De internationale samtaler begynder allerede på Waverly Station, der ligger midt mellem det gamle og det nye Edinburgh. Forskellige sprog og accenter blander sig i lyden fra de tre rulletrapper, der bringer mig op i lyset. Jeg har overlevet en besværlig togrejse i landet, der er mere end halvvejs i Brexit-knæ, og er nået frem til verdens største kunstfestival. Eller Sin City, som skotterne kalder byen, når den i august vrimler med musik og ord: gennem jazz og blues-festivalen, standup-festivalen, filmfestivalen. Og på Edinburghs Internationale Bogfestival, som er stedet, hvor man kan høre nye historier om klima, kærlighed, venskab, politik og økonomi fra hele verden. Hvor man kan udveksle synspunkter med forfattere, eksperter og hinanden, reflektere over relationer til samfundet og til hinanden.
Ønsket om at bidrage til at forstå en verden i hastig forandring har medført, at fonden bag festivalen inviterer forfattere, der står for opbrud, inden for både den fag- og den skønlitterære verden. De faglitterære skriver analyser, debat-bøger og essays og fortæller historier om, hvordan økonomi, politik og demokrati kan hænge sammen. Og de skønlitterære skiver selvbiografier, romaner, noveller og digtsamlinger om identitet. Og om, hvordan kærlighed, venskab og familierelationer indgår i denne nye verden. Jeg glæder mig til at opleve stemningen på en af verdens største internationale bogfestivaler for det skrevne ord, hvor der er fuldt spotlight på relationerne mellem forfattere og deltagere. Til at høre oplæg fra stjerneforfattere og debutanter. Og alle dem midtimellem. Til at stille spørgsmål og diskutere. Og til at grine, når den særlige tørre engelske humor løber over scenen og ned til os på klapsæderne. Og til at opnå en eftertænksomhed, der sidder i kroppen, lang tid efter at jeg har forladt festivalen. Det er derfor, jeg kommer tilbage år efter år. På grund af pandemien, nu først efter fire år. Jeg er spændt. Hvordan har festivalen overlevet pandemien, hvor verden stort set blev lukket ned fra foråret 2020 og flere år frem? Og hvordan overlever den de daglige konsekvenser af Brexit, den tårnhøje inflation og den stigende chikane mod alt, der er anderledes end fortidens historier?
Festivalen er flyttet. Fra den smukke Charlotte Square i New Town til Old Town. Men jeg trækker vejret lettet, da jeg træder ind ad porten til Edinburgh College of Art og fornemmer, at venligheden stadig sidder i teltene på de store plæner. Men der er færre af dem i år. Festivalen har overlevet ved at blive hybrid.
Klima som kernetema
I år er der 400 live events og mere end 100 online events. Festivalen har defineret klima som kernetema og har inviteret Greta Thunberg til at optræde. ”It’s Not Too Late to Change the World” er overskriften, som har udgangspunkt i The Climate Book, hvor Thunberg inviterede over 100 eksperter, heriblandt forskere, kunstnere, ledere og mennesker, som lever i frontlinjen af konsekvenser af klimaforandringer, til at fortælle om en forandret verden – og hvorledes kollektive aktioner mod denne udvikling kan give håb. Fortsat udvinding af nordsøolie debatteres heftigt i Skotland og på festivalen og er også temaet for Richard Kellys nye roman, The Black Eden. I den sammenhæng kritiserede Thunberg Investeringsselskabet Baillie Gifford, festivalens mangeårige og største sponsor, for fortsat at investere i olieudvinding, og dermed også for
green-washing. Dermed kritiserede hun også ledelsen af festivalen. Greenwashing er en tendens, der i stigende grad ses ved kulturarrangementer i Europa. Det førte til en større diskussion i det kreative miljø i byen, for spørgsmålet er, om man har råd til at takke nej til penge fra en gråsort privat verden, hvis festivalen skal overleve? International formidling af ord synes at koste mange penge, og den har i mange år været sponsoreret af et væld af fonde og velgørende personer for at dække udgifter, der ikke dækkes af offentlige tilskud eller køb af billetter, der set i en britisk sammenhæng er holdt på et meget lavt niveau. Der er fri adgang til festivalen, og en del af oplæggene, især for børn, har ”pay as you can”-priser.
