Siden fatwaen mod Salman Rushdie i 1989 har en stor del af debatten om ytringsfrihed drejet sig om retten til at kritisere islam. Det er en væsentlig debat, den kan bare ikke stå alene, for ytringsfriheden er også trængt af andre grunde. Vi værner bedst om ytringsfriheden ved at bruge den til det, vi selv finder vigtigt.
Truslen mod islamkritikerne er usædvanlig, fordi den udspringer af en international konflikt. De forfattere og tegnere m.fl., som kritiserer islam eller muslimer, overtræder sjældent nogen national lovgivning, men “dømmes” i henhold til islamisk lov, der ikke har nogen retsgyldighed i Vesten. Når en islamist alligevel føler sig kaldet af religiøs lov til at gribe til våben af den grund, er det slet og ret terrorisme ifølge vestlig lovgivning.
Det danske samfund har stillet politibeskyttelse til rådighed for flere af dem, der har kritiseret eller satiriseret over islam. Også mediehusene har ansat vagter af hensyn til medarbejdernes sikkerhed. Mordforsøgene på Kurt Westergaard og Lars Hedegaard og attentatet ved Krudttønden og Synagogen viser med al tydelighed, at konsekvenserne af kritik kan blive terror. Ytringsfriheden er truet, med våben og uden for lovens grænser.
Som præsten prædiker
Det har skærpet opmærksomheden på ytringsfriheden, at kunstnere og debattører er blevet truet på livet, og det har været med til at lægge et vist pres på, at tegnere og forfattere skal komme med markante meninger. Faktisk virker det provokerende på dele af offentligheden, hvis vi ikke vil – hvis vi bliver for pæne, bange eller bare for dovne til at bruge retten til at sige tingene ligeud. Folk med ordet og pennen i deres magt forventes at gå forrest med at forsvare ytringsfriheden.
Man kan sammenligne det med det aktuelle krav til præsterne om at være troende. For i takt med at tilslutningen til folkekirken falder, er der sket en opstramning af kravene til den rette lære. Hvor en præst i 1970erne kunne henvise til socialt engagement som begrundelse for at vælge faget, har præsterne i dag fået en rolle som dem, der skal tro, selv om befolkningen tvivler.
På samme måde forventes tegnere og forfattere og andre med adgang til medierne at bruge deres ytringsfrihed fuldt ud, mens andre dukker sig. Loddet tilfalder os, netop fordi vi i forvejen har en særstatus som uafhængige iagttagere. Det giver os en frihed, som andre savner.
Arbejdsgiveren som censor
Mange lønmodtagere tøver fx med at blande sig i debatten, fordi konsekvenserne kan være uoverskuelige. I december pressede en butikschef i Bilka en 17-årig gymnasieelev til at sige sit fritidsjob op, fordi han havde diskuteret islam i en gruppe på Facebook og dér lagt sig ud med nogle af butikkens kunder. Han blev ganske vist genansat efter en større offentlig debat, men det er blot det seneste offentligt kendte eksempel på, at ansatte er blevet sagt op eller er blevet truet med opsigelse, fordi de har ytret sig offentligt.
Whistleblowere i forsvaret, sundhedsvæsenet og andre steder har i de senere år betalt en høj pris for at offentliggøre oplysninger, der kunne rejse kritik af arbejdspladsen. I dag handler ledelse nemlig om at skabe fælles fodslag, og folk, der ikke går i takt, opfattes som en trussel af forbavsende mange ledere.
Tænk blot på Jens Weise Olesen og Jan Olsen, der undsagde Udlændingestyrelsens rapport om Eritrea – begge er siden “frivilligt fratrådt” deres stilling samme sted.
Lægen Frederik Liljefred blev indkaldt til tjenstlig samtale og fik en mail fra Kammeradvokaten, da han oprettede en hjemmeside, der kritiserede omlægningen af vagtlægeordningen i København, og han har siden forladt sygehussektoren for at blive selvstændig som praktiserende læge.
Kaptajn Anders Kærgaard mistede sit job i Forsvarets Efterretningstjeneste, efter at han gik til medierne med dokumentation for overgreb på civile irakere, fordi han ikke kunne komme videre med sin kritik internt i forsvaret.
Kritiske kommentarer om arbejdspladsen kan risikere at udløse en fyreseddel, selv når det er i offentlighedens interesse af få kendskab til oplysningerne. Der findes også tilsvarende sager fra private virksomheder, selv om de sjældnere når ud i medierne.
