigt litterært værk fra hvert af de år, forbundet har eksisteret. Vi vil helt konkret anskueliggøre, hvor meget fremragende og inspirerende litteratur vi alle sammen var gået glip af, hvis der ikke fandtes oversættere.
Sigtet med hjemmesiden er dog ikke at anprise enkelte oversættere, men at fremholde en lille skive af den kolossale og mangfoldige kage, som det samlede korpus af oversat litteratur udgør, og som er blevet en del af de danske læseres kollektive litterære bevidsthed – fra Pippi Langstrømpe, Den fremmede, Ringenes herre og videre frem.
Skandalen med kommapigerne
Men hvordan startede det egentlig? Det spørgsmål har vi søgt svar på i kælderen under Strandgade 6. I arkivet der fandt vi svaret blandt de mange interessante dokumenter: Grundlæggelsen af DOF i 1944 var udløberen af en litterær skandale, der involverede en svensk roman, Hakon Stangerup (1908-1976), som var en af datidens mest toneangivende forfattere og litteraturkritikere, og en ringeagtet gruppe kvindelige oversættere kaldet ”kommapigerne”.
I løbet af 1920’erne og 1930’erne kom den oversatte litteratur til at fylde mere og mere, og især under besættelsen læste folk meget. Dengang var det oftest forfattere, som tjente en ekstra skilling på at oversætte, for også dengang var det svært for forfattere at få økonomien til at hænge sammen.
I 1943 opdagede kritikeren Emil Frederiksen imidlertid en fejl i ærkefjenden Hakon Stangerups oversættelse af en svensk roman. Stangerup havde mange fjender i det litterære landskab, især under besættelsen, hvor man mente, at han vist var lidt for venlig over for tyskerne – og måske (især) også fordi han ofte hængte andre anmeldere ud ved navn. Fejlen fik derfor Emil Frederiksen til at skrive i en anmeldelse, at Stangerup ikke kunne have lavet så åndssvag en fejl og måske endda ikke havde oversat bogen selv.
Formiddagspressen gik i flæsket på Stangerup, der udsendte et dementi. Men journalisterne borede videre, og Hakon Stangerup blev nødt til at indrømme, at dementiet var løgn, og at han ikke selv havde oversat bogen. Han havde brugt en ”dame” – en af de foragtede ”kommapiger”, som man kaldte de kvinder, der, uden at være hverken forfattere eller litteraturuddannede, tjente lidt på at oversætte bøger for forlagene.
Disse kvinder blev set på med nervøsitet af (mændene fra) det litterære parnas. Dels mente man ikke, at de var værdige til at oversætte fine litterære værker – de var jo ”damer” – dels var oversættelse en vigtig biindtægt for mange forfattere, og den ville de nødig miste.
Et verdensforbund
Stangerup-sagen udløste en æresdomstol i Dansk Journalistforbund, som resulterede i oprettelsen af Dansk Oversætterforbund. Forlæggeren Poul Westermann, som var en af modstanderne af oprettelsen, mente ikke, at oversættere havde behov for deres egen organisation. Skulle man have oversat en god, folkelig roman, sagde han, kunne man nøjes med et ”flinkt pigebarn”, som kunne skrive ”folkeligt dansk, sætte kommaer og slå op i et leksikon”.
Kommapigen var i denne optik en, som mekanisk kunne konvertere teksten, der først blev til rigtig litteratur, når en mandlig forfatter havde skrevet den igennem. Men på trods af den tydelige ringeagt for de kvindelige oversætteres professionalisme var netop oversættelsesbranchen faktisk et sted, hvor man som kvinde kunne agere relativt frit inden for et i øvrigt mandsdomineret litterært marked og etablere sig som en selvstændig litterær stemme.
Oversætterforbundet var og er med til at understrege og understøtte fagets professionalisme og kæmper stadig og vedvarende – både for kommapiger og alle andre – for anerkendelsen af oversættelse som litterær kunst.
Ambitionen for DOF har hele tiden været, gennem alle dets 75 års organisatoriske og politiske forandringer, at være et forum for de mennesker, som helt konkret gør litteratur fra andre verdener tilgængelig for danske læsere og fungerer som litterære bindeled mellem Danmark og resten af verden. Og hjemmesiden Verden-Oversat er en del af denne ambition – et lille udsnit af verdens litterære historie gennem de seneste 75 år, set gennem danske øjne.
Illustration: Herluf Jensenius, 1946
