Da Gads Forlag informerede mig om, at de ville udgive min bog Smagen af Kina, en mad- og slægtshistorie, var det faktisk en stor overraskelse for mig. Gennem syv år havde jeg kontaktet et utal af forlag for at udgive min slægtshistorie. De fleste reagerede med interesse i begyndelsen, men en nærmere snak resulterede desværre i, at de gerne ville ændre væsentlige historier i bogen, ændringer, som jeg af gode grunde ikke kan være med til.
Min bog er en slægtshistorie med udgangspunkt i mad og dermed en dyr produktion med mange billeder og krævende grafisk opsætning. Derfor var det naturligt, at mange små forlag måtte takke nej til bogen. Men de mellemstore og store forlag, jeg har talt med om bogen, havde et andet og stort problem med min fortælling. Efter deres mening ligger min familiehistorie meget langt væk fra alle andre fortællinger, man har hørt fra Kina.
De fleste kinesiske familiefortællinger, man kan læse i Vesten, handler om familier, som mistede alt under kommunismen. Familier, som led og stadig lider, dominerer fortællinger fra Kina. Den måske mest kendte slægtsroman fra Kina er Vilde Svaner, hvor en velhavende og magtfuld familie mistede alt under kommunismen. I Vilde Svaner er alle familiemedlemmer moralsk overlegne mennesker, som alle led under Kulturrevolutionen og generelt under kommunismen. Min slægtsroman er på mange måder en omvendt Vilde Svaner. Min familie var en fattig bondefamilie, som fik uddannelse, bedre økonomi og velstand under kommunismen.
Kulturrevolutionen
Flere forlag havde især problemer med min familiehistorie under Kulturrevolutionen (1966-1976), da de kunne læse, at kun tre personer i min store familie blev forfulgt og fængslet, så de spurgte, om jeg kunne tilføje flere lidelses-
historier. Men faktisk var det usædvanligt, at der overhovedet var familiemedlemmer, som blev fængslet under Kulturrevolutionen, da størstedelen af Kinas befolkning var bønder, og det som regel var klassefjender fra borgerskabet og kommunistpartiets egne topfolk, som endte i fængsler. Det er derfor meget mere usædvanligt, at man havde familie, der blev fængslet under Kulturrevolutionen, end at man ikke havde det. Det er selektive fortællinger og udgivelser i Vesten, der giver et forvrænget billede af, at alle led under Kulturrevolutionen. Mange danskere har i tidens løb også spurgt mig, hvorfor man sendte de intellektuelle ud på landet til hårdt arbejde under Kulturrevolutionen. Mit svar var, at alle unge mennesker blev sendt til hårdt arbejde på landet, men det var kun de intellektuelle, som skrev romaner om det.
En uønsket historie
I mine samtaler og forhandlinger med forlagene ville de gerne påvirke mig til at skrive en bog, som levede op til de forestillinger, de havde om Kina. At en familie blev rigere og bedre uddannet pga. kommunismen, var derfor en uønsket historie, selvom det er den historie, der fandt sted for flertallet af Kinas befolkning. Før kommunismen var 90-95 procent af Kinas befolkning analfabeter, i dag er det under fem procent.
Heller ikke mine fortællinger fra koloni-
tiden var forlagene meget for. De fortalte mig, at historier om europæiske koloniherrers ugerninger i Kina var et følsomt emne, som de gerne ville have udeladt i min bog. Det kunne jeg desværre ikke være med til. For hvis jeg undlod at fortælle om kolonitiden, ville man som læsere ikke kunne forstå, hvorfor kinesere valgte at melde sig ind i den kommunistiske oprørshær for at kæmpe imod den kolonivenlige nationalistregering.
Hvordan skulle læserne så forstå, hvorfor min oldefars to sønner meldte sig til den kommunistiske hær i 1930’erne, og de dermed blev anset for at være terrorister?
Jeg mener, at min bog nu har fundet en fin balance. Den tager både hensyn til de måske lidt ubehagelige følelser, som koloniherrernes efterkommere måtte have, og til min og min families ret og privilegie til at fortælle vores egne historier, sådan som de huskes og fortælles i familien. Jeg behøver ikke at fortælle om alt det, de vestlige kolonimagter foretog sig i Kina, eller fortælle detaljeret om Danmarks unfair trade med Kina under kolonitiden – det er der allerede skrevet og udgivet mange bøger om.
