Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2016

Nyt forum for anmeldelser af lyrik og andre smalle bøger

”Nå, fik din nye bog gode anmeldelser?”

”Den fik en rigtig god lektørudtalelse.

”Jo, men, hvordan var anmeldelserne?”

”Det har ikke rigtig været nogen endnu.”

Af Jakob Brønnum

Og sådan er det. Det ved vi. Aviserne prioriterer på en måde, så den smallere litteratur fra de mindre forlag får mindre opmærksomhed og færre anmeldelser.

Derfor har jeg – egentlig som et nytårsforsæt – oprettet Den smalle bog, en blog for den litteratur – og anden kunst – der ikke får opmærksomhed.

Idéen opstod, da jeg undrede mig over, hvor Sentura var blevet af. Som professionel lyriker kunne man i en periode regne med en seriøs anmeldelse her, foruden bibliotekernes lektørudtalelse. En anmeldelse eller to er da det mindste, man kan forvente. Det viste sig, at Sentura – som stadig ligger på nettet – var et større litteraturprojekt, der også var tidsbegrænset.

Lyrik er da ikke elitær!

Den kulturelle udvikling med en øget markedsstyring af kunst og kultur såvel offentligt som erhvervsmæssigt, og den stigende populistiske diskurs som reaktion på de gamle partiers teknokratiske konstruktion af en nation af udkantsområder, har medført, at den professionelle kunst og kultur arbejder under stadig sværere vilkår. Den ses som flødeskum på virkeligheden.

Værker og arbejder, der ikke kommunikerer med det brede publikum for øje, står under anklage for at være elitære, verdensfjerne og uinteressante for markedet til trods for, at det er her, der gøres nye erfaringer af menneskelig, eksistentiel, politisk, æstetisk, kulturel og social art, som mainstreamkulturen senere lukrerer på, genremæssigt og i sit fortællesprog. Mange af disse værker får ingen eller næsten ingen modtagelse i form af reflekterende kritik. Det kan vi ikke være tjent med.

Bidragsydere søges

En del bidragydere har meldt deres interesse, men jeg også opfordre dem, der kan og har lyst til at bidrage med anmeldelser, til at skrive til mig i indbakken. Og jeg vil opfordre alle til at gøre deres forlag opmærksom på muligheden for at få anmeldelser. Bloggen vil være som et redigeret tidsskrift, med procedurer og arbejdsgange kendt herfra. Bloggen vil bl.a. få en facebookside tilknyttet, hvor indlæg vil blive lagt op. ·

Gå ind på Den smalle bog på Facebook eller google eller skriv til densmallebog@gmail.com.

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte