Efter mange års forsinkelser – og mange års heftigt lobbyarbejde fra Dansk Forfatterforening – har regeringen dette forår fremsat et forslag om ændringer i ophavsretsloven. Denne lov sætter rammen for, hvordan vi overdrager litterære rettigheder til udgiverne. Og denne lov har, så længe nogen kan huske, ikke rummet nogen bestemmelser til sikring af rimelige honorarer og et blot nogenlunde balanceret magtforhold mellem forlag og forfatterstand. Med regeringens lovforslag bliver der nu ændret på det. Det var også på tide.
Lovforslaget rummer fire konkrete ændringer. For det første en principiel ret til at få et rimeligt honorar. For det andet en ret til at få indsigt i den reelle kommercielle værdi af de værker, man har skabt. For det tredje en ret til at få opjusteret honoraret, hvis dette efterfølgende viser sig at have været urimeligt lavt, i forhold til hvad andre har tjent på at udgive værket. For det fjerde en ret til at få en uvildig retsinstans – et konfliktløsningsnævn – til at tage stilling til, hvor meget et urimeligt honorar eventuelt skal opjusteres. Det er egentlig noget af en underdrivelse at kalde disse ting for ændringer. Der er tale om et nybrud inden for de lovfæstede rammer for vores kontraktindgåelse.
Uanset hvordan de nye lovrammer præcis kommer til at fungere i praksis, giver ændringerne tilsammen den enkelte illustrator, forfatter eller oversætter og ikke mindst Forfatterforeningen som sådan et sæt nye værktøjer til at skabe bedre vilkår på bogmarkedet. De værktøjer skal Forfatterforeningen udvikle i de kommende år, og det skal vi fortsat gøre på markedets reelle præmisser, inden for lovens rammer og i samarbejde med forlag og forlagsrepræsentanter. Men vi kommer til at kunne bygge og bruge disse værktøjer på et langt mere robust grundlag end hidtil muligt. Vi får lov at tale om rimelig honorering på mere kollektivt grundlag. Vi kommer ikke mindst til at arbejde på baggrund af et større incitament for brancheaftaler. Og vi kommer til at operere i forhandlingssammenhænge, hvor den individuelle kontraktindgåelse og den rådgivning, der knytter sig til den, ikke står helt alene i et perfekt juridisk vakuum af uindskrænket aftalefrihed til fordel for de stærkeste parter. Vi får simpelthen nye handlemuligheder, når vi løber ind i en mur.
Det muliges kunst og de økonomiske realiteter på markedet vil og skal fortsat være den ultimative grænse for vores formåen i virkelighedens verden. Men hold da op, hvor jeg glæder mig til at se, hvad Dansk Forfatterforening kan få ud af de nye og mere ligeværdige rammer for vores arbejde. ※
Morten Visby
