Find oversætter
Artikel fra Forfatteren Nr. 1 - 2024

Vilkår om streaming af lydbøger

Streaming af lydbøger er ofte en dårlig forretning for forfatteren.

Fokus blev i efteråret 2023 rettet mod den meget lave afregning til forfattere for lydbøger i streamingtjenester, hvor abonnenterne kan lytte lydbøger ubegrænset for en fast månedlig pris. Selvom de fleste forlag afregner mindst 20 procent til forfatteren, så er den ”nettopris”, som forlaget får pr. lytning pr. titel, ofte så lav, at det kan dreje sig om f.eks. to kr. til forfatteren og otte til forlaget for lytning af en hel lydbog.

Ved ”revenue sharing” ved forlagene først, hvilken ”pris” de får fra streamingtjenesten, når der afregnes til forlaget, efter at bogen er lyttet. Da abonnementsprisen er fast, men forbruget af lydbøger er variabelt, får man ikke dobbelt så meget udbetalt, selvom ens bog er lyttet dobbelt så meget.

Med udgangspunkt i drøftelser forfattere
imellem har flere forfattere enkeltvis forhandlet med forlag om klausuler i kontrakterne vedrørende streaming af lydbøger. Det er ikke nemt, for både forlag og forfattere ønsker bogen mest muligt ud og helst bedst muligt betalt, så der er råd til at skrive og udgive flere bøger.

Der findes stadig forlagsaftaler, hvor retten til lydbogen er overdraget til forlaget, mens ”de nærmere vilkår herfor fastlægges i en tillægsaftale”. Det giver reelt begge parter vetoret.

Følgende er set anvendt af forlag i 2023/2024: ”Forfatter og forlag aftaler nærmere tidspunkt for lydbogens tilgængeliggørelse for streaming i
digitale abonnementsordninger samt digitalt biblioteksudlån”.
Dvs. i yderste konsekvens veto-
ret.

Samme forlag har en variant: ”Forfatter og forlag har aftalt, at lydbogens tilgængeliggørelse for streaming i digitale abonnementsordninger først må ske seks måneder efter officiel udgivelsesdato for den trykte bog.” Her er der ingen veto for forfatteren.

HUSK: Lydbogsrettens tilbagegang

Hvis lydbogen aldrig er udgivet inden ”rimelig tid”, kan forfatteren kræve tilbagegang af retten efter ophavsretslovens § 54. Den gælder dog ikke, hvis lydbogen er udgivet. Det er blevet sædvane, at e-bogsrettigheder kan gå tilbage pga. ringe udnyttelse (udsolgt) eller kan genforhandles eller opsiges ”efter mindst x år”. Det giver reelt mulighed for at stoppe en dårlig forretning. Dansk Forfatterforening mener, at tilsvarende skal gælde lydbogsrettigheder. ※

 

Af Dansk Forfatterforenings jurist, Anne Koldbæk

 

2004 - 2024 © Copyrighted | Dansk Forfatterforening | Designed by Arendt™ & Developed by Eksakte