Lola Baidel, da vi talte sammen første gang, og jeg spurgte, om du stadig skriver, svarede du meget kort: HA!
Ha-ha, ja, det gjorde jeg. Fordi de to seneste bøger, en børnebog og en voksenbog om vores angstprægede forhold til penge og privatøkonomi, har ikke kunnet finde et forlag. Men jeg skriver stadig digte – om de skal udgives eller ej, er jeg i tvivl om.
Efter at have udgivet en roman og et hørespil i slutningen af 1980’erne trak du dig tilbage
fra offentligheden?
Jeg brød mig ikke om at være kendt som ”hende i de blomstrede skørter”, være en offentlig person og blive ringet op af journalister ustandselig. Det litterære miljø var nedladende og belærende, og alle havde en mening om, hvordan og hvad jeg burde skrive. Mine digte var sådan nogle, som ”kvinder kan lide at læse” – det var ikke fint. Jeg fik en datter, begyndte at arbejde som bogholder og fik et andet liv.
Min søn kom for nogen tid siden hjem fra gymnasiet og var pænt oppe at køre – i danskundervisningen havde han nemlig set dig og Michael Strunge i …
… i et tv-klip fra 1984? Ja, det er meget berømt, det klip.
Dine digtsamlinger fra 1970’erne og 80’erne solgte tilsammen flere hundrede tusinde eksemplarer. Michael Strunge kaldte bl.a. dine digte fidus-poesi, og Pia Taftdrup mente ikke, at det var ”digte”?
Jeg var forberedt, det skete ofte – som sagt var miljøet ret fordømmende. Engang var jeg inviteret op på Det Danske Akademi, Rungstedlund, for at læse op. Jørgen Sonne (digter og forfatter, bl.a. modtager af Akademiets Pris i 1976. red.) sad skråt bag mig, og da jeg begyndte at læse op, sukkede han højlydt, mumlede ”åh nej!” osv. Jeg skrev digte, som folk læste og brugte. Det var ikke fint, men det var meningen.
Hvordan påvirkede tv-klippet og holdningen fra det litterære establishment din selvtillid? Som digter?
Jeg havde ingen ”selvtillid som digter”. Jeg var glad for, at mine digte blev læst og solgt. Er de kunst? Det tror jeg ikke, og jeg har nok aldrig set mig selv som kunstner.