Hvad bliver dit fokus som ny kursussekretær?
Mit mantra bliver ”what’s in it for me”, og ”me” er selvfølgelig ikke mig, men de enkelte medlemmer. Det betyder, at man skal komme hjem med noget, som er brugbart i ens professionelle virke, når man har været på kursus i DFF, hvad enten det er ny tekst, nye værktøjer eller ny inspiration.
Hvor ligger den særlige styrke i Dff’s kurser?
At vi kan tilbyde nicheprægede kurser på et højt fagligt niveau, som er skræddersyet til vores medlemmers behov. Og så er der jo det helt særlige for netop vores forening, at vi også kan arbejde på tværs og lære af hinandens forskellige fagligheder.
Er der noget, du vil gøre anderledes mht. udbuddet?
Jeg vil meget gerne løbende introducere nye formater og undervisningsforløb, fx i form af samarbejde med andre kunstarters organisationer. Men det er vigtigt at sige, at kursusudbuddet jo lægges fast af kursusudvalget, med dets formand og gruppe-repræsentanterne, og ikke af mig som enkeltperson.
Kan man forestille sig, der kommer flere kurser med optagelseskrav?
Der er allerede nu krav om, at man skal sende en motiveret ansøgning til de fleste kurser, og den linje vil jeg gerne fortsætte. Det er et godt redskab for kursussekretæren, som på den måde kan sikre en optimal sammensætning på et hold, og desuden sørge for, at det ikke altid er de samme, som kommer på kurserne. Og på den måde er det i mine øjne også en fordel for medlemmerne. Men det er noget, jeg løbende vil evaluere sammen med kursusudvalget.
Nogle medlemmer efterlyser flere kurser på Hald. Kan det ønske imødekommes?
Vi har et budget, og der er ikke noget, som tyder på, at det bliver større. Hvis der skal afholdes flere Hald-kurser, som er langt de dyreste, vil det få meget store konsekvenser for resten af kursusudbuddet. Så umiddelbart er mit svar nej. Men igen, det er altså noget, som kursusudvalget afgør på demokratisk vis. AB