Krimibyen Edinburgh
Hen over ugerne har arrangørerne spredt aktuelle temaer – demokrati, Ukraine og AI (kunstig intelligens) – til diskussion samt en række
masterclasses og workshops om, hvordan man som forfatter kan blive bedre til at arbejde med karakterer, plots og i det hele taget komme i kontakt med sin indre forfatter og måske gøre den mere eksplicit.
Hver eftermiddag inviterer festivalen under temaet Our City Our Stories deltagere til at fortælle om eller lytte til historier om Edinburgh, fordi: “We believe everyone has a story to tell, and that stories help us make sense of our world”. Og hvad er det så med den skotske hovedstad, som gør den til så frugtbar jord for krimifortællinger? spurgte Claire Askew og Kate Foster i deres nye romaner. Et spørgsmål, som i mange år har optaget byens største krimistjerne, Ian Rankin, der netop er vendt hjem fra en verdensturné for at relancere romanerne om Rebus og Edinburgh, der alle har fokus på opnåelse af en form for retfærdighed i et stadig mere ulige Skotland.
Jeg er her kun en uge. Og må derfor vælge. Men siden jeg åbnede sydafrikansk-britiske Deborah Levys selvbiografi, har jeg haft lyst til at høre mere om hendes refleksioner over identitet. Deborah Levy har udgivet novellesamlinger, digtsamlinger og teaterstykker. Hun romandebuterede i 1989 og har skrevet i alt syv romaner, hvoraf to har været shortlistet til den prestigefyldte Bookerpris. Især Hot Milk (2016) har fået mange stjerner. Den betød, at hun for alvor blev synlig og fik en stigende mængde henvendelser om interviews fra journalister, som ønskede at fortælle hendes historie. Så besluttede hun, at det var hendes historie, og at hun foretrak selv at skrive den. Det gjorde hun så i trilogien Things I Don’t Want to Know, The Cost of Living og Real Estate, der fortæller om faserne i et voldsomt opbrud. Levy er i halvtredserne, hendes ægteskab er gået i stykker, hendes mor er ved at dø, og døtrene er på vej ud i verden. Hun har ikke mange penge og leder desperat efter et sted at skrive og finder til sidst et skur i haven hos en veninde, hvor hun kan skrive. For det er en nødvendighed at blive ved med at skrive, selv når verden falder sammen. Og det er den nødvendighed, hun udfolder fra festivalens store scene, mens 300 mennesker (overvejende kvinder naturligvis …) sidder helt stille. Sluger hende med øjne og ører. Nu er hun i gang med en ny roman, med en hovedperson, der hedder Else Andersen, som lever i et patriarkalsk samfund og er optaget af musik og måske har en dobbeltgænger. Levy ler og slår ud med armene. Hun er midt i skriveprocessen og kan ikke fortælle mere. Men hun læner sig frem. Forsøger at skabe en intim stemning i det store, smukke rum.
”Husk,” siger hun til os. ”Husk anslagets betydning”. Og så forsvinder hun ud bag forhænget og går over til booksigning-teltet for at sælge flere bøger. For det handler denne festival naturligvis også om. Markedsføring og salg.
Livet som forfatter
Identitet er også i fokus hos Leila Slimani, en elegant kvinde i midten af fyrrerne fra Marokko. Hun optræder også i den store, smukke sal. Også her er alle sæder besat. ”Woman is the most important part of my identity,” siger hun og sætter sig så bedre til rette i stolen.
”Ikke at jeg er fra Marokko, ikke at jeg er en berømt forfatter.” Hun er her for at fortælle om sin nye roman, Watch Us Dance, som foregår i 1960’ernes Marokko, men også om sit liv som forfatter. Hun arbejdede som journalist, men havde hele tiden lyst til at skrive en roman. Og til sidst besluttede hun, at hun ikke ville sidde som halvtredsårig og se i øjnene, at hun aldrig fik det gjort. Så hun sagde jobbet op og skrev sin første roman. Om Marokko, om couscous, om at flytte til et nyt land. Slimani lægger hovedet lidt på skrå:
”Den var virkelig dårlig, og ingen ville udgive den. Nu er kulturen sådan i Frankrig, at enten er man født gudsbenådet forfatter. Eller også kan man ikke skrive. Men jeg kom med et andet perspektiv. Jeg ville skrive den roman. Og så meldte jeg mig til skrivekurser i creative writing. Og var så heldig, at en redaktør fik øje på mig i 2014.”
