Når børnene i det chilenske slumkvarter hørte koklokken ringe, vidste de, at der ventede dem et dejligt frikvarter fra hverdagen. Klokken betød nemlig, at deres danske ”tante”, Anne Hansen, var på vej med et æsel belæsset med danske børnebøger. Hun satte sig med dem og læste historier op om børn, der havde problemer og følelser ligesom dem selv, og det var de ikke vant til. Hverken hjemme i slummen eller i skolen, hvor de kun mødte litteratur, der var skrevet med et voksent afsæt.
”Der findes ikke ordentlige børnebøger i Chile, dvs. bøger, der ser på verden med børnenes øjne, og som er lette at læse og har mange tegninger – sådan som vi kender det i Norden. Chile er et ret konservativt land, og det afspejler sig i børnelitteraturen,” fortæller 85-årige Anne Hansen, pensioneret lærer og cand.phil. i spansk.
Anne Hansen ved, hvad hun taler om. Fra hun var midt i tyverne og 15 år frem, boede hun i Chile, og hun er siden rejst dertil hvert år. En slags kærlighedsforhold kalder hun sin chilenske forbindelse. Som i dag står lige stærkt, fordi hendes to sønner bor i landet, og fordi hun har grundlagt to børnebiblioteker til børnene i slummen.
Vitamintank
Manglen på god chilensk børnelitteratur opdagede Anne Hansen, dengang hun som ung fik job som engelsklærer på en fin pigeskole i hovedstaden Santiago. Da hun nogle år senere var blevet mor til to drenge, skrev hun hjem til familie og venner i Danmark og bad dem om at sende bøger som Mis med de blå øjne. Men når hun læste dem op på dansk for sine børn, løb deres spansktalende kammerater hjem, og så fik Anne Hansen den tanke at oversætte bøgerne til spansk. ”Og det virkede – nabobørnene syntes også, det var sjovt at få læst op af historier, hvor de måske kunne genkende noget fra deres eget liv. Det er jo netop det, den unikke nordiske litteratur kan: spejle nogle af de behov, bekymringer og sorger, børn har.”
Ideen om et bibliotek med nordiske børnebøger blev sået dengang, men det var først, da Anne Hansen blev pensioneret fra sit lærerjob i Danmark, at hun kastede sig ud i projektet. Ikke alene, hvilket hun pointerer mange gange under interviewet. Men initiativet kom fra hende, og det første diminutive bibliotek var bogkassen på æslets ryg. Anne Hansen havde mødt den svenske ildsjæl Bengt Åkerlund, som i mange år havde drevet en afdeling af folkehøjskolen Biskops Arnö i Valparaiso. Inspireret af ham, og i fællesskab med tre andre kvinder, indledte hun arbejdet for at etablere det første bibliotek med nordiske børnebøger. Siden stiftede de foreningen Libro Alegro, som betyder ”den glade bog”.
”Litteratur er jo et grundbehov for et menneske, og det er morsomt for os frivillige at opleve, hvordan børnene tager imod bøgerne. Vi har en fælles oplevelse af, at dannelse gennem litteratur og hæderlighed giver mennesket næring – en slags vitaminer – som man kan bruge til at inspirere sig til noget andet. For eksempel til at få gode ideer, hvis man står i en stram situation. Nogle gange oplever vi også, at bøgerne lærer slumbørnene, at de må sige det, de føler, og ikke bare det, de tror er rigtigt.”
Bøgerne til bibliotekerne i Valparaiso bliver nøje udvalgt, diskuteret og undersøgt, inden de får lov at få en plads på hylderne. Fonde, forlag og frivillige bidrager bl.a. til samlingen, som efterhånden tæller 5000 titler. ”Bøger giver børn glæde i en tid, hvor der stilles så mange krav til dem. Jeg spurgte engang en lille pige, hvad hendes yndlingsbog var. Det var historien om en dreng, der havde to fædre. Ikke fordi den handlede om to homoseksuelle – det var hun fuldstændig ligeglad med – men fordi begge fædre var så søde over for drengen, tog ham med på tur og lærte ham at svømme. Det var et udtryk for alle de drømme, hun selv havde om en far,” siger Anne Hansen, der i 2014 modtog en fornem chilensk orden for sit arbejde.
Vers skaber ro
Det er nærliggende at tro, at projektet med at give slumbørn adgang til god litteratur er drevet af idealisme. Men dér tager man fejl. ”Vi gør det, fordi vi synes, det er sjovt, og fordi børnene synes, det er sjovt. Når man ser, de morer sig, må man knokle videre.” Det bærer Anne Hansens hyggelige etværelses lejlighed i København præg af. Der ligger stabler af børnebøger på borde og hylder. Nogle af dem venter på at blive fragtet med til bibliotekerne i Chile. Andre er vidnesbyrd om hendes eget møde med litteraturen. Fx rimene i de engelske bøger om Mother Goose, som hun elskede som barn. ”Jeg opdagede igen og igen, at når folk har det dårligt, er nervøse og bange, så hjælper det altid med et rim – nok fordi der er noget positivt og dejligt ved ordenes rytme.”
Men hvad var mon Anne Hansens egen yndlingsbog som barn?” Jeg tænkte nok, at du ville spørge. Derfor har jeg fundet den frem,” siger hun og viser et slidt og falmet eksemplar af The Lord of the Rushie River af Cicely Mary Barker. Den handler om en pige, som bliver passet af en svane, da hendes far rejser fra hende. Bogen er ikke oversat til dansk. Endnu.
Line S. Riis er skribent.
