Som I vil
Jan-Erik Kobe havde dagen før deltaget i et foredrag og havde hæftet sig ved, at biblioteker var blevet mere robuste og bogbestanden voksende. Han åbnede døren til sit lokale bibliotek med en bevægelse, der gav lyd fra sig. Fire kvinder, to ved et lille bord og to andre, der sad med god afstand i det slidte sofaarrangement.
”Dejligt vejr,” sagde han og fik deres opmærksomhed.
Med tanke på foredraget fortsatte han: ”og der udlånes flere bøger end sidste år.”
Nu så de alle på ham.
”Mener du her?” spurgte en af dem.
”Ja, jeg har lige hørt om udviklingen sådan generelt, men jeg er selv forfatter, så personligt har jeg dobbelt interesse. I udviklingen.”
Damen med det lilla tørklæde spurgte:
”Er du kendt?”
Jan-E, som netop var debuteret på et mindre forlag, slap et kort grynt ud.
”Altså, jeg er Jan-Erik Kobe, ret kendt, ha-ha.”
Nu kiggede alle på ham. Den slanke kvinde spurgte, om det var en krimi. Han sank en irriterende klump i halsen og rystede på hovedet:
”Det er skønlitteratur. Den hedder Som I vil.
Han ville fortsætte, men den slanke rejste sig fra stolen og sagde henvendt til de andre:
”Nåh ja, anmeldelserne var gode.”
Jan-E satte sig, hjernen arbejdede, han var ikke sikker på, at bogen overhovedet var blevet anmeldt andre steder end på SAXO. Og det var af hans mor.
Han nikkede og gik ned gennem rummet. Bag en reol stod en bibliotekar, som måske, måske ikke havde lyttet til samtalen. Jan-E gik hen til hende og præsenterede sig. Hun vendte sig halvt om.
”Der læses færre fysiske bøger nu, har jeg lige hørt,” sagde han skævende ned mod K-reolen. Hun trak på skulderen og supplerede:
”Men samlet set læses der lidt flere – altså i alt, med e-bøger og lyd.”
Hun havde vist også været til foredraget. Han tjekkede rækken med K-forfattere.
”Jeg er jo lokal forfatter, har I ikke min roman?”
Hendes blik gled et øjeblik ned over rækken, hvor den ikke stod.
”Den er nok udlånt.”
Han sukkede, hun sagde ”Kom!” og gik ned mod computeren, slog op og konstaterede tørt:
”Titlen er Som I vil, ikke? Kommunen har købt ét eksemplar. Det står i Lillemose-afdelingen – på hylde, ikke udlånt.” Hun smilede, men fortrød.
”Vi udlåner flere oversatte bøger og færre danske.”
Den slanke dame havde stillet sig op bag dem.
”Det er vel mest krimier, der er kø på?”
Bibliotekaren så op fra computeren.
”Der læses mange krimier, også danske. Vi skelner ikke længere mellem traditionel skønlitteratur og krimi.”
Damen gik tilbage, han forsøgte igen.
”Jeg har mailet til jeres teamleder, men ikke fået svar.”
Bibliotekaren fiskede en bog ud af reolen, granskede titlen og satte den tilbage i reolen. Det fik bøgerne til at vælte sidelæns. Jan-E løftede sin højre hånd for at støtte stakken, men hun var hurtigere, greb om begge ender af rækken, rettede op, stak en venteklods ind. Bøgerne stod nu igen ranke og udfyldte næsten halvdelen af reolrækken.
Hun så på ham.
”Det kan du godt glemme. Vi får så mange mails, hvor folk falbyder foredrag, foreslår aktiviteter, brokker sig. Vi har ikke kapacitet.”
Han tyggede lidt på salven, lavede et sjovt ansigt.
”Men kunderne forventer jo et svar.”
”Du mener borgerne?”
Han tog en dyb indånding og spurgte, om hun ville være så rar at bede sin leder svare på hans forespørgsel om præsentation af hans nye bog.
”Det ville være godt at få den på 14-dageshylden!”
Bibliotekaren stak ham et tyndt smil.
”Spørg på hovedbiblioteket.”
Han knyttede hænderne i lommen,
”Men de besvarer jo ikke mine mails.”
Hun vendte sig om og sagde så langsomt, som om hun stavede sig frem:
”Du kan møde op i åbningstiden.”
Biblioteksgæsterne havde slået antennerne ud. Der var kommet en herre til. Han traskede hen til bordet, mandede sig op og trak sin kanin op af hatten. Eller rettere bogen op af tasken.
”Se,” sagde Jan-Erik, ”den er lige udkommet.”
Den nyankomne herre rakte ud efter den.
”Sikke en forside!”
Jan-E nikkede: ”Jeg har selv designet omslaget. Ellers arbejder jeg i marketing.”
Bogen gik rundt.
”Den kommer nok snart her på biblioteket. Sikkert også som 14-dageslån. Men jeg er ret træt af, at de er så længe om at få gang i den.”
Herren tog en tom bogstøtte og placerede Som I vil i den.
”Sådan!”
Fruen med det lilla tørklæde pippede:
”Det tror jeg altså ikke, man må.”
”Ho-ho,” sagde herren med julemandsstemme, ”så kommer biblioteksbetjentene måske og deler bøder ud.”
Jan-Erik pegede på bogen.
”Jeg fandt selv på titlen, anede ikke, at jeg var så genial, hæ-hæ. Men da min nabo så den, sagde han: ’Lukas 6:31’.”
Nu havde han fat i tilskuerne igen. Tørklædefruen lagde ansigtet på skrå.
”Mener du Biblen?”
Alle tyggede på de halve oplysninger. Jan-E pegede og sagde:
”Ved foredrag signerer og sælger jeg mine bøger til en særpris. Helt usædvanligt får I også det tilbud her.”
Tavsheden bredte sig.
”Altså, I sparer en rund halvtredser og får en personlig signering!”
Han opdagede ikke bibliotekaren, før hun irettesatte ham.
”Kommercielt bogsalg er ikke tilladt på kommunens biblioteker!” I samme åndedrag tog hun hans bog, lagde den fra sig og tilføjede:
”Borgere må ikke ændre på bøgers placering.” ※
Anne Hjælmsø
