Jeg var fem år, da Dansk Forfatterforenings Kvindegruppe blev stiftet i 1979. Jeg var næsten otte år, da jeg besluttede mig for at blive forfatter. Med strømpesokker stod jeg på kokostæppet i min onkels bibliotek, da jeg pludselig forstod, at når jeg kunne læse alt, kunne jeg også skrive om alt. Historierne kom først senere, opdagelsen af min egen stemme. Fornemmelsen af, at andre fik samme kald, var krystalklar, forstærket af de stemmer, der mødte mig i hver eneste bog.
Kvindelige Forfattere kom til, mens kvindebevægelsens første storm ikke var løjet af. Der var protester i foreningen; mænd forklarede, at vi ikke behøvede en interessegruppe. For hvad så med rødhårede forfattere eller dem med overskæg? Vi er et fagligt fællesskab for forfattere, der er kvinder. Vi har ingen ideologi, men tilbyder et sted, hvor kvinder kan skrive og samtale om at skrive uden at blive afbrudt. Frigørelsen gælder den enkeltes egen stemme. Hun kan skrive og ytre sig ud fra eget ståsted, intet mindre. Hvor man kan blive hørt og føle sig hjemme blandt andre kvinder, der skriver.
Jeg skrev i firserne. Tog kurser hos Vagn Steen, kom i skrivegruppe hos Bente Clod. Jeg fik aldrig at vide, at ”piger ikke kan blive digtere”. Som teenager i halvfemserne skrev jeg, hvad jeg havde lyst til. Det vigtige var at få ord ned, at få linjer tæt på følelser, få fortællinger ud og ned i stilehæfter, skrivemaskiner og senere computere. Sådan er det stadig.
Jeg debuterede som 39-årig. Meldte mig naturligvis ind i gruppen. For det er, når skrivende kvinder samles, at vi ses som forfattere, og ikke som kvinder først. Vi skriver fra forskellige virkeligheder. Præcis som mænd. Men i modsætning til de fleste mænd, så bliver kvinder skolet til at være en stamme. Andre definerer os som kvinder, før vi ses som mennesker, som Virginia Woolf, Simone Beauvoir og andre har sagt. Derfor er der en understrøm, et ur-fællesskab af oplevelser som kvinde i verden, som vi skriver os ind og ud af. Nogle søger de ligheder, nogle søger helt væk. Vi taler sammen for at løfte det videre og op. Jeg vil være med til at skabe det rum, deltage i den samtale.
Jeg var vred i den debat, hvor kvindelige forfatteres farlighed for godt et år siden blev efterlyst af brandstifteren Mette Høeg. Vi var for tandløse, for indadvendte, for lidt mennesker og for meget kvinder, mente den unge kritiker. Mænd stod på sidelinjen i debatten, kløede sig metaforisk i skægget (uden egen gruppe) og undrede sig. Eller godtede sig over intern strid blandt kvinder. Igen: opfattelsen af et fælles køn. Men strid er godt. Jeg brokkede mig indædt til alle over, hvor idiotisk præmissen var – og jublede over, at vi var så inderligt ligeglade med andres mening. Allermest frydede jeg mig over, at så mange unge kvinder som det naturligste brugte deres egne stemmer. Og lyttede til hinanden. De kvinder vil frem. De er forfattere først. Sådan som det bør være.
Kvindelige Forfattere i Dansk Forfatterforening har vist sammenhæng, konsekvens og vilje i alle år. Skabt arrangementer, temaer, cafémøder, workshops og diskussioner. Snesevis af lyrikere og forfattere fra udlandet og herhjemme, sågar anmeldere, er kommet forbi. Og gør det stadig. Politiske protester; hvor fanden var Tove Ditlevsen og Inger Christensen i litteraturkanon’en? Vi inviterer til stadighed en bred vifte af kvindelige forfattere til at præsentere deres værker. Ikke som prædikener, men som en bydende nødvendig samtale blandt fagfæller. Derfor bliver vi ved. Snart kommer Brøgger og Klougart.
Hver forfatter træder sin egen sti. Jeg rækker hånden frem til de yngre kvinder, der måske stadig leder efter en stemme; jeg frydes, når de finder den. Jeg er kvinde, hør mit brøl. Lad mig lytte og læse jer, der kommer efter mig. Skrivende kvinder er forskellige. Stærke, skrøbelige, skarpe og skæve som mennesker og kunstnere. Og det bedste? Vores aftener er for alle. Mænd, kvinder og alt midt i mellem. Du og jeg. For vi står alle på skuldrene af Thit, Tanne og Tove. ·
