Benjamin Koppels skønlitterære debut, Annas sang, blev mere end pænt modtaget af anmeldere og læsere, sidstnævnte har givet ham årets MARTHA-pris. Rammen om fortællingen er hans grandtante – Benjamins farfars lillesøster – Annas liv i København og senere i Paris. Samtidig er de lidt mere end 500 bogsider en skildring af jødisk familieliv og den jødiske historie i Danmark fra slut 1920’erne til i dag.
Komponist, musiker og forfatter Benjamin Koppel hørte første gang om sin grandtante, da han var 12 år, og mødte hende første gang, da han var i midten af fyrrerne og skulle spille en stor koncert i Det Danske Hus i Paris. Han ringede til hende, fortalte om koncerten, og hun kom. Det var i 2007, og allerede dér tænkte han, at hendes liv var en roman værd.
I 2018 begyndte han at skrive på Annas sang.
”Jeg havde nogle overvejelser omkring anslaget – der var flere forskellige veje, jeg kunne gå. Så jeg ville egentlig gerne tale med en, der havde gjort sig sine egne erfaringer med det, og så fik jeg en time med fødselshjælp, en mentor, i Forfatterforeningen. Det var hos Irene Petersen, som jo så blev min første læser. Jeg tog hjem til hende, vi drak en kop te og talte om anslag i en times tid. Jeg havde overvejelser om, hvorvidt jeg skulle bruge Annas rigtige navn, og Irene Petersen fortalte, at hun havde skrevet en historisk bog, en exofiktion, hvor hun brugte flere personers rigtige navne. Det havde hun fortrudt, fordi det føltes som en spændetrøje og fratog hende nogle muligheder. Det bestyrkede mig faktisk i nogle af de tanker, jeg selv havde, og jeg valgte ikke at bruge Annas navn i min roman,” fortæller Benjamin Koppel.
Samtalen eller sparringen mellem de to fandt sted i slutningen af 2018, og Benjamin Koppel skrev ind imellem sine mange turnerer og koncerter verden over, men da coronapandemien lukkede verden, fik han for alvor tid til at skrive. Annas sang udkom i 2022.
”Jeg havde ikke nogen aftale med forlaget på forhånd. Jeg skrev hele manuskriptet og sendte det ind, så jeg havde ingen redaktør undervejs i processen. Udefra ser det måske ud, som om min romandebut kom ud af det blå, men det gør det ikke for mig. Fra jeg var 10, til jeg blev 18, troede jeg, at jeg skulle være forfatter, og jeg skrev hver dag, noveller og romaner, så jeg har øvet mig utrolig meget og altid troet på og også regnet med, at jeg en dag ville skrive en bog,” siger Benjamin Koppel.
Og der kommer tre romaner mere, som der allerede er skrevet kontrakt på med JP/Politikens Forlag. Den ene foregår i et lillebitte hjørne af samme univers og tid som Annas sang, mens de to øvrige historier udspiller sig i helt andre tider og steder.
Og hvorfor valgte forfatteren så at bruge navnet Hannah til sin hovedperson og drivkraft i bogen, mens grandtantens rigtige navn, Anna, er en del af titlen? Svaret finder man ved at læse bogen.
Manuskriptgennemgang
”Jeg vil gerne tage ejerskab over mit arbejde og skabe mit eget, ligesom en del andre illustratorer jo gør,” siger Toril Bækmark.
Og det har hun gjort ved at fortælle sin helt egen historie i ord og billeder om Lilith, Adams første kone. Ifølge overleveringer skabte Gud Adam og Lilith lige, men da Adam ville bestemme over hende, gik hun. Og så skabte Gud en ny, lidt mere medgørlig kvinde, Eva, ud fra Adams ribben.
”Min historie om Lilith er en billedfortælling, som jeg sendte til forlaget Jensen & Dalgaard, hvor jeg tidligere er udkommet. De gav mig et afslag og begrundede det også,” fortæller Toril Bækmark, som derefter arbejdede videre med manuskriptet, søgte og fik manuskriptstøtte.
”Jeg havde selv foreslået et par vejledere og fik tildelt Signe Parkins, men hun måtte melde fra, og så sprang Morten Dürr, som jeg også havde foreslået, til. Det foregik sådan, at jeg sendte ham mit materiale og skrev lidt om, hvor jeg gerne ville hen med det. Vi mødtes, og de kommentarer og forslag, han kom med, fik mig til især at arbejde videre med karaktererne, så de blev mere klare og skarpe. Hele plottet fik også en anden drejning, og jeg kikkede på forfatterstemmen. Morten pegede også på, at jeg ikke behøvede at fortælle og forklare alt.”
Efter at Toril Bækmark havde arbejdet videre med tekst og tegning, mødtes de igen. Og inden hun sendte ind til et nyt forlag, talte de sammen i telefonen om forskellige forlag, og hvordan hun kunne præsentere materialet. Alt i alt er det et ret forandret manuskript, der ligger og venter på et forlag i skrivende stund.
”Manuskriptet var på tre-fire sider, hvor jeg arbejdede med fortællerstemmen, men efter råd fra Morten Dürr valgte jeg dog, at billedfortællingen skulle være næsten uden ord. Jeg har derfor arbejdet med at fortælle gennem storyboards, skitser og notater, det blev til en del story-
boards, hvor fortællingen blev fremkaldt. Det har været en pingpong mellem at skrive og tegne for at få fortællingen frem,” siger Toril Bækmark.
Oversætterstøtte
I anledning af 400-året for William Shakespeares død bad et britisk forlag en række forfattere om at skrive nye versioner af den gamle forfatters værker. Den britiske forfatter
Howard Jacobson valgte at tage udgangspunkt i The Merchant of Venice, på dansk Købmanden i Venedig. Og Lilian Kingo, litterær oversætter, fik opgaven med at oversætte bogen til dansk. Det blev til Mit navn er Shylock.
”Det var en svær tekst, en udfordrende tekst, og jeg havde altid tænkt, at det kunne være spændende at udveksle og sparre med en anden oversætter om en helt konkret opgave. Som oversætter sidder man meget alene, og jeg blev tidligt castet som hende, der sidder og oversætter svenske krimier. Så opgaven med Shake-
speare var en anderledes og også krævende opgave, og jeg så muligheden for at søge om sparring,” fortæller Lilian Kingo.
Hun bad om at få sparring med litterær oversætter Søren Barsøe.
”Han er en meget dygtig og erfaren oversætter, og det var spændende at få hans tanker og refleksioner. Jeg sagde måske: ’Hvad mener forfatteren nu her?!’, og Søren kunne komme med et bud. Det var interessant at høre hans tanker, så jeg vil sige, at det var vildt spændende,” siger Lilian Kingo.
Det var første gang, hun sparrede med en anden oversætter i en professionel sammenhæng, selvom hun mange gange har opsøgt fagfolk, f.eks. politifolk eller jurister, når hun arbejder med en konkret oversættelse.
Den type konsulentbistand kan oversætterstøtten, eller mentorordningen, som nogle kalder det, også bruges til. Ud over sparring med en anden oversætter kan man søge om konsulentbistand hos en fagperson eller specialist.
Der er ikke mange ansøgere til oversætterstøtten, muligvis fordi den ikke har eksisteret i så mange år som manuskriptstøtten, og der derfor mangler viden om, at den findes.
Men det gør den altså, og nu ved I det, oversættere. ※
Lene Møller Jørgensen
