Jeg møder Hanne Kvist på en lille café ved nedgangen til Nørreport Station. Hun er netop kommet tilbage til København efter et skriveophold på Hald Hovedgård, og har, på trods af en travl kalender, sagt ja til at mødes med mig til et interview. Hun bestiller en dobbelt espresso og allerede inden, hun får overtøjet af, beder hun mig om at fortælle lidt om mig selv. Jeg fortæller, at jeg studerer skrivekunst på Syddansk Universitet, hvor jeg undervises af hendes forfatterkollega og veninde Trisse Gejl. Det var i en samtale med netop Trisse Gejl, at jeg fik kendskab til Hanne Kvists nyeste børnebog, som hun selv har illustreret. Bogen ’Dyr med pels – og uden’ gjorde mig nysgerrig efter at høre hendes tanker om børnelitteraturens plads i det litterære landskab.
Børneforfatter ved et tilfælde
Hanne Kvist blev i 1983 færdiguddannet som grafisk designer og arbejdede inden for dette felt i mere end ti år, før hun fandt ud af, at hun skulle noget andet. I 1997 debuterede hun som både forfatter og illustrator med bogen ’Alle tiders rejse’, som hun skrev sammen med Ida Toldbod. Ifølge Hanne Kvist var det dog lidt af et tilfælde, at hun blev børnebogsforfatter: ”Det var ikke et valg. Jeg havde aldrig gået og drømt om, at jeg skulle blive forfatter. Det dukkede bare op.”
Hun tilføjer, at selv om det umiddelbart var tilfældigheder, der afgjorde, at hun endte som en af Danmarks dygtigste børnebogsforfattere, så giver det ret god mening. Hendes baggrund som grafisk designer fornægter sig heller ikke i hendes nyeste børnebog, hvor 80 siders graphic novel udfylder det tomrum, der opstår, da bogens hovedperson Freddy holder op med at tale. Billederne tager over, hvor ordene slutter.
Et afgrænset reservat
Det er afgjort børnelitteratur, der fylder mest på Hanne Kvists CV, og hun har kun udgivet én voksenroman, ’Det snakker vi ikke om’, fra 2011. Hanne Kvist føler dog ikke, at hun har valgt børnelitteraturen frem for voksenlitteratur. ”Jeg tænker ikke, at der er så stor forskel, og jeg vil gerne begge dele”. Hun smiler og tilføjer, at der i hendes nyeste udgivelse også er virkelig meget til den voksne læser.
”Der må gerne være flere lag i børnelitteratur, og jeg er sikker på, at der er meget, man som voksen genkender. Måske skriver jeg simpelthen til forskellige dele af mig selv. Det er ikke så svært, jeg indeholder mange dele, og jeg kan nemt skifte mellem dem – barnet og den voksne, tegneren og forfatteren”.
Selvom Hanne Kvist ikke mener, at der er så stor forskel på børne- og voksenlitteratur, så mener hun, at børnelitteraturen kan ses som et afgrænset reservat i det litterære landskab. Dette skyldes, ifølge Hanne Kvist, at børnelitteraturen ikke er alles interessefelt.
”Der er ikke så mange, der interesserer sig for børnelitteratur, hvis de ikke selv har børn.” Det forventer hun heller ikke. Hun fremhæver dog, at børnelitteraturen indeholder præcis lige så megen kvalitet, som voksenlitteraturen gør. Hun uddyber:
”På den ene side irriterer det mig grænseløst, at det rangerer lavere, på den anden side har jeg svært ved at argumentere imod det.”
Skilsmisse og inkompetente forældre
Hanne Kvist nyeste roman handler om Freddy, hvis forældre er skilt. Freddys mor får hele tiden nye kærester, hvilket betyder, at de hele tiden er nødt til at flytte. Hanne Kvists forrige roman ’To af alting’, der blev nomineret til Nordisk Råds børne- og ungdomslitteraturpris 2014, handlede ligeledes om en dreng i en skilsmissefamilie. Jeg spørger Hanne Kvist, om hun har gjort sig nogle tanker om, hvorfor det er det emne, hun tager op. Hun fortæller, hvordan hun i processen med at skrive ’Dyr med pels – og uden’ meget udsædvanligt for hende besluttede sig for emnet, inden hun gik i gang med at skrive:
”Jeg vidste, at jeg ville skrive om en hovedperson i en skilsmissefamilie og om de indbyrdes relationer, der opstår mellem nye søskende”.
Normalt kommer historien til Hanne Kvist, inden emnet gør det. Hun tilføjer, at det ikke er underligt, at det netop er børn i problemfyldte hverdage, der sniger sig ind i hendes bøger:
”En af hovedreglerne inden for litteratur er, at en hovedperson uden problemer er en meget kedelig hovedperson, så når jeg skriver, overvejer jeg altid, hvordan jeg kan sætte min hovedperson under pres.”
Tematikken i hendes seneste børnebøger hænger også sammen med, at hverdagen er Hanne Kvists inspirationskilde:
”Jeg synes, at hverdagen er super interessant, og den magi, som den indeholder, elsker jeg.”
