Kære Anne-Cathrine Riebnitzsky
Din bog Smaragdsliberen fra 2018 har fascineret mig længe. Den holder læseren fast fra første til sidste side. Den er vellykket og medrivende. Hvordan fik du idéen til romanen?
Venlig hilsen
Frank Egholm
Kære Frank
Først og fremmest er jeg virkelig glad for, at du kunne lide Smaragdsliberen. Det glæder mig virkelig meget. Og jeg glæder mig over dine spørgsmål. De er anderledes og bringer nye perspektiver frem også for mig.
Mange tror, at der er en forkromet overordnet plan med en roman, når forfatteren går i gang. Hos mig er det ikke sådan. Det er snarere en meget organisk proces (for nu ikke at sige rodet), der begynder med fornemmelsen af en hovedperson, som jeg så langsomt følger efter. Romanen bliver til i små scener, og de ankommer ikke til mig kronologisk. Jeg skriver hver dag, mandag til fredag et par timer hver formiddag – dog ikke i de perioder, hvor jeg holder foredrag. Over tid er min erfaring, at det tager mig omtrent to år at skrive en roman. Og jeg skriver næsten hele tiden. Der er meget få pauser, idet jeg føler mig arbejdsløs og uden formål, når jeg ikke skriver. Selve skriveprocessen er en slags dagdrømmeri, hvor jeg lever min hovedpersons liv. Undervejs lever jeg også bipersonernes liv. Historien kommer kun meget langsomt til syne og vokser ud af personernes karakter – sådan er det jo. Vores karakter former vores handlinger.
Inspirationen til hovedpersonen Pierre kommer bl.a. fra et stille øjeblik i Notre Dame, hvor jeg betragtede glasmosaikkerne og kom til at tænke på ædelstens farver. Jeg vidste fra tidligere research, at glas faktisk er en væske – gamle glasruder er fx typisk løbet og er ujævne. Det ledte mig på sporet af krystaller, og jeg blev fascineret af, hvor fint ordnet deres molekylære struktur er – helt modsat glas, som er kaotisk. Således blev en smaragd-
sliber til i mit hoved.
Venlig hilsen Anne-Cathrine
Kære Anne-Cathrine
Som fagbogsforfatter er det spændende at opleve, hvordan du kan blande de lange fiktive forløb med flot svungne narrative kurver sammen med de velpudsede og lærde fagbogsopslag om gemmologi og smykkesten, deres behandling og deres variationer samt deres skønhed, farve og slibning. Du er både en skønlitterær forfatter og en faglitterær?
Venlig hilsen
Frank
Kære Frank
Jeg har slet ikke selv tænkt gemmologien i romanen som opslag i en encyklopædi, men jeg forstår tydeligt, hvad du mener. Jeg voksede op i et hjem med ret mange bøger – herunder temmelig mange leksika. Mine forældre skændtes meget, og min flugt fra det bestod i at trække et tilfældigt bind af Lademanns leksikon ud af reolen og gå på opdagelse i al mulig viden, jeg slet ikke anede sidenhen ville komme mig til gode. Undervejs samlede jeg viden om f.eks. forskellige slibninger af ædelsten, middelalderheraldik, astronomi og meget andet. Jeg havde lange perioder, hvor jeg lærte alt om et eller andet emne – fra hvaler til græske guder.
Venlig hilsen
Anne-Cathrine
Kære Anne-Cathrine
En encyklopædisk roman, der ligger i slipstrømmen af f.eks. Peter Høegs Frøken Smillas fornemmelse for sne, men også f.eks. Herman Melvilles Moby-Dick. Har du på noget tidspunkt tænkt på, at din romans kraft skyldes, at den er fagbog og roman på samme tid? Der er steder – som sagt, det oplever jeg i hvert fald – hvor smaragdsliberiet er beskrevet som et opslag i et leksikon. Hvor meget research har det krævet at indarbejde farens og datterens faglige færdigheder i romanen?
Venlig hilsen
Frank
Kære Frank
Jeg har bestemt tænkt på Frøken Smillas fornemmelse for sne. Da jeg læste den, opdagede jeg selv, hvor spændende det er at lære en masse om sne. Jeg har, i løbet af de ti år jeg har været forfatter, holdt mange foredrag, og en af de ting, der står helt klart, er, at langt de fleste læsere rigtig godt kan lide at blive klogere. Mine romaner har berørt mange emner: islam, Taleban, terrorisme, selvtægt, bueskydning, sorg, kærlighed, psykisk sygdom og alle mulige andre menneskelige vilkår. Hvis emnet er godt formidlet, så er læseren glad for bare at blive klogere på snart sagt hvad som helst. Alle kan lide at lære noget. Det er jo grunden til, at folk læser Ken Follett – historieformidling gennem personer og handling. Alligevel var en af mine bekymringer undervejs, om alt dette stensliberi ville blive for meget. Overraskende nok er det meget få læsere, der går kold i det. Langt de fleste sidder tilsyneladende med hjertet i hænderne og håber, at smaragden ikke går i stykker. Men arbejdet med smaragden bliver jo også et billede på noget andet – på, hvordan vi som mennesker langsomt slibes til af livets begivenheder, og selv om der ryger stykker af os, så når vi forhåbentlig derhen, hvor vores iboende fejl måske netop er det, der gør os smukke. Sådan har jeg i hvert fald tænkt det.
