Jeg har været mundtlig fortæller i mere end tre årtier, og de seneste mange år har det været min levevej. Men efterhånden som jeg har nået en vis voksenalder, begyndte jeg at erkende, at fortællingerne – de ville dø med mig,” siger 72-årige Dorte Futtrup.
Hun er en fortæller, der altid har insisteret på, at den mundtlige fortælling ikke eksisterer uden et publikum, at fortællingen bliver til mellem fortælleren og dem, der lytter og reagerer. Men som altså også begyndte at spekulere over, om alt det unikke materiale, hun havde samlet, researchet og skabt i en kunstnerisk form, virkelig skulle forsvinde med hende?
Fortælling i studiet
Hun har skabt og opført fortællinger om blandt andre bank- og erhvervsmanden C.F. Tietgen, den mexicanske maler Frida Kahlo, forfatter og muse Ingeborg Stuckenberg og margarinefabrikant Otto Mønsted. Sidstnævnte var en bestillingsopgave fra Otto Mønsteds Fond, den hidtil største, hun har udført, og hun opførte den på Experimentarium i Hellerup foran et publikum på 800 mennesker. Gennem 11 måneder havde hun løbende arbejdet på opgaven, afdækket og indsamlet et kæmpemateriale, som blev til OMA-kongen og hans dronning. Dorte Futtrup valgte at inkludere dronningen, ”hans flamboyante hustru, som kunne bruges i fortællingen om en lidt kedelig mand”. Da direktøren for Otto Mønsteds Fond senere gik af, ønskede hun sig i gave en lydoptagelse af Dorte Futtups fortælling – og det ønske fik fortællekunstneren i studiet for første gang.
”Og dér oplevede jeg, at det kunne lade sig gøre – at den mundtlige fortælling også kan laves i et studie uden publikum og alligevel fungere i sin kunstneriske form. Så jeg besluttede, at jeg ville fortsætte med at optage mine øvrige fortællinger, og ja, det er selvfølgelig også en slags bevaringsprojekt. Så fortællingerne lever videre efter min død,” siger Dorte Futtrup.
Hun var i fuld gang med optagelserne, da hun på Bogforum i 2019 tilfældigt passerede eReolens stand, stoppede op og spurgte, om hendes fortællinger egentlig kunne komme på eReolen? Prøv at sende dem ind, lød svaret. Efter en del ventetid og flere forviklinger fik hun en besked: Ja tak, materialeudvalget havde godkendt hendes værker. De manglede bare et ISBN-nummer.
”Og så måtte jeg jo have lavet et forlag og give værkerne ISBN-numre, så de kunne optages i Nationalbibliografien. Og udlånes via eReolen.”
Levende lyd
På den måde opstod ”Dorte Futtrup Forlag”, og fortællekunstneren blev forlægger. Hun har netop indtalt – eller fortalt – og udgivet den ottende i serien Levende lydfortælling, den er fra Det Gamle Testamente og hedder ”Forbrødring – om drømmetyderen Josef”.
Det er et ”gennembrud”, og Dorte Futtrup har ”sparket døren ind til eReolen for mundtlige fortællere”, skriver FIDA, Foreningen af Fortællere i Danmark, i deres blad, og rigtigt er det, at fortællingerne kan lånes og søges frem i bibliotekssystemet og dermed komme langt ud til nye lyttere. Fortællingerne er blevet til værker, har fået en anden status, og også andre fortællekunstnere er begyndt at fortælle på lyd. I eReolens system er de levende fortællinger dog registreret som podcast, og fortælleren får ikke bibliotekspenge.
Dorte Futtrup optræder ofte med den samme historie ved forskellige lejligheder, for forskellige forsamlinger, for 20, 50 eller 800 mennesker, og undervejs kan historien forandre sig, der kan opstå nye detaljer, nye nuancer. Fortællingen lever i mødet med andre.
Så hvad sker der med fortællingen i ensomheden i studiets lydtætte rum?
”Jeg vidste jo ikke, hvordan det ville være, men jeg falder ind i et … ja, et meditativt rum. Jeg har ikke noter med, det har jeg heller ikke, når der er publikum på, men jeg øver mig selvfølgelig og har fortalt den til mig selv mange gange. Når jeg har researchet og samlet materiale sammen, begynder jeg at bygge min fortælling op, jeg laver en disposition, en struktur, og i begyndelsen skriver jeg det ned. Som regel synes jeg, at kronologi er kedelig, i stedet tager jeg fat i sanselige tidslommer, lommer af narrativer, som er spændende og sigende, og så sætter jeg dem sammen som perler på en snor – eller et bedre billede er måske en knagerække, hvor jeg hænger de enkelte historier op side om side,” forklarer Dorte Futtrup.
Historier som frakker på en knagerække – som i historien om Otto Mønsted, hvor fortællingen indledes med, at Dorte Futtrup står på Vestre Kirkegård ved hans og hustruens gravsted, et beskedent gravsted for en mand, der var Danmarks rigeste ved sin død – og så hopper vi videre fra knage til knage, fra bryllup til barndom, fra eksotiske feriesteder til fabriksbrand i Aarhus.
Ikke en krone til kunstneren
Dorte Futtrup udgiver som nævnt selv sine levende lydfortællinger.
”Jeg kan konstatere, at bare på eReolen lånes der én eller flere ud hver eneste dag. Derudover henter folk via apps på Spotify, iTunes, Podimo osv. Og det genererer ikke én eneste krone til kunstneren!” siger Dorte Futtrup.
Hun mener selv, at hun burde få bibliotekspenge for sin mundtlige litteratur, og derfor henvendte hun sig til Slots- og Kulturstyrelsen. Svaret lyder sådan her:
”Du kan ikke søge bibliotekspenge for podcast. Det er kun værker eller bidrag til værker udgivet i bogform som fysiske bøger, e-bøger eller som fysiske lydbøger eller netlydbøger, der berettiger til bibliotekspenge.”
Et ikke-svar, siger hun:
”Fortællingerne rubriceres ikke som værk på trods af ISBN-nummer og optagelse i Nationalbibliografien. Hvis jeg kaldte det netlydbog i stedet for, ville det være anderledes.”
Dorte Futtrup har valgt at benytte sig af et professionelt studie med tekniker, som hun selvfølgelig selv betaler. Til dato har det kostet hende ca. 35.000, og hun har også søgt og fået et legat på 10.000 fra Velux Fonden til sit projekt.
”Ja, det koster mig penge. Men for mig er det vigtigste, at fortællingerne kommer ud og lever derude. Sådan er det vel at være kunstner?” ※
Lene Møller Jørgensen