At hendes romaner afspejler den hverdag, som vi lever i, kan også ses i sprogbruget. Det første ord i bogen ’Dyr med pels – og uden’ er ”fuck”. Da jeg spørger Hanne Kvist, om hun har tænkt over effekten af det, slår hun en spontan latter op.
”Helt ærligt, så har jeg tidligere brugt meget værre bandeord.” Hun forklarer, at det at bruge et bandeord er med til at etablere det univers, bogen foregår i.
”Rent æstetisk bruger jeg ikke for mange, men det ville være mærkeligt, hvis Eskild ikke sagde fuck,” smiler hun og refererer til en af bipersonerne i hendes roman.
”Selvfølgelig er der grænser for, hvad man kan skrive om, men jeg synes bestemt ikke, at børn skal beskyttes. De kommer jo hele tiden i berøring med alt muligt skrækkeligt.” Hanne Kvist mener faktisk, at man kan forberede børn på livets udfordringer ved netop at skrive om de svære ting:
”Børnelitteratur er en super god mulighed for at få en samtale om svære emner”.
I skyggen af klassikerne
Flere af Hanne Kvists bøger henvender sig til børn i alderen 9-12 år, og ofte indgår hendes bøger i undervisningen på mellemtrinsniveauet i folkeskolen. Men kigger man i boghandlerne eller på børneværelserne rundt omkring i landet, så er det den ældre klassiske børnelitteratur, såsom Astrid Lindgrens, H. C. Andersens og Ole Lund Kirkegårds bøger, der dominerer. Ifølge Hanne Kvist har det en væsentlig betydning for salget af bøger, at børnebøger er den eneste genre, hvor målgruppen ikke selv køber bøgerne, og hvor anmeldelserne af bøgerne ikke bliver læst af målgruppen.
”Hvis man skriver en anmeldelse af en børnebog, er det ikke målgruppen, der læser den, den skal en omvej forbi en formidler, enten en forælder eller en pædagog.” Hun fortsætter efter en lille tænkepause:
”Jeg tror, at dét lille ekstra skridt er det, som tit devaluerer det.” Hanne Kvist mener, at det ekstra skridt kan være afgørende for, om den nyere børnelitteratur når ud til børneværelserne. Derudover har det også afgørende betydning, at de gamle værker som H.C. Andersens eventyr, Brødrene Løvehjerte og Gummi Tarzan er forbundet med nostalgi for de forældre og bedsteforældre, som køber bøgerne til børnene, mener Hanne Kvist. Hun tilføjer, at det er ærgerligt, at nutidige forældre ikke i højere grad køber de børnebøger, der udgives i samtiden. Da jeg spørger, hvad den nyere børnelitteratur kan, som de gamle klassikere ikke kan, forklarer hun, at en nutidig bog kan spejle den verden, som børnene lever i, fx når den handler om børn i skilsmissefamilier.
”I en god børnebog genkender man sig selv, og man opdager, at andre har de samme udfordringer som en selv”.
Børnelitteraturens omdømme
I Danmark udgives der årligt ca. 2.000 nye børnebøger, men de færreste af dem høster seriøse anmeldelser og spalteplads, som ’Dyr med pels – og uden’ har gjort det. Disse anmeldelser tæller imidlertid kun tre styks, noget som de færreste forfattere til voksenlitteratur, ifølge Hanne Kvist, ville være særligt glade for. Da jeg spørger Hanne Kvist, om børnelitteratur bliver taget seriøst, kommer hendes svar hurtigt:
”Nej, det gør den ikke. Jeg synes, at det er super irriterende, men det hjælper ikke at sidde og være sur over det”. Hanne Kvist tilføjer, at der internt i det børnelitterære miljø er mange, der tager genren enormt seriøst, herunder forskere, redaktører, forfattere og illustratorer. Hun uddyber, at hun ikke selv skriver børnelitteratur med udgangspunkt i læring og et bestemt lixstal.
”Folk, som ikke er børnebogsfagfolk, forventer ofte, at børne- og ungdomsbøger har et didaktisk indhold, men ikke nødvendigvis en æstetisk berettigelse. Det, synes jeg, er en ærgerlig tilgang, og én, som man stort set aldrig går til voksenbøger med”.
Når hun præsenterer sig som børnebogsforfatter, oplever hun, at det ikke er alle, der deler hendes oplevelse af, at børnelitteratur kan være æstetisk i lige så høj grad, som voksenlitteratur kan det. En reaktion, hun nogle gange får, er:
”Nå, du skriver børnebøger? Går du i børnehave?” Hanne Kvist griner og forklarer, at det måske også handler om det store antal af oversatte Disneybørnebøger og kendisudgivelser:
”Det er helt klart, at der udgives meget børnelitteratur, som ikke kan tages alvorligt som et æstetisk udsagn. Men det samme gælder for voksenlitteratur.”
Hun slutter af med at konkludere, at man ikke kan tvinge nogen til hverken at interessere sig for eller tage børnelitteratur seriøst.
”Men man kan ikke sidde og tude over det, man skal derimod gøre sit bedste for at højne børnelitteraturens omdømme”. ·