En fanatisk madfamilie
Når jeg skriver en slægtsroman, der strækker sig over de seneste 100 år, måske det mest turbulente århundrede i Kinas historie, kan jeg ikke undlade at skrive om, hvordan min familie oplevede Kinas historie. For selvom mange har stærke meninger om Kina, er der meget få i Vesten, som kender Kinas historie. Der er mange versioner af historien, og derfor har jeg valgt de versioner, som nationalister, kommunister og kolonimagter er enige om. I nogle tilfælde har jeg skrevet flere versioner. Det kan godt være, at nogle læsere vil finde det pudsigt. Men som teolog er det helt naturligt, at der er flere evangelier, og som handelsuddannet mener jeg, at man bør kende flere sider af samme sag. Jeg mener, at det er den bedste måde, læsere kan tage stilling på, hvis de altså gerne vil tage stilling. I Danmark vil man jo meget gerne tage stilling, have holdninger og meninger om de gode og onde. I Kina tænker man ikke så binært, da man f.eks. ikke mener, at der findes gode og onde lande, kun lande, der er venner med Kina lige nu, og lande, der ikke er venner med Kina lige nu.
På mange måder var det svært at vælge, hvilke historier der skulle med i bogen, og hvor meget jeg skulle uddybe dem. Jeg vil faktisk kunne skrive en bog om alle i min familie, for nogle måske endda flere bøger. Men jeg har taget udgangspunkt i maden og har derfor lagt vægt på de fortællinger, der har tætte forbindelser med familiens madkultur og holdning til mad.
Generelt går kinesere mere op i mad end danskere, men min familie er helt fanatisk, når det kommer til mad, og det ville jeg gerne skrive om. Det er vigtigt for mig at skrive historierne, sådan som de er fortalt. I modsætning til familien i Vilde Svaner er min familie ikke moralsk overlegen, opofrende eller usædvanlig gode mennesker. Min grandonkel har fortalt, at da kommunisterne – som altså blev regnet for at være terrorister dengang – proklamerede, at de ville ”befri hele verdens proletariat”, tænkte han straks, at han da godt kunne tænke sig at se verden. Så han meldte sig til den kommunistiske ophørshær på stedet. Det var på ingen måde heltemod, frelserkompleks eller ideologi, der motiverede ham til at blive kommunist og kæmpe i den kommunistiske hær. Han havde bare ikke lyst til at leve og dø som bonde.
Chili – den skønne råvare
Da min oldefar flyttede til Sichuan, var chili ikke specielt populært i provinsen. Han havde en drøm om at gøre chili stort i Sichuan og dyrkede mange chilisorter og solgte planter og chiliprodukter. I dag må man sige, at det er lykkedes for ham, for Sichuan er nu kendt for at være en stor chilispisende provins.
Selvfølgelig var han ikke en enmandshær, der helt alene gjorde chili stort, men det var hans livsopgave at arbejde med chili, og der var sikkert mange andre i Sichuan, som tænkte og gjorde det samme som ham. Man det er ikke forkert at sige, at min oldefar var en af de førende chiliavlere i Sichuan. Og jeg vil nu påtage mig den livsopgave at gøre chili stort i Danmark. Der er nemlig mange misforståelser om chili, som jeg gerne vil belyse. F.eks. tror mange danskere, at jeg må kunne tåle meget chili, da jeg er fra Sichuan. Men chili skal ikke tåles, den skal løfte en ret, så man stadig kan værdsætte råvarerne, samspil og balance i en ret. Jeg er meget imod den tivolisering af chili, hvor mange Sichuan-retter laves i cirkusversionen, der overdynges med chiliolie og sichuanpeber. Chiliværdsættelse er en stor del af mit budskab, hvor man ikke må misbruge den skønne råvare og forulempe smagsløgene.
Smagen af Kina er min fortælling – jeg har kæmpet for retten til at fortælle min egen historie, og derfor er det alt andet end en objektiv bog. Der er dog én ting, som er objektiv i bogen:
Min farmor er objektivt set den bedste farmor i verden.
Bogen er derfor dedikeret til hende, som tak for hendes kærlighed og pleje, hendes livsvisdom og styrke, som vi alle i familien har nydt godt af, selv efter hendes bortgang. Bogen er min kærlighedserklæring til kinesisk mad og det kinesiske folk. ※
Xinxin Ren Gudbjörnsson er født i 1978 i Kina og kom til Danmark i 1991. Hun skriver faglitteratur og skønlitteratur, og udgiver både i Kina og i Danmark. Hun har en kandidatgrad i kommunikation fra CBS og en master i teologi fra Københavns Universitet.
Xinxin Ren Gudbjörnsson
