”En forfatter maa passivt lade sig ’bedømme’ af en anden slags forfattere, hvis domme staar uimodsagt, uanset hvor urimelige de er, og hvis tone ofte er ulidelig hoven og nedladende. Forfatterne plejer at trøste sig med, at bøger bestaar, mens aviser forgaar […]. Men den bitre sandhed er, at en anmeldelse læses af 100, for hver én der læser bogen, og at en slet anmeldelse kan ’dræbe’ mange eventuelle læsere.”
Sådan skrev Elsa Gress i Politiken i 1956, og hun var selv både forfatter og kritiker. En bitter sandhed er det også for nogle forfattere, at visse anmeldelser bliver klassikere og huskes mange år senere. Især de onde. Oneliners, de skarpe piskesmæld, som især formiddagspressen udmærkede sig ved, dengang den stadig interesserede sig for litteratur. ※
“Hvad for Fugle? Ikke Duer.
Hvorfor ikke? Duer ikke.”
Hans Brix’ anmeldelse af
Johannes Buchholtz’ Fugle paa Taget, BT, 1938
“Anmelde den bog?
Det skulle da være til politiet.”
Hans Brix – ikonisk anmeldelse eller anekdote? Formentlig fra 1930, men den anmeldte titel er gået i glemmebogen.
“En ørken.”
Sven Langes korte anmeldelse af
Verdsligt Aandsliv for Folket af Christian Lambek, Politiken, 1906
“… og det kunne meget vel være læseren.”
Klaus Rothstein om En af os sover af
Josefine Klougart, Skønlitteratur på P1, 2012
“Hvem?”
Thomas Thurahs anmeldelse af
Det ville glæde … af Klaus Rifbjerg, STANDART, 1989
“Forhåbentlig.”
Poul Borum om Bo Nissens debutsamling
Eengangsdigte, Ekstra Bladet, 1969
“EDBog”
Ib Lucas hedder Gyldendals
nyeste computer. Den kan skrive noveller, der næsten ikke er til at skelne fra rigtig litteratur.
Poul Borum om Lystens labyrinter
novellesamling af Ib Lucas, Ekstra Bladet, 1983
“Det er adelig Dame-Te, hvor der sladres.”
Frederik Schyberg (uddrag) om
Syv fantastiske fortællinger af Karen Blixen,
Berlingske Tidende, 1935
Lene Møller Jørgensen