Hun fik sit internationale gennembrud med Lullaby (2016), en samtidsthriller, der foregår i en familie i den øvre middelklasse i Paris, og hvor magtstrukturerne i det patriarkalske, kapitalistiske Frankrig er mesterligt beskrevet. Derfra er det kun gået én vej for hende: op. Og i år er hun forkvinde for The International Booker Prize, der for første gang gik til en bulgarsk forfatter, Georgi Gospodinov og hans oversætter, Angda Rodel.
Med hovedet fuldt af ord går jeg ud i festivalbyen, ud i Old Towns snirklede landskab, som vrimler med mennesker, der ser på eller deltager i standup- og teaterforestillinger. Og unge mænd i pæne bare knæ og fuld skotsk uniform, der spiller musik på The Royal Mile. Jeg kan bedst lide at høre sækkepiber på afstand og går videre. Øllet flyder på pubberne, hvor kvinder drikker hvidvin og klapvognsbrugere juice. Jeg går ned ad The News Steps, en smuk, gammel trappe, som gennem et skovagtigt område midt i byen og med klart udsyn til Edinburgh Castle fører mig ned, ned og ned til Market Street
og over til New Town, et overklasseområde af byen, der er anlagt efter en lineal. Her går man ikke vild, og jeg beslutter mig for en sen frokost på Valvona & Crolla, også en bogfestivalsponsor og en italiensk institution i byen, i skikkelse af en stor delikatessebutik med restaurant i bag-
lokalet, der summer af latter og anbefalinger. Af retter, af standupshows og begejstring over Deborah Levy. Jeg reflekterer også over fortællingerne fra Levy og fra Slimane. De er begge født i kolonier, og det er alligevel lykkedes dem at slå igennem i Europa. I de andres land.
Jeg er tilbage på festivalen, da Bernardine Evaristo, en britisk, farvet akademiker, der i 2019, som tresårig, vandt en delt Bookerpris for Girl, Woman, Other sammen med Margaret Atwoods The Testaments, hvilket gjorde Evaristo til den første farvede kvinde, der har vundet en Bookerpris. Girl, Woman, Other er en samling overlappende historier, der maler et muntert billede af et kompliceret britisk liv som farvet. Evaristo fortæller ret åbent om, hvordan hendes privatliv i lange perioder har præget hendes arbejde som forfatter. Hun var fattig, flyttede konstant, havde i lange perioder ikke et hjem.
”Men jeg lærte mig stædighed, for jeg ville ikke være et offer. Og så mødte jeg Simon, min redaktør, som jeg nu har kendt i 25 år.”
Evaristo videreuddannede sig, skiftede spor ind i den akademiske verden og tog en ph.d. i creative writing i 2013.
”Men da jeg vandt Bookerprisen, ændrede mit liv sig fuldkommen. Der opstod pludselig stor interesse, og jeg blev kimet ned af journalister, der ville skrive om mit liv. Så besluttede jeg, at det ville jeg selv gøre,” siger hun trodsigt og kigger ud på os i den fyldte sal.
Også til hende er der mange kommentarer og spørgsmål. Og de fortsætter i den lange, slangeformede kø, der derefter opstår i signing-teltet.
På bogfestivalens sidste dag går jeg ned til stationen ad den næstmest fotograferede gade i Edinburgh. Jeg skal med toget op i højlandet, hvor jeg har planlagt at skrive. En stor mand i en uniformsjakke, der har set bedre dage, rækker mig en brochure over aftenens standupcomedyshows.
”It’s good,” siger han med let rusten stemme.
Jeg tager brochuren og stopper den ned til bøgerne i min taske.
”See you next year,” smiler jeg og fortsætter ned ad Cockburn Street. ※
Eva Parum
