Efter udbetalingen af bibliotekspengene var det tydeligt, at noget havde ændret sig. Coronaen havde betydet store stigninger i det digitale udlån og derfor også store stigninger i det digitale indkøb. Samtidig blev der meldt om en nedgang på tre procent i bestanden af fysiske bøger. Den nærliggende konklusion var, at man havde futtet materialekontoen af på e-bøger og købt færre fysiske bøger. Præcis hvad vi frygtede ville ske. Jeg er meget glad for at kunne sige, at der tog vi fejl.
Bibliotekerne har ikke brugt færre, men flere penge på fysiske bøger. Det viser forlagsstatistikken for 2020. Men hvorfor er der så færre papirbøger, når der er brugt flere penge på indkøbet? Sandsynligvis fordi bibliotekerne har kasseret særlig mange sjældent eller slet ikke udlånte bøger i 2020. Ultimativt er det kun godt, at bibliotekerne trimmer samlingerne for at holde dem tidssvarende, men det kan ramme den enkelte hårdt, hvis man fortrinsvis har ældre titler i sit forfatterskab. Og har man også fået afslag fra Kunstfonden, så kan det godt gøre ondt.
I alt dette må vi ikke glemme vores egen litteraturstøtteordning, Autorkontoen, som hvert år uddeler hundredvis af rejse- og arbejdslegater til forfattere, oversættere og illustratorer på vegne af Dansk Forfatterforening og DSF. Støtten er baseret på Copydan-midler, men vi uddeler dem efter vores egne dessiner. Legaterne vil typisk være mindre end hos Kunstfonden, men til gengæld vil det ofte være lettere for den enkelte at komme igennem nåleøjet. På den måde har Autorkontoen en vigtig funktion som en tredje støttemulighed, der ligger lidt på tværs af såvel biblioteksafgift som statslige arbejdslegater. Autorkontoen er tættere på modtagerne og kan komme andre og flere til gode. På den måde er Autorkontoen med til at gøre litteraturstøttesystemet som helhed mere dækkende og alsidigt.
Trods det måske lidt kedelige navn er Autorkontoen altså en værdifuld ordning, som vi ikke må tage for givet. Og det gør vi heller ikke. I de senere år har Autorkontoen været presset pga. en ny lov om kollektiv forvaltning, men for nylig er det lykkedes DFF at skaffe nye penge til legater i tæt samarbejde med akademikerne i AC. De nye penge, som stammer fra erhvervskopiområdet inden for Copydan, vil fremover kunne være med til at sikre den fortsatte beståen af Autorkontoen, som vi kender den.
I år vil det formentlig dreje sig om en øget tilførsel på ca. en halv million kroner. De penge skal vi bruge på stort og småt – nemlig stor litteratur og små frirum til nyskabelse i forfatterstandens betrængte privatøkonomier. Det er dét, Autorkontoen går ud på. ※