Det er en kerneopgave for vores forening at arbejde for bedre indtægtsforhold i forfatterstanden. Vel at mærke indtægtsforhold vedrørende litterært arbejde. Vi er en forfatterforening og skal ikke arbejde for bedre indkomster på andre områder end litteraturen. Den distinktion bør vi holde fast i. I såvel vores politiske arbejde som vores rådgivning bør vi fokusere på de vilkår og rettigheder, der knytter sig til litterært virke.
Helt så simpelt er det dog ikke. I Dansk Forfatterforening har vi længe vidst, at der ligger en særlig udfordring i krydsfeltet mellem litterære indtægter som honorarer, legater, royalties, rettighedsvederlag, biblioteksafgift og så de forskellige former for sociale ydelser, ikke mindst pension, som også indgår i mange livsøkonomier i litteraturen. Systemerne bag sådanne offentlige ydelser kan have svært ved at forstå og håndtere de freelancer- eller kunstnerøkonomier, der kendetegner vores område. Derfor kan man i nogle tilfælde have svært ved at godtgøre sin berettigelse til en ydelse, eller man kan komme i klemme i forhold til diverse lofter og fradragsregler. Sagt på en anden måde: Hvis man er lønmodtager, er det lettere at navigere i de regler og forvaltningspraksisser, der styrer sociale ydelser, end hvis man er en underlig fisk, der tjener sine penge på væsentlig mere uforudsigelig og sammensat facon.
En undersøgelse fra Danmarks Statistik tyder på, at litteraturen er en kunstart, hvor særdeles mange har blandingsøkonomier og lever af en mikstur af litterære og ikkelitterære indtægter. Litteraturen er også en kunstart, hvor mange arbejder i en høj alder. Det giver god mening. Men det betyder også, at relativt mange af os vil kunne være berørt af det problem, jeg har forsøgt at skitsere ovenfor. Og det betyder, at det for os i Dansk Forfatterforening er værd at blive klogere på dette område og bedre til at hjælpe os selv og hinanden – også selvom det er noget, der på sin vis ligger lidt uden for foreningens ansvarsområde.
På den baggrund har bestyrelsen for nylig besluttet, at vi her i foråret vil gennemføre et projekt, hvor vi samler større viden om forfatterstandens stilling på socialområdet og søger at få greb om nogle af de særlige problemer omkring for eksempel pension og sygedagpenge. Tanken er ikke, at vi med dette tiltag kan udrede alle snubletråde, men at vi kan få et bedre grundlag for at vurdere, om og hvordan vi kan opgradere medlemsrådgivningen i de kommende år. Vi kommer ikke til at kunne løse problemet for alle til fulde. Men lad os se, hvor langt vi kan komme, også på socialområdet. Det hører med. ※
Morten Visby
