Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2019

I mesterlære hos mor og svigermor

Forfatter Kirsten Ahlburg havde skrevet mange, mange børne- og ungdomsbøger, da hun begyndte at føle, at hun ikke længere havde helt greb om de unges sprog. Hun konsulterede ofte sin teenagesøn, Morten Ahlburg, om unges ord og interesser. Det resulterede senere i en fælles bog, og nu er de på vej med deres 25. bog.

Af Lene Møller Jørgensen

Morten var 17 år, da jeg spurgte, om han  ikke ville være med til at skrive en bog. På det tidspunkt havde jeg selv skrevet flere hundrede bøger, hovedsagelig  børne-  og ungdomsbøger. Men jeg var meget bevidst om, at sproget havde ændret sig – og det blev sværere og sværere at ramme tonen og fange de helt rigtige ord til unge,” fortæller Kirsten Ahlburg. ”Og det ville jeg jo gerne,” siger Morten Ahlburg, ”jeg var optaget af at skate, og det blev til en bog om skatere. Jeg er vokset op med historier, både min mor og stedfar er forfattere, og allerede da jeg var fire, fem, seks år, skrev jeg små bøger i hånden.”

Mor og søn supplerer hinanden godt – det er de enige om. Han har en vidt forgrenet fantasi og blik for scener og det filmiske, hun har strukturen, sprog og dialog. De skriver også hver for sig – hun skriver sine egne børne- og ungdomsbøger, mens han skriver rap- og sangtekster.

Deres fælles historier indledes som regel med, at Morten skriver fire-fem sider.

”Det er et råt udkast, måske lidt for mange ideer i ét, masser af action og scener, og uden særlig bearbejdet sprog eller struktur,” siger han. ”Mor er virkelig god til det med struktur. Jeg beundrer hendes røde tråd.”

Kirsten nikker. Efter 13 års samarbejde og 25 bøger kender de hinandens stærke og svage sider. ”Jeg bliver altid enormt inspireret af Mortens tekster. De er stærke, alt for stærke, som en koncentreret maggiterning af kraft. Så noget sorterer jeg fra – det kan bruges senere i bogen eller sommetider i en helt anden bog. Og så breder jeg scenerne ud og skaber en struktur,” fortæller hun.

Derefter skriver hun videre på historien, syv-otte sider, og sender til ham. De første par år de skrev sammen, boede han hjemme.

Nu er han for længst flyttet ud af det gule murstenshus i forfatterkvarteret i Aabyhøj og bor nu på Mols med sin forlovede, Clara-Amalie – hende vender vi tilbage til lige om lidt – så nu foregår en del af mor og søn-samarbejdet på mail.

”Jeg læser mors tekst, kommenterer måske på noget, og så skriver jeg videre på historien,” siger Morten.

”Det er virkelig inspirerende og også tit overraskende at få Mortens tekst, og jeg kan blive helt høj,” siger Kirsten. Det er hende, der rydder ud i for lange og svære ord og dermed målretter sproget til særlige aldersgrupper, f.eks. hvis manuskriptet er til letlæsningsbøger.

Mor og søn skriver frem og tilbage mange gange, og når manus er ved at være på plads, mødes de for at redigere teksten. De printer ud, læser teksten højt, lytter til dialogen, retter til  og overvejer slutningen. Sidder den lige i skabet, eller skal der justeres mere?

Sprogtest blandt børnehavebørnene

Kirsten er uddannet skolelærer og har arbejdet som timelønnet lærer, men hun har aldrig været fastansat. Hun har derimod skrevet rasende mange bøger – 560 i alt – for små børn, store børn, unge og voksne.

Morten er pædagog og arbejder deltids i en naturbørnehave, hvor børnenes spørgsmål og lege ofte inspirerer til nye historier. Men han har også hevet nogle af sine egne barndomsfortællinger, de små, håndskrevne bøger, frem og brugt grundideerne i dem. Billedbogen Super Sofie og søstertyven er oprindelig født i den fem-seksårige Mortens hjerne.

Deres bog nr. 25 hedder Heste Johnny – den ordentlig store hest, og den er inspireret af Mortens børnehavebørn, som er meget optagede af heste. Og superhelte. Så Johnny er en superheltehest. De to forfattere havde lidt diskussion omkring titlen. Skulle det være den rigtig store hest, den kæmpestore hest – eller den ordentlig store? Denne gang konsulterede Kirsten en slangordbog og mente, at ordentlig store var lidt på vej ud. Mor- ten testede i børnehaven. En femårig slog fast, at ordentlig store fungerede bedst. Sådan.

For seks-syv år siden kom der en tredje medforfatter ind i familien, Clara-Amalie Vorre- Grøntved, Mortens forlovede. Hun er meget interesseret i fantasy, havde en ide til en fortælling og også en drøm om at skrive.

”Det er svært at starte op som forfatter,  og jeg ville gerne tage hende i en form for mesterlære. Hun vidste en masse om genren, og Morten og jeg var rutinerede i at udvikle og skrive sammen. Hun manglede det sidste store skub, så jeg tog hende i mesterlære,” fortæller Kirsten.

Sammen skrev de tre en trilogi, Det onde, som udkom på Gyldendal.

”Det gik godt, men det kræver stor fleksibilitet og tolerance at være tre om at skrive. Der går meget tid med at tale, vente på, at de andre får skrevet, læse en ny tekst igennem osv.,” siger Kirsten .

Clara-Amalie har selv skrevet en række bøger siden deres første trilogi og er nu i gang med en større roman, så mesterlæren virkede.

”Det er en gave at skrive sammen med sin søn. Vi har fået et tættere forhold, vi har lært hinanden bedre at kende,” siger Kirsten.

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte