Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 4 - 2019

Plot er en del af ægteskabet

Øbro & Tornbjerg er et forfatterskab og et ægteskab. Vendepunkter, akter og outlines er en del af hverdagen, og de er gode forfattere sammen. Men de vil også hver for sig.

Af Lene Møller Jørgensen

Det begynder en lørdag formiddag for 13, måske 14 år siden. Ole Tornbjerg, journalist og dokumentarfilmmager med hang og trang til at skrive digte og romaner siden teenageårene, fortæller sin kone, Jeanette Øbro, at han vil skrive en kriminalroman, og han har allerede ide og plot.

”Da han begyndte at fortælle, sagde det klik – det var, som om der blev tændt en stikkontakt i mig. Det var en slags kreativ forløsning, og med ét vidste jeg, at det var dét, jeg havde savnet. Jeg begyndte straks at videreudvikle og kommentere: ’dér kunne du snakke med en retsmediciner’ og ’den karakter kunne reagere ved at’ og så videre …” siger Jeanette.

Ole var ikke entydigt begejstret:

”Jeg ville selv. Jeg havde haft fuld fart på med eget produktionsselskab, vores tre børn og huset her,” siger han og slår ud med armene i den store stue i ægteparrets villa i Hillerød. ”Nu var jeg nået frem til, at jeg i en periode ville bruge mig selv på en anden måde, jeg ville skrive mit eget og indrette et af vores værelser som mit kontor. ”

Det forstod Jeanette også udmærket, og sådan blev det. Han indrettede et kontor derhjemme – ”nærmest en man cave,” indskyder Jeanette – og begyndte på sit projekt. Også hun handlede på sin nye indsigt og gik i gang med sit eget projekt. Både Jeanette og Ole skrev som unge. Hun skrev digte og noveller, men tog den sikre vej, fik en uddannelse som jordemor og senere en kommunikationsuddannelse. Han drømte om at blive digter og forfatter og tog også orlov fra sit universitetsstudium, da han var i begyndelsen af tyverne. Han skrev en roman, som dog aldrig blev antaget.

Et fælles sprog

Nu skrev de begge igen. Hver for sig og på hver sin kriminalroman. Samtidig med at de konstant var i kreativ udveksling.

”Vi talte vores historier igennem, læste og  kommenterede  hinandens tekster, karakterer, plot,” siger Jeanette. ”På  et  tidspunkt  stod  vi  med  to halvfærdige projekter, og så besluttede vi at droppe det ene og arbejde videre i fællesskab på det andet,” siger Ole.

Det blev Jeanettes projekt, de arbejdede videre med. Men de manglede et fælles sprog, når de diskuterede opbygning og plot. Ole er filmproducer, har arbejdet som journalist og dokumentarist på TV2 og DR og med eget filmselskab, så han har vendepunkter, fortælleteknik, dramaturgi på rygraden.

”Ole kunne lynhurtigt overskue og analysere fortællingen og sige vendepunkt ind her, klip dér, mens jeg kunne have tendens til at fortabe mig i detaljerne. Vi skulle lære at se hinandens styrker og svagheder. Ole var vant til at sidde i et klipperum og sige sin mening ret kontant, så vi skulle også lære at kommunikere professionelt. Det skabte nogle konflikter i starten,” siger Jeanette og fortsætter: ”For at få et fælles fagligt sprog og metode tog vi et Robert McKee-kursus sammen i London, og det var meget effektivt.”

Robert McKee har gennem en menneskealder undervist forfattere i historiefortælling og er kendt for sit ”Story Seminar”. Forfatterægteparret har også taget et genrekursus og sammen fulgt andre skrivekurser, netop for at få sat fælles ord på principper og metode i fortællingens forløb.

Efter nogle års arbejde ved siden af deres day jobs var manuskriptet skrevet færdigt, faktisk i to drafts, og var sendt til et forlag, da Politikens Forlagudskrevenkriminalromankonkurrence.

Øbro & Tornberg sendte deres manus ind og vandt. Romanen Skrig under vand har hovedkarakteren Katrine Wraa, kriminalpsykolog og profileringsekspert, netop hjemvendt fra England til et job i Drabsafdelingen i København.

Det var i 2010, romanen blev taget vældig godt imod, solgte 70.000 eksemplarer, og forlaget bad om en toer. I dag er der udkommet seks bind om Katrine Wraa, alle med undertitlen Ondskaben er tættere på end du tror, og en syvende er på vej. Hvis Oles styrke er den analyserende og professionelle historiefortælling, så er  Jeanettes den psykologiske indsigt og opbygning af karakterer. I kølvandet på deres debut sagde hun sit job op og har siden taget en uddannelse som psykoterapeut.

Livsstil og arbejdsfællesskab

Efter de første tanker, samtaler og analyser om ”hvad nu hvis …” til en ny historie går der ofte flere måneder til et halvt år med ideudvekslinger og -udvikling over morgenmaden, opvasken eller på gåture.

”Det er ikke arbejde, eller jo, det er det, men det er en livsstil, og arbejdsfællesskabet er blevet en ekstra dimension i vores forhold,” siger Jeanette. Ole tilføjer, at de også kan sige fra, hvis en af dem en dag ikke orker at tale manus og sprog.

Når den nye historie er ved at tage form, skal der struktureres og skrives på den store tavle i kontoret med tidslinje, akter, vendepunkter og karakterer. Også åbningen på historien bliver formuleret.

”Men det er jo ikke en formel, selve skrivearbejdet er meget organisk, man skriver sig ned i teksten og ind i følelsen, dropper analysen, og dermed ændrer historien sig noget, men ikke overordnet,” siger Ole.

Også de enkelte karakterer i bogen udvikler parret i fællesskab og beskriver dem nøje med baggrund, bevæggrunde, følelser.

”Og så fordeler vi karaktererne imellem os,” fortæller Ole, ”vi skriver hver vores personers forløb, handlinger, følelser i historien igennem. Og til sidst fletter vi deres historier sammen.”

”Karaktererne skal gennemgå en udvikling, have en psykologisk dybde, og vores bøger er i bund og grund altid en undersøgelse af det sårede barn – hvordan og hvorfor bliver et menneske til det, hun er?” siger Jeanette.

En ny nødvendighed

I den første Katrine Wraa-bog skrev ægteparret nogenlunde en halvdel hver, men de efterfølgende bøger har haft hver deres proces. Jeanette har dog efterhånden skrevet en større og større del, og hun er hovedforfatter på den syvende bog. Ole er stadig med fra første ide og i den videre plotudvikling, ligesom han er førstelæser, men selv skriver han på en anden roman.

”Det er en bevidst beslutning, og det er en nødvendighed for mig at skrive den her,” siger Ole, som debuterede solo i 2015 med Drengen fra Godhavn.

På spørgsmålet om, hvorvidt de kan blive jaloux på hinanden sådan rent forfatterskabsmæssigt, kikker de på hinanden.

”Hmm, litterær jalousi?” siger Ole, ”nej, det tror jeg ikke?”

”Jeg har måske tidligere følt  en  snert  af det  i forbindelse med Oles projekt, for jeg har også gået med en lyst til at skrive noget, der ikke var krimilitteratur. Men det er jeg selv i gang med nu,” siger Jeanette. Hun arbejder også med et selvstændigt romanprojekt, og Ole fortæller, at han er ved at udvikle en ny krimiserie.

Forfatterparret Øbro & Tornbjergs yngste barn flyttede hjemmefra for få måneder siden, og nu er der kun de to tilbage i Hillerød-villaen. Og dog, for  de seneste 12-14 år har Katrine Wraa, hendes kollega Jens Høgh, adskillige mordere og andre fiktive personer siddet med ved middagsbordet og været en del af deres samtale og hverdag. Og der kommer sikkert flere til. ”Så vi er aldrig helt alene,” siger Jeanette.

 

Foto: Les Kaner

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte