Hvis man er lidt vild med kombinationen af bøger og æsker og små redskaber af ben, træ, stål – glatte og blankslidte efter års brug – så er bogbinderens værksted et skatkammer. Forfatteren har besøgt to af Danmarks efterhånden få bogbinderværksteder – Lars Hedegaards store værksted under Det Grafiske Hus i Aarhus og Klara Kølqvists værksted, Bogbinder Klara K, på Christianshavn i København.
Biblioteksbøger var rugbrødet
Lars Hedegaard, bogbinder gennem knap 40 år, har bundet tusindvis af biblioteksbøger ind – tidligere var biblioteksbøger bogbindernes rugbrød, smør, spegepølse og husleje, men den kilde er svundet ind til ganske få ordrer fra forskningsuniversiteter og særlige samlinger. I dag laver han i højere grad nicheting, fortæller han, og er i dag ansat som bogbinder i Det Grafiske Hus. Han laver notesbøger til nogle få hundrede kroner, genindbinder bogelskeres yndlingsbøger til et lidt højere beløb, og så laver han kunsthåndværk til udvalgt litteratur.
Sidstnævnte arbejde er det svært at regne timer og pris ud på. Notesbogen er lidt nemmere, den indeholder sådan ca. 12-13 arbejdsprocesser: Arkene syes sammen på en kæmpe symaskine, der skal limes, presses, skæres, rundes, pap og lærred skæres til omslag og ryg, kapitælbåndet – et tøjstykke eller tråd – syes på forneden og foroven, hvorfra der hænger et læsebånd. Prægning, pres igen. Med et stykke kunsthåndværk som f.eks. indbinding af en gammel engelsk udgave af det tusind år gamle persiske digt Rubaiyat af Omar Khayyam er det en anden sag.
”Jeg vil tro, at der er op mod 75 forskellige arbejdsprocesser i den bog,” siger Lars Hedegaard, ”men hvor mange timer det har taget, er svært at gøre op. Den er indbundet i skind, i maroquin, skind af en nordafrikansk oaseged, som har en helt særlig struktur. Det er krævende og langsommeligt at arbejde i skind, og hver eneste lille guldflamme på omslaget er lavet i hånden og præget én ad gangen. Jeg solgte den til et antikvariat i San Francisco for 35.000 kroner, og det giver vist ikke en særlig høj timeløn.”
Et døende håndværk?
Lars Hedegaard har modtaget en række priser og udmærkelser for sit kunsthåndværk og også en international bogbinderpris for udgaven af Rubaiyat, inden den røg til det amerikanske antikvariat. Prisværdigt arbejde, men han ser ikke lyst på bogbinderfagets fremtid.
”Jeg mener, at det er et uddøende fag. Der er ikke uddannet en bogbinder de seneste fem, syv år, og opgaver og arbejdet forsvinder lige så stille. Jeg er den eneste, der er tilbage i Aarhus,” siger Lars Hedegaard og tilføjer, at manglen på uddannelsespladser er noget, mange taler om, men ingen gør noget ved.
Forening for Boghaandværk deler hans pessimisme:
”Hvis bogbindere var en dyreart, ville de for længst være skrevet på den røde liste over truede dyr,” siger boghistoriker Christian Kaaber. ”Der er nok under ti bogbinderværksteder tilbage.”
Klara K ser anderledes på det – hun tilhører den yngre generation: uddannet for 15 år siden som 25-årig, selvstændig med eget værksted gennem 14 år, og hun har en fuldtidsansat bogbinder og en deltidsansat papirkonservator.
”Vi har meget at lave, og mange typer opgaver. Indbinding af tidsskrifter og magasiner til forskningsbiblioteker og f.eks. arkitektfirmaer og reklamebureauer, der ønsker deres tilbud, tegninger og tekster indbundet,” fortæller hun. På værkstedet indbinder de også fotobøger, barnets første bog, scrapbøger til private, æsker, menukort, gæstebøger, omslag til prisuddelinger – og julemandens bog til brug for DR’s optagelse af julekalenderen.
Bogreolen
Klara K har også private kunder, som får indbundet deres slidte yndlingsbøger, men det er ikke mange:
”Engang gav det et menneske tyngde at fortælle sin livshistorie gennem bøger og en fyldt bogreol. Men det er under forandring.”
Selv har hun selvfølgelig bøger derhjemme.
”Jeg har et barn på to år, og vi vil gerne vise ham, at det er rart og godt at læse. Og hvis vi ikke selv læser og omgiver os med bøger, hvorfor skulle han så få lyst til at læse?”
Lars Hedegaard undrer sig også over manglen på bøger i folks hjem:
”Der er prestige i at få et nyt badeværelse med marmor, granit, messing, og hvad ved jeg. Men åbenbart ikke i at have en reol fyldt med gode, smukke bøger.”
Lene Møller Jørgensen
