Problemet med forfatterens bidrag
Når forfatteren både skal betale og modtage penge fra forlaget, øger det risikoen for uklarheder. Forfatterens bidrag går ofte uspecificeret til forlaget. Hvad betaler forfatteren for og til?
Forfatteren forventer som minimum, at bidraget tjener sig selv hjem. Bidraget refunderes dog ikke, og det er uafklaret, om ”tilskud” eller ”støtte” til udgivelsen kan fradrages i skatten. Hvis ikke, så skal der tjenes næsten det dobbelte i skattepligtig royalty for at dække bidraget.
Kontrakterne er ofte traditionelle forlagskontrakter, som er tilføjet, at forfatteren skal betale det nævnte bidrag. I forlagskontrakten har forlaget ofte eneret til at træffe de økonomiske beslutninger i udgivelsen om oplagets størrelse, markedsføring og salgspris. Mange forfattere bliver utilfredse med forlagets udgivelse. De synes ikke, der er valuta for pengene, og føler sig snydt af den uklare kontrakt.
Det er vores udgangspunkt, at forfatterens bidrag investeret i udgivelsen bør være ligeværdigt med forlagets egen investering i udgivelsen. Det er dog ikke en forretningsmodel, der er udbredt endnu.
Genvej til en klar kontrakt
Her er vores huskeliste til mere transparente medudgiverkontrakter:
1. Stil specifikke krav til forlagets ydelser: seneste udgivelsesfrist, mindsteoplag i trykt form, papir/tryk-kvalitet, markedsføringsydelser.
2. Overdrag kun rettigheder til de specifikke formater, som forlaget skal udgive, f.eks. trykt form, e-bog og/eller lydbog.
3. Få oplyst produktionsudgifterne: budget med i kontrakten og endelig opgørelse af produktionsudgifterne efter udgivelsen.
4. Kræv medejerskab til de trykte bøger og digitale filer eller ret til at købe disse ved samarbejdets ophør.
5. Aftal varsel for, hvornår du kan opsige samarbejdet, f.eks. X måneder efter bogens udgivelse.