Hvad disse mennesker har gjort, er blot at bruge deres ytringsfrihed og følge deres samvittighed. Men det har betydet, at de har måttet lægge deres tilværelse om og finde andre måder at tjene penge på. De har betalt en høj pris for at ytre sig, og det inviterer ikke ligefrem til, at andre følger deres eksempel. Her ser offentligheden forfattere og tegnere som uafhængige, og med den uafhængighed følger også muligheden for at deltage i den offentlige debat med sin egen stemme, uden at skulle tage hensyn til en arbejdsgiver.
Ytringsfrihed vs. privatlivets fred
Ytringsfriheden kan dog også være presset af helt andre og private hensyn, fx hensynet til familie og venner.
I den aktuelle undersøgelse svarer halvdelen, at de i et eller andet omfang arbejder med satire eller bevidst provokation, men af denne gruppe svarer 24 % derefter, at de bevidst undgår at provokere personer i deres egen omgangskreds. Det betyder, at mindst hver tiende nævner dette hensyn (den anden halvdel, der ikke arbejder med provokationen som værktøj, har ikke fået spørgsmålet).
Det kan selvfølgelig være, at disse svar kommer fra skallesmækkende mimoser, som gerne tager en strid i medierne, men vil have ro på derhjemme. Men en nærliggende forklaring kan også være, at ytringsfriheden kun er én af frihedsrettighederne. En anden er retten til privatlivets fred, og den gælder også de nærmeste. Straffeloven beskytter desuden mod æreskrænkelser “ved fornærmelige ord eller handlinger”, og i tidens løb er mange manuskripter blevet lagt i skuffen, indtil forældrene eller andre var gået bort. Selv det er ikke altid nok: Karl Ove Knausgårds familie har fx protesteret indædt mod den måde, især hans afdøde far er fremstillet på i ’Min Kamp’-bøgerne.
Hvornår er det selvcensur?
Der er faktisk meget vide rammer for, hvad man kan tillade sig at skrive, når der står roman på titelbladet. Det viste den injuriesag, Thomas Skade-Rasmussen Strøbech anlagde mod Gyldendal og Das Beckwerk (forfatteren Nielsen) for nogle år siden. Retten fandt nemlig, at hensynet til den kunstneriske ytringsfrihed var vigtigere end hensynet til sagsøgerens privatliv, selv om der bl.a. var brugt et foto af sagsøgeren på bogens omslag, uden at han var blevet spurgt.
Derfor vil der sjældent være juridiske grunde til at holde et skønlitterært manuskript tilbage. Men der kan godt være moralske, og selvfølgelig kunstneriske. Egentlig selvcensur bliver det vel først, hvis man ønsker at udgive et værk, men afstår – og selv da kan grunden godt være hensynet til andre eller tvivl om den kunstneriske værdi.
Dér, hvor der bliver et problem af offentlig interesse, er, når selvcensuren bunder i angst for trusler og modreaktioner eller andet, der rækker ud over det private. Debatten om selvcensur har manglet den præcisering. Hvad der kommer med i en bog eller på en tegning, beror altid på til- og fravalg, og diskussionen om selvcensur giver kun mening, hvis den begrænser sig til at handle om de valg, ophavsmanden træffer mod sin egen vilje.
Truslen fra overvågning
En helt anden trussel mod ytringsfriheden, der også skal nævnes, kommer fra den stigende overvågning. Thrillerforfattere og -oversættere taler indimellem om det: Hvem læser mon med, når jeg googler på våben, bomber og terrorisme?
De Jesper Tynnell skrev ’Mørkelygten’, der bygger på anonyme interviews med embedsmænd om den politiske proces, arbejdede han på en krypteret computer uden adgang til internettet for at sikre sine kilders anonymitet. Journalister bruger i stigende grad kryptering, og det burde en del forfattere nok også gøre. Problemet med denne trussel mod ytringsfriheden er, at den er skjult. Ingen af os kan vide, om netop vores computertrafik bliver registreret, men arbejder man med projekter, der kræver kildebeskyttelse eller har kontroversiel karakter, bør man tænke på at beskytte sit materiale både før og efter udgivelsen.
Uafhængige iagttagere
Som tegnere og forfattere har vi vores eget blik på verden, og det skal vi være tro imod. Der er jævnligt nogen, der efterlyser, at nu skal forfatterne skrive den store danske samtidsroman og blande sig i diskussionen om islam, flygtninge, udkantsdanmark, eller hvad der nu ellers måtte være på dagsordenen i medierne. Det er en misforståelse. Hvad vi skal, er at bruge vores rolle som uafhængige iagttagere til at være netop det: Vi skal danne os vores egen mening, også om hvad der er vigtigt at tage op i bogform, for det er en del af friheden i ytringsfriheden. Og vi værner bedst om den ved at bruge den. ·
