LitX i Aarhus er vokset op til at blive Danmarks største. Mere end 200 arrangementer fordelt over by og omegn og med forfattere fra hele verden.
Festivalen er samarbejde på tværs. Og Aarhusgruppen har fundet en rytme i samarbejdet med Jette Sunesen, Aarhus Litteraturcenter, leder af festivalen, og Lise Kloster fra Aarhus Bibliotekerne. De to er festivalens grundpiller. Budgettet er ca. tre en halv million kr., og Aarhus Kommune støtter fast med 400.000. Resten af pengene skal komme fra entré og via puljer og fonde.
I år står Forfatterforeningen for to events med et samlet budget på ca. 100.000 kr., og sammen med LitX har vi sat denne platform: Nye kunstneriske møder skal afsøge, hvad der sker, når etablerede kunstnere udfordres i kreative dialoger og værksteder med inddragelse af publikum. Som det sker på ”det poetiske musikværksted”, skabt i samarbejde med komponist og musiker Jesper Mechlenburg, hvor en erfaren sangskriver sætter musik til et digt foran et publikum. I år kommer musiker Simon Kvamm forbi værkstedet, og vi har flere følere ude, f.eks. hos Niels Brandt fra The Minds of 99. Mon han har tid og lyst til at være med i år?
Poeten Mads Mygind og jeg har planlagt poesioplæsninger på Aarhus Ø, byens nye bydel. En ansøgning er sendt af sted til Statens Kunstfond. Og ja, hvis alt falder på plads, så bliver det til noget. Det skal afklares, inden festivalens program har deadline i april.
Og sådan er det med festivaler, tidsslugere er de, og man ved aldrig på forhånd, hvad der lander, og hvad der flyver forbi …
LiteratureXchange i Aarhus finder sted fra d. 9. til d. 19. juni.