Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2022

Frit rum: ånd eller underholdning?

Litteraturen er hverken hensygnende eller solgt til stanglakrids. Eller er den? Formanden for De Skønlitterære forsøger at tage pulsen på, hvad der sker lige nu i bøgerne, branchen og bag de lukkede døre.

Af Stephanie Caruana

Et godt anslag er vigtigt i enhver historie. Man bør gribe læseren i struben (eller andre steder), trænge sig på. Gerne servere noget overraskende og dramatisk: En forfatter, der hidser sig op over en anden forfatter. Eller misforstår den branche, de udgiver i, nægter at anerkende, at litteraturen ikke kun eksisterer i kraft af sig selv, men er en del af et sindrigt økosystem.

Se bare, jeg er mislykkedes allerede nu. Hvor er redaktøren? Eller min indre kritiker? Men altså; litteraturen og forfatteren, i konkret og overført betydning, er jo alle vegne på samme tid. Schrödingers bogbranche er som hans kat, både død og levende og fuldstændig uden for boksen. Til enhver tid. Prøver man at indfange litteraturens tilstand, så stikker det i alle retninger, og alle folk peger i øst og vest og siger: Bogen red den vej!

I min egen skønne styrelse her i foreningen stritter verdenskortet over litteraturens tilstand også. Bølgerne går højt. Én savner ånden fra tidligere, en anden savner fremskridt, jeg selv savner, at man hører efter, eller i det mindste lytter til hinanden og følger min dagsorden. Men nok om mine flossede lederevner, jeg elsker, når diskussionens skumsprøjt (måske) får rykket folk lidt tættere sammen.

Guld eller frokost i det grønne

En rask lille fejde kan altid få forfattere til at stå skulder ved skulder, en forargelse, vi kan samles om. En stærk begejstring kan også, selvom vi jo som forfattere nødig vil være FOR enige (det bliver en kølig dag i Helvede eller Statens Kunstfond, før DET sker). Eller penge. Sæt to forfattere sammen, og de taler om dem.

Tag nu det uvæsen med at bede os om at stille op for en bøjet femøre eller to flasker vin. Det får os væk fra skrivebordene, op på barrikaderne, og langsomt, åh, så langsomt, så får vi sammen vendt skuden, så bookere og bogkøbere forstår, at det ikke går længere. Det sagde jeg i radioprogrammet ”Kræs” på Radio4 den 26. april (ligger på nettet) efter tålmodigt at have forklaret det for flere unge journalister med fast arbejde. Ja, bøger tager tid at skrive. Nej, vi kan ikke betale regninger med eksponering, eller hvis vi lader os spise af med rester fra rige kokkes borde. Men samtidig skal kunsten og ordene være frie, værnes om, løftes frem.

Den evindelige diskussion om, hvorvidt litteraturen kan eller bør klare sig på markedsvilkår, som vi møder hvert år, når henholdsvis legat- og bibliotekspenge deles ud, er trættende. Det er en falsk modsætning. Selvfølgelig må vi skrive og sælge kioskbaskere eller græmmes, når et banebrydende værk kort lyser op og straks bliver til aske.

Det er ingen skam at sælge, det betyder ikke, at man har solgt ud, og det er ingen skam at skrive noget, der ikke når bredt ud. Vi kan og må skrive om alt, men vi kan ikke kontrollere det, når ordene er fløjet fra fingrene. Hverken læsning, anerkendelse eller salgstal.

Kulturkritik er ikke, hvad det har været

Men hvad med anmelderne? Kan de noget? Nogle gange, ja. Der er kritikere, der åbner litteraturen for læserne, og dem, der virker fornærmede over, at den bog, de anmelder for et ganske lille honorar, ikke lige ramte dem (bed eventuelt anmelderen om at stå stille, mens du kaster). Det er ikke bare vores stand, der er presset, det er hele kulturen som stofområde. Kritikerne stiller rent faktisk op for bøjede tiører og eksponering, kæmper med næb og kløer for at fastholde en plads og en byline i de stadigt tyndere aviser. De fastholder troen på egen vigtighed, i et marked, der ikke påvirkes synderligt af kritikerdomme (i modsætning til forfattere, der drømmer om ankenævn og blodhævn), og hvor de selv bliver pressede af dem, der gør det helt gratis. Bøgerne findes. Bloggerne findes. Vi findes.

Den her forening findes. Både i kraft af sin omverden og alt det arbejde, der lægges i udvalg, internt og eksternt. Og i mødet med hinanden.

Så hvad gør vi? Som forening, som faggruppe?

Det er op til os alle at dukke op, påvirke hinanden. Lytte og skabe. Både i Strandgade og lokalt. Sætte os ind i tingene, påvirke, hvor vi kan. Skrive til mig og styrelsen, hvis man vil noget. Tage fat i forfattere på vej, vise dem, at det her liv er helt ad Hekkenfeldt til og helt vidunderligt, og i det mindste er de ikke alene, når de slipper taster og notesbøger og sætter litteraturen fri. De har os. Vi har hinanden. Også selvom vi stritter i alle retninger.

Anslag og udtoning kan vi altid få på plads. Det er det i midten, der tæller. Vi skriver videre. Selvom vi opfører os som solister, så er vi faktisk – ja, også dig – med i et orkester. Et vidunderligt band, der hverken holder takten (eller tonen), og som spiller alt fra fusionsjazz til fræsende stadionrock. Og vi må finde ud af, hvordan vi får det til at swinge. Sammen. ※

2004 - 2022 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte