Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 2 - 2016

Fundamentalistisk ytringsfrihed

Ytringsfriheden er ikke en naturlov og skal ikke betragtes som sådan,
mener Max Klinker, skønlitterær forfatter og advokat.

Af Max Ulrich Klinker

Retten til at ytre sig frit er en af de basale frihedsrettigheder, ved vi alle. Men ytringsfriheden er ikke Moseloven eller rangordnet på samme måde som naturvidenskabens fysiske love. Hvor Newton kan påvise, at et æble overalt falder mod jorden med 9,82 m/sek., skal ytringsfriheden altid forstås ind i en kulturel og politisk virkelighed. Basalt set er jura ikke andet end moralske tanker i en samtid, der opløfter tankerne til lov, og det omfatter også Grundlovens kapitel 8 om frihedsrettigheder (personlig frihed, ytringsfrihed, boligens og ejendomsrettens ukrænkelighed).

Til at forstå rækkevidden af rettighederne må domstolene til alle tider udtale sig konkret. Et er lovtekst, et andet er domme, men de to tilsammen forklarer os, hvad der er gældende retsopfattelse i en samtid. Retsopfattelse er en del af retsmoral og moral i almindelighed. Med andre ord: Det, som foregår inde i hovedet på os alle sammen, når vi spekulerer over, om noget er rigtigt eller forkert.

Forrige udgave af Forfatteren og ligeledes Bogmarkedets seneste undersøgelse synes derimod at tage udgangspunkt i ytringsfrihed som noget absolut, der måtte have status på niveau med naturlovene. Man får sat ytringsfriheden op på en piedestal, hvor hverken den eller andre juridiske og moralske love hører hjemme. Det ligger lige for at kalde det for en fundamentalistisk tilgang til ytringsfrihed. Fundamentalistister har ikke nuancer som adelsmærke, og hvis man forestiller sig, at ytringsfrihed skal stå uimodsagt som et imperativ i brask og bram, og at andre regler og hensyn ikke skal rangere på samme plan, ja, så får vi ikke bare en rigid verden, men også menneskefjendsk kynisme, der nærmer sig idioti.

Et samfund bør altid være parat til at diskutere sine rammer, herunder frihedsrettighederne. Men ved at gøre ytringsfriheden til en slags uimodsagt afgud, bevæger man sig ind i en blindgyde, hvor mennesket reduceres til et objekt. Muligvis tilspidset af skarpe debattører, der i forvejen skråsikkert udtaler sig i absolutte vendinger om alting, og med en ekstra tvist på døgnværtshuset Facebook er det, som om omtanke og refleksion får de ringeste betingelser i debatten om ytringsfrihed. Ofte er der langt mellem snapsene. Som bekendt kan man sagtens være klog i panden og dum i nakken samtidigt.

Je ne suis pas Charlie (jeg er ikke Charlie) skrev jeg på disse sider for et år siden. Folk svælgede ellers i en omskrivning af Percy Shelleys kløgtige poesi, We are all Greeks, der handlede om grækernes frihedskamp og overlevelse. For mig at se er der intet forbilledligt ved at latterliggøre andre mennesker på den måde, som det foregår i bladet Charlie Hebdo. Det synes da også at have været en almindelig fransk opfattelse gennem årene. Den skingre tone var næsten at sammenligne med indholdet i et pubertetsmættet skoleblad. Før det frygtelige attentat udkom Charlie Hebdo i et stadig mindre oplag og var endda på vej til at indgive konkursbegæring. Nu er der en ny skare eller menighed af læsere, der tilsyneladende ser det som ytringsfrihedens fornemste opgave at tilsvine alt og alle. Gid deres numse må klø og deres arme være for korte. ·

2004 - 2021 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte