Hvor religionen går ind, går forstanden ud. Der er ikke plads til begge”. Sådan konstaterer Christian Braad Thomsen i sit indlæg ’Kristne & muslimer’ i Forfatteren 03-16, der er tænkt som et modsvar til mit indlæg i det foregående nummer af bladet. Herefter giver Thomsen nogle eksempler på, hvordan Martin Scorseses filmklassiker ’The Last Temptation of Christ’ og Jens-Jørgen Thorsens planer om en jesusfilm blev modtaget af kristne. Han nævner intet om, at det var repræsentanter for særlige fløje inden for kirken, der reagerede på den nævnte måde.
To film om Jesus
‘The Last Temptation of Christ’ havde premiere i 1988. Jeg var 18 år og husker, at den i min lokale biograf blev introduceret af en sognepræst, der kaldte den både nødvendig og gribende. Der var altså ingen som helst fordømmelse i den forbindelse. Mange år senere, da jeg selv var blevet præst, omtalte jeg filmen positivt i en artikel om jesusfilm (Ribe Stiftsbog, 2007). Mig bekendt fik førnævnte præst ikke på puklen for sin introduktion, ligesom jeg ikke er blevet klandret min artikel om jesusfilm. At der fandtes kirkelige repræsentanter, der var tilstrækkeligt sindssyge til at sætte ild til en parisisk biograf ved filmens premiere, kan jeg, i lighed med Thomsen, kun anse for at være gennemført tragisk.
Da Thorsens jesusfilm langt om længe kom på plakaten, nåede jeg ikke at komme i biografen og se den, for den blev lynhurtigt taget af plakaten grundet et ekstremt dårligt billetsalg. Hvis Thomsen virkelig har ret i, at der ”over hele verden rejste sig et ramaskrig (for øvrigt et udtryk med baggrund i Det Gamle Testamente) blandt kristne” ved nyheden om, at man i lille Danmark ville lave en film om blandt andet Jesu seksualliv, og at dette skrig foranledigede politikerne til at handle udemokratisk, ja, så er der da bestemt noget at blive både forarget og vred over. Men det er vel ikke kristne i almindelighed, der kan klandres for denne udvikling.
”Hvor religionen går ind, går forstanden ud”, påstår Thomsen som nævnt i sin artikel. På den baggrund er det ikke så underligt, at han mister enhver sans for, at man kan være troende på mange forskellige måder.
Forskellige læsninger
Thomsen har kun øje for den fundamentalistiske tilgang, og det har han i en sådan grad, at fundamentalismen smitter af på ham selv. Der er i hvert fald ikke nogen synlig vilje til at se sagen fra andre sider i hans indlæg. Langt lettere er det at beskrive alle religiøse mennesker (deriblandt undertegnede) som blodtørstige, udemokratiske og hjernevaskede ballademagere, der brænder biografer af og benytter enhver lejlighed til at underminere folkestyret. En så unuanceret tilgang til religion og tro kunne der skrives meget om, men i dette blad vil det være mest oplagt at kaste et hurtigt blik på den forskellighed, hvormed man kan læse Bibelen.
Som forfatter må Thomsen vide, at enhver tekst udsættes for fortolkning, idet den læses. Større eller mindre dele af handlingsforløbet såvel som enkelte nuancer i teksten vægtes afhængigt af, hvem læseren er. Tekstens indhold flettes sammen med læserens erfaringer, sindsstemning med mere og tager derved farve heraf. Ingen tekst kan altså læses objektivt. Dette vilkår er Bibelen ikke hævet over, selvom der måske nok findes dem, der insisterer på, at det forholder sig sådan.
Bibelens myter
I min artikel om ”Kristendommens forhold til karikatur og satire” redegjorde jeg for, at den fundamentalistiske læsning langt fra er den eneste mulige tilgang til Bibelen. I den korte gennemgang af fortællingen om Nikodemus nævnte jeg, at den indeholder ”en mild latterliggørelse af dem, der netop insisterer på at forstå budskabet eller læse Bibelen fundamentalistisk; som en tekst, der åbenbarer sandheden 1:1 og så vidt muligt lukker af for fortolkning.”
Dette har Thomsen enten overset eller afvist, idet han tilsyneladende mener, at enhver læsning af Bibelen kun kan være fundamentalistisk. Havde han ret i dette, ville det betyde, at 1. Mos. 2-3 (for blot at nævne et enkelt eksempel) udelukkende ville kunne forstås sådan, at de første mennesker på jorden rent faktisk hed Adam og Eva. Han ville også have ret i, at de blev smidt ud af en paradisisk have, fordi de spiste af en frugt, Gud havde forbudt dem at bide i. Imidlertid kan denne såkaldte ”syndefaldsberetning” også forstås som en myte; en genre, der er kendetegnet ved at slå nogle grundvilkår fast i en fortællermæssig ramme. Syndefaldet handler altså om noget, der er gældende for alle mennesker til alle tider: Vi ikke lever på den bedst tænkelige måde, selvom vi måske går rundt og bilder os det ind. Syndefaldsmyten slår fast, at vi tænker på os selv og vore egne behov, før vi tænker på Gud og andre mennesker. Adam og Eva er på den baggrund arketyper på hver og en af os. Syndefaldsmyten handler altså ikke om de første repræsentanter for menneskeracen og en helt særlig, farlig frugt.
”Hvor religionen går ind, går forstanden ud”, skriver Thomsen. Men en sådan ensidig forståelse er bestemt også med til at sætte forstanden på stand-by. ·