Rent praktisk var jeg nødt til at tage til Idar-Oberstein i det sydlige Tyskland og foretage research – for jeg har jo ikke slebet ædelsten. Det var temmelig vanskeligt at etablere kontakt til et sliberi, idet det er meget dyre materialer og arbejdet er omgærdet med stor sikkerhed og bekymring for eksempelvis industrispionage. Rent praktisk blev det turistbureauet i Idar-Oberstein, der hjalp mig. De formidlede kontakten, og jeg fik blandt andet lov at følge en sliber en hel dag og stille ham alverdens sære spørgsmål. Et af dem var, om der er en særlig egenskab, som er vigtig for slibere. Her havde jeg forestillet mig, at et godt syn var vigtigt, men svaret faldt prompte: en god hørelse. Det skyldes, at når en ædelsten slutter helt tæt til slibepladen, kommer der en lille fløjtetone, som man skal høre gennem støjen fra slibningen. Dér er stenen og den pågældende facet helt plan, og kan man ikke høre det, kommer man til at slibe for meget af. Og da det er dyre materialer, så tæller alt.
Jeg har den holdning til research, at tingene så vidt muligt skal være rigtige – både fordi læserne tager det til sig som viden (jeg har altså et ansvar), og fordi virkeligheden hænger sammen. Der er sammenhænge, som tilter, når jeg bliver upræcis. Det kan nok aldrig gøres fuldstændig fejlfrit, men så tæt på som overhovedet muligt. Jeg bruger en del tid på research og passer det ind undervejs i skriveprocessen. Det vigtige er dog også ikke at blive for encyklopædisk. Det er jo en roman. Historien og menneskerne skal bære. En stor faldgrube ved research er, at man bliver så utrolig begejstret for alt det, man ved, at man absolut vil stoppe det ned i halsen på læseren. Her er min redaktør god til at skride ind.
Venlig hilsen
Anne-Cathrine
Kære Anne-Cathrine
Smaragdsliberens personkreds matcher denne dobbelthed med en hjemmefødning af en far, der er smaragdsliber og vrister skønheden ud af smykkestenene, og en datter, der er en berejst kunsthistoriker, der udforsker hulemalerier i fjerne bjergområder. Både far og datter arbejder med sten, krystaller og mineraler, men fra hver sit udgangspunkt. De har begge både skønlitterære og faglitterære funktioner i romanen. Hvordan oplever du det tætte bånd mellem far og datter?
Venlig hilsen
Frank
Kære Frank
Pierres datter Zara opstod ud af noget, der slet ikke var tænkt som research. Jeg kan godt lide at rejse og gerne til sære lande, hvor jeg kender nogen. Her er mit netværk fra min tid i forsvaret til stor hjælp. Således var det en kort ferierejse til Georgien, der førte mig på sporet af Zara og de ret fantastiske huler i det østlige Georgien på grænsen til Aserbajdsjan. Det var simpelthen held eller guddommelig indgriben, alt som man har tro og temperament til.
Forholdet mellem far og datter er blandt andet udsprunget af mit eget behov for at skrive om noget andet end mislykkede familierelationer. Jeg gik på Forfatterskolen fra 1996-98, og en dag gav Jeppe Brixvold os den sære opgave, at vi skulle skrive noget modsat af det, vi plejede. Jeg skulle skrive en mand, der elskede sine forældre. Det kom der faktisk en god historie ud af. Forholdet mellem Zara og Pierre skyldes både, at jeg har set, hvordan et godt far-barn-forhold kan tage sig ud, men også min egen længsel efter det. Det var dog også et forhold, som jeg var i tvivl, om jeg kunne ramme – dels har jeg ikke selv børn, og mit eget forhold til min far var ikke en brugbar model. Men som forfatter er noget af det, jeg kan, helt enkelt at observere og formidle genkendeligt. Glæden er nok også, at jeg med hver roman gennemlever nye følelser og næsten etablerer nye erindringer på den måde.
Jeg håber, jeg kom rundt om det hele. Sig til, hvis du har flere spørgsmål.
Mange gode og varme hilsner i denne sære coronatid, som virkelig er læse- og skrivetid. Anne-Cathrine
