Visse siger, at kvinder oftest er en gruppe, mens mænd altid er individer. I samfundet, i debatten og i litteraturen. Store mænd har sat deres aftryk gennem historien, mens kvinder var mere usynlige. Hyldemeter efter hyldemeter har derfor været spækket med bøger af og om manden, ental. Men nu?
Kvindemuseet i Aarhus afholdt sidste år et seminar om manden i litteraturen. Det lød spændende, og jeg ville gerne høre fra kloge mænd, der kunne sige noget mere. Sæsonen har indtil nu budt på bøger fra bl.a. Thomas Korsgaard, Kaspar Colling Nielsen, A.J Kazinski/Thomas Rydahl og ikke mindst Kristian Bang Foss, så der må da være noget at sige? Jeg spørger først en kritiker. En dygtig mand, der ellers lader til at have en mening om langt de fleste tendenser i dansk litteratur. Men ikke her:
Beklager, men jeg må stå over. Jeg kan ikke komme i tanker om nogen titler eller pointer, som jeg kan bidrage med om manden i litteraturen.
Citat slut. Mænd er jo individer, ham selv inklusive.
Manden som birolle
Jeg tager ind til hovedstaden for at tale med en anden mand. Nemlig Dan Gildin Kragelund, bogladechef hos Politikens Boghal:
Ser du en tendens, når det gælder mænd i dansk skønlitteratur lige nu?
“Tværtimod. Der udkommer selvfølgelig stadig bøger af mandlige danske forfattere, men manden er næsten fraværende. Der er -stærke kvindelige karakterer, markante kvindelige oplevelser og noget på spil. Når manden er der, er det som antihelt, som Frank hos Kristian Bang Foss eller viceværten hos Nikolaj Zeuthen. Mænd, der prøver at få hverdagen til at hænge sammen. Eller de er biroller hos forfattere som Iben Mondrup og Dy Plambeck.”
Er det godt eller skidt?
“I min begrænsede læsning undrer jeg mig over en manglende udforskning af mandens rolle hos mandlige forfattere. Der er sket et autoritetstab; manden udfordres og redefineres i samfundet. Det har jeg kun set afsøgt hos Anders Haahr Rasmussen i debatbogen En fandens mand.”
Men hvorfor skriver mænd ikke om de emner?
“Tjah. #MeToo var jo en slags fremkaldervæske for begge køn, men ting sker i forskelligt tempo, og manderollen er langsomt i skred. Hvordan det skal forløses i fiktion, er stadig uklart, for der skal jo være en kunstnerisk lyst og forpligtelse.”
Har Knausgård måske også skræmt mænd væk fra at skrive om at være mand?
“Han kaster en stor slagskygge i hvert fald.”
Men danske mænd skriver måske ikke ud fra sig selv, som fx. Knausgård og Houellebecq? Morten Sabroe gør, men han er jo selvironisk.
“Ja. Der er bestemt historier af og om mænd, jeg gerne så blive fortalt. En bog som Klubben var lidt en øjenåbner for mig; systematikken bag overgrebene, trådene til Det Svenske Akademi og kongehuset; mænds magtmisbrug. Jeg savner bud fra mandlige forfattere, der skriver fra et mandligt perspektiv og skriver de fortællinger, der gemmer sig lige nu. Den gamle mand; hvilken verden skal han agere i? Hans styrker og svagheder? Hvordan er det at være ung mand nu? Hvordan taler de tyveårige mænd om kvinder?”
… og hvordan taler de om sig selv og forholder sig til eget køn?
“Jeg tror, at unge mænd i dag forstår sig selv på en helt anden måde, end mænd gjorde for -tyve år siden. Måske går de mere åbent og skrøbeligt til verden? Der er andre idealer for drenge end før.”
Har du haft litterære helte eller bøger om drenge og mænd, du kunne spejle dig i?
“For tiden er jeg mere drevet af en nysgerrighed af det modsatte køns verden, jeg er bl.a. optaget af forfattere som Ida Holmegaard og Dy Plambeck. Jeg er i gang med Anne Boyers The Undying. Det er spændende, velskrevne bøger om kvindelige oplevelser som fødsel, partnervold eller brystkræft, eller som udforsker køn.”
Er der forskel på, hvad mænd og kvinder køber her?
“Vi har generelt nysgerrige kunder med en bred smag. En del mænd går i historieafdelingen; særligt krigshistorien og Genforeningen interesserer dem. Og biografierne. Lige dér er der en markant kønsmæssig slagside. Polske Olga Tokarczuk skriver i romanen Kør din plov over de dødes knogler om den type mand. Hun kalder det sarkastisk ‘testosteronrelateret autisme’, hvor mænd i en vis alder får svært ved at udtrykke sig sprogligt, de synker ned i egne tanker, bliver optaget af bøger om Anden Verdenskrig, og evnen til skønlitterær læsning forsvinder næsten fuldstændig.”
Har vi taget manden for givet, gjort ham stereotyp?
“Ja, men det er måske derfor, der kan komme nogle nye, fede skønlitterære manderoller? Der er takter til det, f.eks. Jonas Eika, der både udforsker køn og klima.”
Bogladechefen går bag disken for at ekspedere. En mand på omkring de tres køber den nyeste roman af Kirsten Thorup, Indtil vanvid, indtil døden, en storslået fortælling om en kvindes oplevelser i Tyskland under krigen. Bogen skal ikke have byttemærke.
Manden i skjul
Jeg prøver at slå en klo i et par mandlige forfattere, men de har ikke tid eller vil helst ikke. Men jeg fanger journalist, sociolog og forfatter Anders Haahr Rasmussen på en telefon – forfatteren, som bogladechef Dan Gildin Kragelund fremhævede. Anders Haahr Rasmussen har bl.a. skrevet Mikkels pik, En fortælling om at være træt, Det var ikke planen at købe kålroer og senest En fandens mand.
Hvordan har mænd det med sig selv og hinanden lige nu?
“Svært at sige. En underviser på maskulinitetsstudier sagde engang til mig, at det kan føles umandigt at forholde sig til sit køn på den måde. Som om man bliver mindre mand af at reflektere over det.”
Er det nemmere i skønlitteratur?
“Skønlitteratur kan måske især hæve sig over det forsimplede, enten/eller-tankegangen. Eller gå ned i mudderet. Så man slipper for enten at være en god mand, der forstår og gentager feministiske pointer, eller slipper for at være reaktionær og insistere på eget perspektiv. Gøre det hele mere nuanceret. Så mænds oplevelser kan udvide samtalerne uden at dominere og lukke ned for andre.”
Hvilke?
“Tag nu frygten for at gå på gaden om aftenen. Mænd udsættes oftere for tilfældig vold, jeg er selv blevet overfaldet. Men jeg fik lov til at glemme det. Det forventes, at drenge og mænd får knubs, og at de ikke piber. Det kan være et problem i sig selv, men måske rummer det noget brugbart? Det ene perspektiv udelukker ikke det andet.”
Hvordan blev dine bøger modtaget?
“En del kvinder har sagt ’tak for indblikket’ efter at have læst En fandens mand. Mænd skrev, at den sætter ord på ting, de genkender, så de kan snakke om det. Jeg fik én kritisk reaktion fra en midaldrende mand om, at min snak om køn foregik i en kulturel ghetto, hvor vi tænker for meget og alt er til forhandling. Men vilkårene har jo ændret sig – vi skal forholde os til det.”
Er det svært at skrive om mænd?
“Jeg har nemt ved at skrive om køn, så kvinder på universiteter synes om det. Men nu skriver jeg mere til gutterne fra tipsklubben, til den side af mig selv. Jeg vil af-akademisere mit sprog, skrive mere frit, fra maven, gå ud ad tangenter. Det er lærerigt, men kræver en god redaktør. Ikke alle mavefornemmelser fortjener et publikum.”
Kan du selv lide at læse om mænd?
“Kernefamilien appellerer ikke til mig, så fortællinger om mænds flugt fra normen interesserer mig ikke, det er fortalt tusind gange. Men jeg har lige genlæst novellesamlingen Brief –
Interviews With Hideous Men af David Foster Wallace. Den kan noget. Lars Kramhøft er lige udkommet med Noget frygteligt er altid lige ved at ske, en grafisk fortælling om en ung mand, der kæmper med ensomhed og manglende selvtillid, især når det kommer til kvinder. Den rammer en meget fin balance, synes jeg. Og så er jeg lige gået i gang med Ocean Vuongs On Earth We’re Briefly Gorgeous (på dansk Vi er kortvarigt smukke her på jorden, ved Caspar Eric). Den tegner rigtig godt!”
Hvilke mandlige erfaringer bør så skrives frem?
“Der er mange mandlige kropslige erfaringer, jeg gerne vil læse om. Ærlige gengivelser af kroppen i udsatte situationer, f.eks. under sex.”
Hvor er du henne? Jeg kan høre kvidrende fugle-sang?
“Jeg er på Bornholm, lige nu er jeg ude at gå, men jeg er herovre for at arbejde. Og det begynder at ligne en bog.”
Det er en glad mand, der lægger på og går i skriverskjul. En mand, der ikke er bange for at dele ud af sig selv. En mand, jeg har glemt at spørge, hvad hans næste bog handler om, og om han mener, at mænd er individer frem for en gruppe, der en dag måske ikke kan læse skønlitteratur. Men der er altid en ny bogsæson på vej, så svaret kommer nok. Med tiden.
Stephanie Caruana
